Karin Kjølbro

Karin Kjølbro er kaldt den non-provokative provokatør. Hun er blevet en central skikkelse i færøsk samfundsliv i kraft af, at hun inden for de etablerede institutioner har medvirket til at flytte grænser for det offentliges ansvar for velfærdspolitik og for øget kvindelig deltagelse i det offentlige liv. 1978 var hun blandt de første kvinder, der blev valgt til Lagtinget, og hun er en af de første socialrådgivere på Færøerne. Hun blev tidligt bevidst om såvel sociale forskelle som det nationale spørgsmål. Hendes farfader J.F. K. havde grundlagt en købmands- og rederivirksomhed, som siden 1915 havde været altdominerende i Klaksvík. Som tiårig oplevede hun den såkaldte Klaksvíkstrid, hvor byen gjorde oprør mod, hvad der blev opfattet som overformynderi fra den danske stats repræsentanter i København og Tórshavn.

Efter studentereksamen fra Føroya Studentaskúla (Færøernes Gymnasium) i 1963 blev Karin Kjølbro socialrådgiver på Den Sociale Højskole i København 1968. Som nyuddannet kom hun til at introducere denne profession på Færøerne. Hun blev ansat ved Statens Åndssvageforsorg til at planlægge hjemrejsen for 120 færøske udviklingshæmmede, som havde været på institutionen Rødbygård på Lolland det meste af deres liv. Initiativet var dansk. Myndighederne på Færøerne havde ringe interesse for socialpolitik. Den færøske befolkning havde i 1959 fået ret til folke- og invalidepension, men derudover var sociale ydelser ukendte, og det blev opfattet som et sundhedstegn, at Færøerne ikke havde brug for velfærdsstatens institutioner, fordi omsorgsopgaverne blev varetaget af kvinderne i familierne. Det lykkedes kun Karin Kjølbro at få flyttet de udviklingshæmmede, som havde en familie at vende tilbage til eller kunne klare et arbejde. Da de færøske myndigheder ikke var indstillet på at bygge institutioner til de øvrige, valgte hun at mobilisere græsrødderne og fik i 1971 oprettet Javni, den første interesseorganisation for handicappede og deres pårørende. Hun brugte også andre kanaler for at bevidstgøre befolkningen om dens sociale rettigheder. Bl.a. oprettede hun en social brevkasse i 14. September, Tjóðveldisflokkurins (Det republikanske Parti) partiavis. Fra 1970 stillede hun op til lagtingsvalg for dette parti og fik stemmer nok til at blive suppleant, så hun mødte i 1971 som højgravid og eneste kvindelige lagtingsmedlem. Kvinder havde fået stemmeret i 1915, men der skulle gå næsten 50 år, før Malla Samuelsen i 1964 trådte ind i Lagtinget som suppleant. Karin Kjølbros sociale og politiske reformarbejde på Færøerne blev midlertidigt afbrudt, da hun i 1972 flyttede med sin familie til København, fordi ægtefællen skulle gennemgå en specialuddannelse. Her fik hun arbejde som socialrådgiver ved amtssygehuset i Glostrup, hvor hun var kollega med Hanne Reintoft, der var en drivende kraft i fornyelse af socialt arbejde i Danmark.