Marie Grubbe

Om Marie Grubbes barndom vides stort set ikke andet end, at hun mistede sin moder som lille og voksede op hos faderen Erik G. på den jyske herregård Tjele. Hun kom ind i de allerhøjeste kredse, da hun i 1660 blev gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, der var uægte søn af Frederik 3. Marie Grubbe var et godt parti, for ud over at være født ind i en velanskreven adelsslægt bragte hun sin mødrene arv på 12.000 rigsdaler med ind i ægteskabet. Forbindelsen mellem hende og Gyldenløve blev sandsynligvis etableret af slægtningen Regitze G., der var enke efter Christian 4.s søn med Karen Andersdatter og stod hoffet nær. Året efter brylluppet tog Gyldenløve uden Marie Grubbe på en toårig udenlandsrejse. Efter hjemkomsten blev han i 1664 udnævnt til det vigtige embede som statholder i Norge, hvor parret bosatte sig på Akershus. Ægteskabet var ikke lykkeligt, og i 1667 sendte Gyldenløve hustruen hjem til Tjele. Formodentlig under pres fra sin fader forsøgte Marie Grubbe adskillige gange at opnå forlig med ægtefællen. Men intet formildede Gyldenløve, der ønskede at blive skilt. På grundlag af en kommissionsbetænkning afgav Christian 5. i 1670 en dom, der lød på skilsmisse. Marie Grubbe fik henstilling om først at indgå nyt ægteskab efter nogen tid, og da i stilhed og uden pragt. Hun fik tilbagegivet sin mødrene arv, som hun brugte på en flerårig udenlandsrejse umiddelbart efter skilsmissen. Ifølge dommen havde Marie Grubbe i løbet af sit ægteskab stået i forhold til Gyldenløves sekretær Joachim Lambert og en franskmand ved navn Blanquefort. Rygter sagde, at hun også havde et forhold til svogeren Stygge Høeg, men det er ikke omtalt i skilsmisseakterne og kan ikke verificeres. Ifølge lovgivningen var der dødsstraf for utroskab. I et brev til Gyldenløve fra ca. 1668 takkede Marie Grubbe derfor for sit liv og lovede aldrig mere at anvende navnet Gyldenløve, ligesom hun ikke ville påberåbe sig, at hun havde været gift med ham.

I 1673 fik Erik G. arrangeret ægteskab mellem Marie Grubbe og den jyske adelsmand Palle Dyre. Parret flyttede ind på Trinderup, som var en af de gårde, Dyre fik i medgift. Omkring 1685 bosatte de sig på Tjele, som de forpagtede. Kort tid efter indledte Marie Grubbe et forhold til den yngre Søren Sørensen Møller, der var kusk og senere ladefoged på Tjele. Erik G., der havde gjort hende til enearving, indsendte i 1690 et andragende til Christian 5., hvori han bad om tilladelse til at gøre hende arveløs og spærre hende inde på Bornholm på grund af hendes opførsel over for såvel Gyldenløve, Dyre som ham selv, og da faderen døde to år senere, arvede Marie Grubbe ingenting. Det lader ikke til, at Dyre tog sig videre af hendes utroskab, før kongen på grundlag af Erik G.s skrivelse fra 1690 bad om hans ord i sagen. Som svar skrev han, at Marie Grubbe ikke havde opført sig som en hustru burde, og parret blev skilt ved dom i 1691. På kongens befaling var hun under sagen sat i husarrest. Ved skilsmissen beholdt Dyre sin medgift, mens hun gik tomhændet ud af ægteskabet. Skilsmissedommen udstak den klausul, at hun ikke måtte indgå ægteskab for en offentlig myndighed i Danmark, hvorfor hun og Møller efter et tysk ægtebrev at dømme blev gift i Holsten. Efter at de havde flakket omkring en tid, opholdt de sig i 1699 på Møn, hvor han bl.a. ernærede sig som bådsmand og kvartermester. Senere kom de til Falster. Her boede de, formentlig takket være enkedronning Charlotte Amalie, i det såkaldte Borrehus ved Grønsund Færgested. Meget tyder på, at Marie Grubbe havde en beskytter i enkedronningen, som hun sandsynligvis kendte fra sit ægteskab med Gyldenløve. Charlotte Amalie døde i 1714, og fra det år vides det, at Marie Grubbe modtog fattighjælp. Selvom hun over for Ludvig Holberg under hans ophold på Falster i 1711 gav udtryk for, at hun havde været mere lykkelig sammen med Møller end i sit ægteskab med Gyldenløve, kan ægteskabet med ham ikke altid have været ideelt. Flere gange blev han stillet for en domstol, og da han i drukkenskab havde skudt en skipper, blev han i 1712 dømt til straffearbejde på Bremerholm. Herefter så Marie Grubbe ham aldrig mere. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår hun døde, men det var sandsynligvis omkring 1718.

Marie Grubbe fremstår som en viljestærk og egensindig kvinde, der insisterede på kærlighedens ret og var villig til at betale dens pris. Det betød, at hun brød alle normer og satte sin sociale status over styr. Som fascinerende myte har hendes liv og skæbne gennem flere hundrede år inspireret forfattere fra Holberg til Juliane Preisler, der udgav Kysse-Marie i 1994. Gennem klassikere som Steen Steensen Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, 1824, og J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, 1876, har generationer af danske skolebørn stiftet bekendtskab med Marie Grubbes skæbne, som også H.C. Andersen tog op i eventyret Hønse-Grethes Familie, 1869. Endelig har komponisten Ebbe Hamerik komponeret operaen Marie Grubbe, 1940, over et drama af Sven Lange fra 1905.