Juliane Preisler

Med den lyriske debut Uden i 1983, som året efter fulgtes af digtsamlingen Ind, markerede Juliane Preisler sig som en selvstændig stemme i dansk litteratur. En stemme, der på én gang talte fra pigebarnets hemmelige land og samtidig rummede en aggressiv, kvindelig dæmoni. De ofte meget slanke digte var hårdt klippede med en stødvis diktion. Eventyrets begreber som forvandling og forhekselse går igen i de tidlige digte, der tit lukkes med et elegant svirp i form af en overraskende pointe. Gennem sin stabile produktion har Juliane Preisler udviklet en karakteristisk hypnotisk stil, hvor intimitet og distance ideligt balancerer hinanden. Det fortællende element, der lå i kim i de tidlige digte, har gradvist fået mere plads, især i form af rolledigte udspillet af en “han” og en “hun”. Juliane Preisler tilhører 1980’er-generationen, og sammen med bl.a. digteren Pia Tafdrup har hun været med til at tegne et nyt og stærkt billede af den kvindelige lyriker.

Juliane Preisler blev 1978 student fra Sortedam Gymnasium og magister i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet 1984, bl.a. på arbejder om den franske forfatter Marguerite Duras. I 1996 blev hun gift med forfatteren Peter Asmussen. På trods af sin akademiske uddannelse har hun ofte forsvaret sit syn på litteratur som noget, man i bund og grund ikke kan nærme sig analytisk. Selv har hun altid vidst, at hun ville skrive, og hun hævder at skrive nærmest bevidstløst, at lytte teksten frem. Den musiske tilgang mærkes tydeligt i værkerne, hvis karakteristiske små sproglige ryk opbygger en strømmende bevægelse. I 1985 udsendte hun novellerne Standset aften, og siden har de årlige udgivelser ubesværet vekslet mellem poesi og prosa. Genremæssigt spænder prosaen fra psykologiske spændingsromaner som Dyr, 1992, der i 1997 blev filmatiseret under titlen Sekten af Susanne Bier, over den historiske roman Kysse-Marie, om Marie Grubbe, 1994, til ungdomsromaner som Zip, 1991, og Kys, 1992. Barndommen og dens undertiden barske logik spiller en afgørende rolle i forfatterskabet. Med romanen Du Lille, 1987, som skildrer en følsom pige på grænsen mellem barndom og pubertet, indskrev hun sig i traditionen fra Sonja Hauberg og Tove Ditlevsen. Også romanen Lyn, 1989, har barnet i centrum.

Ensomhed og længsel er grundfigurer i Juliane Preislers forfatterskab, også i digtsamlingen Det tændte hus, 1987. Kvinden som et hus er et tilbagevendende symbol, og billedlig talt kan huset være lukket, ligesom det kan tændes og slukkes. Kun i det sjældne, måske erotiske møde kan døren åbnes, og en egentlig kontakt mellem jeg’et og den anden etableres. Både i digte og romaner er det kvindelige jeg ramt af en opslugende indlevelse og en voldsom længsel efter det fuldendte, ordløse møde med den anden. Hun tiltrækkes af mandens dæmoniske og destruktive kraft, som i passionsromanen Eventyr, 1997. Juliane Preislers gennemgående følsomme og længselsfulde jeg-figur, der bærer på en indestængt passion, viser et slægtskab med en forfatter som Herman Bang, hvis stemme og tid hun lod sig inspirere af i digtsamlingen Ønskeøjne, 1988, og romanen Silke, 1991, der begge udspiller sig på teatret med dets forførende og farlige leg med identiteter og glidende overgange mellem realitet og fiktion. I 1998 udgav hun romanen Glas. Samme år debuterede hun på Det Kgl. Teater som dramatiker med Vild Hverdag, et drama om ensomhed og fravær. Juliane Preisler har modtaget en række hædersbevisninger og legater, bl.a. Statens Kunstfonds treårige stipendium 1985, Edith og Helge Rode-Legatet 1986 og Dansk Litteraturpris for Kvinder 1989.