Fanny Hannover Cohen

I 1867 så den Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere dagens lys med den jødiske læge L.I. Brandes som ophavsmand. Han ønskede, at filantropisk engagerede kvinder selv skulle lede foreningen, der var tænkt som et selvhjælpsforetagende for syersker. Men først i 1923 vovede Brandes’ slægtning Fanny Hannover Cohen som den første kvinde at binde an med formandsposten. Det gjorde hun på baggrund af seks år som næstformand og som bestyrelsesmedlem siden 1905.

Fanny Hannover Cohens fader A. Hannover var 1800-tallets internationalt mest berømte danske læge, men hans banebrydende forskning gav ham ikke de positioner, han fortjente i universitetsverdenen. Som ubetinget familieoverhoved blev faderen en fjernere figur for sine børn, Fanny Hannover Cohen og de tre brødre, herunder den senere museumsdirektør Emil Hannover og ingeniør H.I. Hannover, end hustruen Ida. Forældrenes opdragelse var frisindet og accepterende over for de unges valg. I 1887 giftede Fanny Hannover Cohen sig med Just Cohen, der blev Det Radikale Venstres repræsentant i Borgerrepræsentationen. Fanny Hannover Cohen delte ægtemandens politiske sympatier, men koncentrerede sig om filantropien. Som filantropisk aktiv fulgte hun en dobbeltstrategi. Hun var fra 1908 og indtil sin død i 1933 medlem af bestyrelsen for Sygeplejeselskabet under Louise Melchiors, siden Bertha Abrahamsons ledelse. Her blev hun stillet over for de udfordringer, der rejste sig med den jødiske indvandring til Danmark som følge af pogromerne i Rusland. Indvandringen motiverede såvel oprettelse af en jødisk børnehave i samarbejde med den Fröbelske børnehaveforening som en indsats for at nedbringe børnedødeligheden. Fanny Hannover Cohens anden strategi, arbejdet i hjælpeforeningen, integrerede hende i tidens humane filantropi, hvor trosforskelle principielt ikke dikterede aktivistrekruttering eller udvælgelsen af klienter. Foreningens medlemstal toppede i hendes bestyrelsestid med 3.300 syersker. Dens kursusprogram spændte vidt, og dens ejendomme i Gyldenløvesgade og Korsgade kunne huse mere end 100 ældre eller svagelige medlemmer.

I 1919 mistede Fanny Hannover Cohen uventet sin ægtemand, og 1932 døde hendes søn pianisten Johan H.C., der havde været aktiv med sin moder i hjælpeforeningens bestyrelse. Datteren Addas valg af en ikke-jødisk ægtefælle, den senere rigsarkivar Axel Linvald, blev et symptom på den kulturelle integrationsproces, Fanny Hannover Cohen selv havde været del af. Hun var mere en kompetent og stabil administrator end en egentlig pionertype. I tiden omkring århundredskiftet var hun dog med til at bringe velstående mosaisk-jødiske kvinder frem som offentlige aktører på det kbh.ske velgørenhedsområde og uden for den jødiske minoritets eget tætvævede filantropiske netværk.