Jona Henriksen

Jona Henriksen blev født ind i politisk arbejde. Hun voksede op i et miljø, som var præget af både social og national bevidsthed. Hendes fader var en central person i arbejdernes fagforening i Tórshavn, desuden formand for den lokale socialdemokratiske vælgerforening og aktiv i kommunal- og landspolitik i henved 30 år. Moderen var med til at oprette den nationale ungdomsforening Merkið. Jona Henriksen blev nysproglig student 1946. I 1950 blev hun ansat i Føroya Banki i Tórshavn, hvor hun blev til 1967, da hun på opfordring blev sekretær for KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) på Færøerne, en heldagsstilling med mangeartede pligter og ansvarsområder.

Jona Henriksen blev tidligt medlem af den socialdemokratiske vælgerforening og var i perioden 1954-65 foreningens første og eneste kvindelige bestyrelsesmedlem. Derudover har hun i tidens løb påtaget sig mange forskellige opgaver inden for partiet. I 1968 blev hun medlem af Tórshavns byråd og blev straks udpeget til formand for skole- og socialudvalget, men hun protesterede mod udelukkende at få tildelt disse traditionelle kvindeområder. Resultatet blev, at hun også fik flere andre poster, bl.a. i finans- og byplansudvalget. Et år var hun formand for det tekniske udvalg. Selvom hun var glad for byrådsarbejdet, søgte Jona Henriksen ikke genvalg i 1972.

I 1978 var Jona Henriksen den ene af to kvinder, som blev indvalgt i Lagtinget. Den anden var Karin Kjølbro. Tidligere havde kvinder kun haft sæde i tinget som suppleanter. Malla Samuelsen blev som sådan i 1964 det første kvindelige lagtingsmedlem. Selv havde Jona Henriksen siden 1962 været lagtingskandidat i flere omgange, og hun kom i 1975 ind som suppleant. I 1978 blev også Ingrið Sondum suppleant, og disse tre kvinder, der repræsenterede to forskellige partier, stillede forslag om nedsættelse af et ligestillingsudvalg. Forslaget gik igennem, og udvalget blev nedsat i 1982, men der skulle gå endnu 12 år, inden man fik en færøsk ligestillingslov og et ligestillingsråd. Jona Henriksen blev ikke genvalgt i 1980, men fik dog sæde i Lagtinget som suppleant; først i 1988 gled hun helt ud af tinget. Hun har altid været kvik i replikken og besiddet en selvironi, som også har fungeret som en forsonende beskyttelse mod den ofte kvindefjendske og nedladende tone, hun ligesom andre af de første kvindelige politikere blev udsat for.