Karen Hannover

Karen Hannover voksede op i et trygt og kulturelt miljø som den mellemste af tre børn. Faderen Vilhelm Topsøe var forfatter og tillige en af tidens førende pressefolk. Han blev redaktør for Dagbladet samme år, som Karen Hannover blev født. Ni år senere døde han af difteritis, og det blev nu moderen Augusta Topsøe, der sørgede for, at børnene fik en god opvækst.

I 1892 blev Karen Hannover student fra N. Zahles Skole og tog filosofikum året efter. Samme efterår flyttede hun med moderen og søsteren Ingeborg til Paris, der var samlingspunkt for danske og skandinaviske kunstnere. Mosteren Anna Petersen var maler, og hendes forbindelse til kulturelle kredse i byen kan have medvirket til, at moderen og de to døtre rejste derned. I selskab med mosteren færdedes familien især i den danske kunstnerkreds omkring maleren og billedhuggeren J.F. Willumsen, forfatteren Herman Bang og digteren Sophus Claussen. Sidstnævnte forelskede sig håbløst i Karen Hannover og friede til hende kort før julen 1893, to måneder efter deres første møde. Hun afviste hans tilnærmelser, hvorefter han rejste til Italien, men blev ved med at dyrke hende pr. brev. Brevvekslingen er siden blevet offentliggjort i Frans Lassons Sophus Claussen og hans kreds, 1984. Da moderen og døtrene flyttede tilbage til Danmark i efteråret 1894, bosatte de sig sammen i en villa i Bagsværd. Karen Hannover og Sophus Claussen genoptog forbindelsen, og hun spillede bl.a. Catys rolle i en privat opførelse af hans hyrdespil Frøken Regnvejr og var tillige hans ledsager til en stor journalistfest på Hotel d’Angleterre i 1895. Herefter opgav han og giftede sig i 1896 med sin tidligere forlovede, men mødet med Karen Hannover fik den største betydning for den kærlighedslyrik, han frembragte både før og efter ægteskabet. Hun er blevet skildret lidt bittert i hans rejsebog Valfart, 1896, og senere i Finn Abrahamovitz’ roman Smertens mester, 1985, om Bang i 1890’ernes Paris. Selv giftede Karen Hannover sig 1897 med den fraskilte Emil H., en broder til filantropen Fanny Hannover Cohen. Han blev senere direktør for Kunstindustrimuseet og Den Hirschsprungske Samling. Ægteparrets hjem blev et samlingspunkt for kulturelle personligheder, bl.a. kunsthistoriker og kritiker Karl Madsen, malerne Johan Rohde og Agnes og Harald Slott-Møller.

I 1910, da den yngste af døtrene var fem år, begyndte Karen Hannover at arbejde med fajance, som blev brændt hos P. Ipsens Terrakottafabrik. Hun var autodidakt og den første i perioden, der eksperimenterede med at genfremstille Faïance stannifères-typen med den tinholdige, tykke glasur i grå-hvide toner, hvilket fremgår af fx Laagfad, 1913, og Blomsterskaal, udst. 1919. Formmæssigt er hendes keramiske arbejder inspireret af renæssance- og rokokotidens fajancekunst, talentfuldt udført i en personlig stil. De modellerede, naturalistiske og plastiske dekorationer, især frugter og blomster, er udført med en følsom, æstetisk sans for form og materiale, der fremhæver de bløde former. Mange værker er gennembrudte, hvilket bevirker, at det ellers tunge materiale fremstår let og luftigt. Enkelte arbejder blev tillige udført med polykrome, brogetmalede dekorationer, bl.a. Laagskaal, 1921, med grønne blade, figengrene og frugter i naturlige farver, mens andre blev udformet naturalistisk og bemalet i naturlige farver, fx Ananas og Artiskok, udst. 1923.

Hun udstillede anonymt første gang 1912 i Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks udstilling i Kunstindustrimuseet under forkortelsen Karen Hannover. Hendes keramiske arbejder vakte stor begejstring både hos publikum og anmeldere i samtiden, og hun udstillede i ind- og udland, bl.a. på Baltiska utställningen i Malmø 1914, hvor hun viste en stor montre indeholdende Æstetiske graa Fajancer. I 1913 og 1923 var hun indbudt som gæst hos De frie Billedhuggere i Den frie Udstillingsbygning, hvor hun bl.a. udstillede Terriner med henholdsvis citroner, frugter og blomsterplus en Lampefod. Sammen med professor Einar Utzon-Frank afholdt hun i 1919 en separatudstilling i Bergens Kunstforening og i Kristiania, det nuværende Oslo. 1920 var hendes fajancer med på Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling, 1921 på Salon d’Automne i Paris og 1922 på Charlottenborgs Forårsudstilling.

Efter ægtefællens død i 1923 udstillede Karen Hannover kun ganske få gange, bl.a. på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks udstilling 1942, der først blev vist på Nationalmuseet i Stockholm og senere på Kunstindustrimuseet. Da Selskabet til Haandarbejdets Fremme blev stiftet i 1928 var hun med i bedømmelseskomitéen sammen med bl.a. Utzon-Frank, væverne Gerda Henning og Elisabeth Schmedes samt arkitekten Kaare Klint. Karen Hannover var en af de fornemste personligheder i dansk keramisk kunst og tillige et velbegavet, varmt og humoristisk menneske, der først og fremmest var sig selv.