Faktaboks

Kristine Bardenfleth
Ellen Kristine Sofie Bardenfleth
Født
12. juli 1890, Frederiksberg
Død
1. maj 1976, Frederiksberg
Arbejdsliv
Diakonisse, forstander og sygeplejerske
Familie

Forældre: stiftamtmand, minister Vilhelm B. (1850-1933) og Agnete Brandt (1862-1946).

Kristine Bardenfleths hjem var grundtvigsk og tilhørte frimenigheden i Balle ved Vejle. Moderen var datter af N.F.S. Grundtvigs efterfølger som præst ved Vartov, og faderen var minister for kirke- og undervisningsvæsen 1894-99. Kristine Bardenfleth havde tre søskende, bl.a. Karen B., der rejste til Indien som missionær, og den senere kabinetssekretær Gunnar B., som livet igennem var hende en trofast og forstående støtte. Hun tog almindelig forberedelseseksamen fra Vejle Døtreskole, var på husholdningsskole i Århus og to vintre på Askov Højskole. Under et ophold i England 1916-17 forstærkedes hendes tidlige ungdoms trang til at blive diakonisse, men efter sine forældres ønske fik hun først sin sygeplejerskeuddannelse i Vejle 1918-21 og indtrådte så 1922 som prøvesøster i Diakonissestiftelsen. I 1925 blev hun indviet til diakonisse.

1923-26 var Kristine Bardenfleth udstationeret ved Esbjerg hjemmesygepleje og fandt her det arbejde, hun mest havde ønsket sig, samtidig med at hun var aktiv i søndagsskolen og i KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). I 1926 blev hun udnævnt til leder af Marthahjemmet på Nørrebro, der siden 1915 havde været en økonomisk selvstændig institution under Diakonissestiftelsen. Hjemmet, der var oprettet af Anna Sørensen i 1886, var blevet en stor institution, der rummede vuggestue, børnehave, fritidshjem, optagelseshjem og poliklinik for børn. Desuden varetog det hjemmesygepleje, og om vinteren var der bespisning af syge i kvarteret. Det var et omfattende arbejdsområde og et stort administrativt embede. Kristine Bardenfleth fik bolig i huset og levede således døgnet rundt midt i sin gerning. Hun indførte hurtigt en række moderniseringer i huset, fik bl.a. indlagt fjernvarme, men nok så væsentlig var hendes altid positive, optimistiske grundholdning.

Ved Alvilde Ræders afgang i 1938 som forstanderinde for Diakonissestiftelsen blev Kristine Bardenfleth hendes efterfølger, enstemmigt indstillet af Søsterrådet og fortrolig med alle sider af diakonissens gerning. Hun tiltrådte, mens stiftelsen havde det største antal søstre nogensinde, ca. 450, og følgelig også det mest vidtspændende arbejdsfelt, samtidig med at en større byggeperiode var ved at nærme sig sin afslutning. Muligvis har Kristine Bardenfleths opvækst i grundtvigske kredse spillet en rolle for hendes holdning til lederskab og intern disciplin, for det er givet, at med hende blæste mildere vinde i den måske lidt stivnede, gamle stiftelse. Og der blev brug for hendes motto, det fortrøstningsfulde citat: “Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter.” Kristine Bardenfleths første år som forstanderinde blev urolige. Anden Verdenskrig og årene efter med dyrtid og rationering var en vanskelig periode. Diakonissestiftelsen skjulte i de sidste besættelsesår adskillige, der var gået under jorden, gemte dem blandt patienterne eller som personale, og lige før Befrielsen indlagdes en del torterede danske fra Vestre Fængsel. Begge dele medførte belastning af alle involverede, og Kristine Bardenfleths stærke, kristne personlighed kombineret med hendes lyssyn gjorde hende i disse år elsket af alle, klippen i stiftelsens liv. Siden Sophie Zahrtmanns forstanderperiode 1891-1914 har næppe nogen haft tilsvarende indflydelse.

Under Besættelsen indledtes et samarbejde mellem stiftelsen og det offentlige hospitalsvæsen, idet Frbg. Hospital, der havde fået ca. 100 senge beslaglagt af besættelsesmagten, i 1940 anmodede Diakonissestiftelsen om at afgive senge til en fødeafdeling for kommunens kvinder. I november samme år kunne fødeafdelingen tages i brug, hvilket bl.a. betød, at den supplerende barselpleje i sygeplejerskeuddannelsen herefter kunne finde sted på stiftelsen. Det nye samarbejde gav tillige Diakonissestiftelsens anstrengte økonomi et kærkommet tilskud og førte efter krigen til samarbejde med andre dele af den offentlige hospitalsadministration. Under krigen forårsagede det efterhånden også overbelægning på hospitalet, overbelastning af personalet og forøgede udgifter. Tilgangen af nye søstre faldt i disse år, og Diakonissestiftelsen måtte i efterkrigsperioden trække sig bort fra flere gamle arbejdsområder og reorganisere andre.

Kristine Bardenfleth var en fremragende organisator og en smidig og klog forhandler. I hendes sidste embedsperiode blev det omsider muligt at gennemføre en længe næret plan om opførelse af et søsterhus til de pensionerede søstre. Huset fik navnet Søster Sophies Minde efter Zahrtmann. Grundstenen blev nedlagt af Kristine Bardenfleth, og huset indviet i 1954, året før hun på grund af svigtende helbred trak sig tilbage som forstanderinde. Hendes fratræden blev i Diakonissestiftelsens interne blad kaldt “tragedien”, men den mildnedes, da hun som pensionist påtog sig at rejse rundt til de udstationerede søstres arbejdssteder og således optræde som forbindelsesled mellem dem og stiftelsen. Ved sin fratræden modtog hun Fortjenstmedaljen i guld.

Beskrivelser og portrætter af Kristine Bardenfleth

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Diakonissestiftelsen.
  • Svend Hauge: I troskab mod kaldet, 1963.
  • Diakonissestiftelsens arkiv i Diakonissestiftelsen.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig