Faktaboks

Julie Marstrand
Født
26. juni 1882, København
Død
25. april 1943, København
Arbejdsliv
Billedhugger og tegner
Familie

Forældre: bagermester, borgmester Jacob Nicolaj M. (1848-1935) og Marie Elisabeth Neergaard (1846-1914).

Gift 4. marts 1905 med overlæge Niels Reinhold Blegvad, født 20. februar 1880 i Torup, Besser sogn, død 1. juni 1970 i København, s. af realskolebestyrer Jacob Magnus Christian Michael B. og Gertrud Sofie Lund. Ægteskabet opløst i 1926.

Børn: Viggo, Inger (1911), Jørgen (1913), Jacob (1921).

Julie Marstrand var i slægt med den kendte maler Wilhelm M., der var en broder til hendes farfader, og selv skulle hun komme til at gøre sig gældende som billedhugger. Hun voksede op i et kultiveret og borgerligt hjem, omgivet af kunstværker. En broder var den senere præst og forfatter Even M. Faderen var bagermester, men havde også virket som forfatter, senere blev han borgerrepræsentant og borgmester i København Begge hendes forældre var tidligt medlemmer af Dansk Kvindesamfund (DK). Julie Marstrand udførte senere en portrætbuste i bronze af faderen, og ligesom han var hun interesseret i mellemmenneskelige problemstillinger. Hun havde en stor vennekreds og betegnedes som et varmt og trofast menneske.

Julie Marstrand blev uddannet på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1898-1900. Skolen var blevet oprettet af DK i 1876, for at fremme kvinders muligheder for at få arbejde inden for kunstindustrien, men den blev også søgt af vordende kunstnere. Hun studerede et halvt år på Charlotte Sode og Julie Meldahls tegne- og malerskole og et halvt år hos maleren Viggo Pedersen i Hillerød. 1901-06 var hun elev på billedhuggerskolen ved Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, ligesom hun i 1910 frekventerede malerskolen under ledelse af Valdemar Irminger. En tid var hun endvidere gæst på Einar Utzon-Franks billedhuggerskole. Hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1909, hvor hun også udstillede 1911 og 1914-16. Fra 1913 og indtil sin død udstillede hun med få afbrydelser på Charlottenborgs Forårsudstilling. Desuden var hun repræsenteret på Kunstnerforeningen af 18. Novembers udstillinger 1921, 1926-27, 1935 og 1938-39. På Koloniudstillingen i Rom 1931 fik hun diplom, og på verdensudstillingen i Bruxelles 1935 blev hun tildelt æresdiplom. Hun var medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund, der var blevet oprettet i 1916 for at varetage kvindelige kunstneres interesser, fx skaffe flere udstillingsmuligheder og få repræsentanter i komitéer, juryer og Akademirådet. Julie Marstrand deltog i foreningens udstilling i 1930. Hun havde separatudstilling i Oslo 1926 og i København 1931.

I 1905 var Julie Marstrand blevet gift med lægen Niels Reinhold Blegvad, der senere blev overlæge. De fik fire børn sammen, og selvom husførelsen var tidskrævende, fortsatte hun sin kunstneriske virksomhed. Ægteskabet blev opløst i 1926. Julie Marstrand var en alsidig kunstner, der bevægede sig ind på mange områder, bl.a. musikkens og journalistikkens. Hun skrev artikler, fx om kvinder i kunstindustrien, til aviser, blade og tidsskrifter som Tidens Kvinder, Berlingske Tidende, Epoke og Nyt Tidsskrift for Kunstindustri. Endvidere var hun medlem af repræsentantskabet for Selskabet til Haandarbejdets Fremme fra stiftelsen i 1928 og indtil sin død. Bag stiftelsen stod en kreds af kvinder og mænd, der ønskede en fornyelse af håndarbejde baseret på dansk kultur og kunst samt at skabe erhverv for kvinder i deres eget hjem.

Julie Marstrand tegnede, malede, modellerede og skabte modeller til tekstiler, fra 1929 specielt til Emilie Trolles vævestue. Især arbejdede hun dog med portrætter, og i en periode tegnede hun portrætter til Berlingske Tidende. Hendes akademiske skoling viser sig i det omhyggelige studium af personens ydre og i hendes fremragende teknik. Som billedhugger indskriver hun sig i den realistiske tradition fra Vilhelm Bissen. Hendes portrætbuster var vellignende med en klar opfattelse af personligheden, som det fx fremgår af busten af grønlandsfareren Knud Rasmussen, der blev præmieret i Rom 1931, og hendes fremstilling af teatermanden Bjørn Bjørnson, digteren Bjørnstjerne Bjørnsons søn. Hendes buste af Ingolf Schancke blev af kritikken sammenlignet med den antikke, romerske portrætkunst på grund af den kraft og energi, som den udstrålede. Hun udførte mange små portrætstatuetter som bestillingsarbejder, og ofte var hendes familie modeller, fx sønnen Jørgen i 1914 og 1942, faderen Jacob M. og svigerfaderen, realskolebestyrer Michael Blegvad, hvis portrætbuste blev udstillet 1915.

Da Julie Marstrand blev 60 år i 1942, havde hun en separatudstilling i Den frie Udstillingsbygning sammen med sin datter Inger Margrethe Marstrand Blegvad. Et af lokalerne var indrettet som en stue, og den ene væg var tapetseret med illustrerede statistikker og skemaer, der viste en husmoders, en moders og en kunstners arbejdstid pr. år, fordelt gennem en årrække. Således kommenterede hun sine egne forhold som kunstner, kvinde og moder, men også forholdene generelt for samtidens kvinder. Julie Marstrand har endvidere malet selvportrætter og udført en del tegninger af børn. I 1917 udgav hun børnebogen Rejsen til Vinterland med egen tekst og akvareller. Hun ejede en hedegård, Ankergaarden, ved Blåvand, hvor hun engagerede sig i opdrætning af får. Hun betegnedes som et meget livfuldt menneske og en stor naturelsker.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig