Josephine Schneider

Efter faderens død kom Josephine Schneider til Hellebæk gods, hvor hendes farfader Carl F. S. var inspektør, og hvor hendes moder blev oldfrue. Godset ejedes af grev Ernst Schimmelmann, og her mødte Josephine Schneider baronesse Adelaide von Løwenstern, født Schimmelmann, hvis mand Georg Heinrich von Løwenstern i 1835 blev dansk gesandt i Wien. Josephine Schneider fulgte med som kammerjomfru for baronessen og blev i Wien til 1847. De næste 13 år tilbragte hun i udlandet, og her besøgte hun børnehjem og andre filantropiske institutioner i Tyskland, Østrig og Ungarn.

1860 bosatte Josephine Schneider sig i København, og som en af de første kvinder fra borgerskabet opsøgte hun prostituerede for at hjælpe dem til et anstændigt liv. Desuden gav hun mad og klæder til de fattige i den forslummede Peder Madsens Gang, som i begyndelsen af 1870’erne blev saneret og genopbygget som Ny Østergade. Derudover besøgte hun de syge på Frederiks og Almindeligt Hospital, læste højt for dem og hjalp dem med gode råd. Endelig blev hun forstanderinde for Den kvindelige Plejeforening for Frbg. og Vesterbro, og i den egenskab tilså hun de plejebørn, som var udsat i private plejehjem. Plejebørnene henslæbte ofte en kummerlig tilværelse. Det kommunale fattigvæsen havde opsyn med børn, hvis forældre modtog fattighjælp og med forældreløse børn. Fattigvæsenet kunne fjerne børn fra fattighjælpsmodtagere, som misrøgtede børnene, men disse tvangsfjernede børn kunne sammen med de forældreløse kun anbringes to steder: enten i private plejehjem, hvor det oftest var den lavest bydende plejefamilie, der vandt licitationen, hvilket ikke sikrede barnets forhold, eller i fattigvæsenets overfyldte og kaotiske stiftelser, såsom Almindeligt Hospital, arbejdshuse og Ladegaarden.

Fra 1866 begyndte Josephine Schneider at tage sådanne ulykkeligt stillede børn til sig. I 1874 havde hun samlet 14 piger i sit eget hjem, og hun anmodede da bestyrelsen for plejeforeningen om at grundlægge et børnehjem, hvor børnene skulle opdrages “i Nøisomhed og til Arbeide”. Der indkom så mange penge til dette Københavns første private børnehjem, at plejeforeningen i sin bygning på Vodroffsvej 20 kunne åbne samme år med ti piger og den nu 54-årige Josephine Schneider som forstanderinde. 1880 var antallet af børn i hjemmet steget til over 50, og der blev efterhånden så trangt i det lille hus, at børnehjemmets bestyrelse arbejdede på at skaffe penge til at opføre sin egen bygning. Sidst på året afholdt bestyrelsen i Industriforeningen en basar, og i den anledning skrev forfatteren Herman Bang i Nationaltidende en opfordring til at støtte indsamlingen under overskriften “Huset med de glade Ansigter”, et navn, der fremover hang ved børnehjemmet. 1882 sammentrådte en damekomité med det formål at indsamle de fornødne midler til erhvervelse af en byggegrund til hjemmet, og året efter sammentrådte så en herrekomité for at samle penge til selve bygningens opførelse. I 1885 blev det gamle hus overladt til menighedsplejen under ledelse af Ellen Sass, og en ny, moderne indrettet bygning indviedes med plads til 100 børn. Josephine Schneider havde sørget for, at hjemmet var hensigtsmæssigt indrettet, spisesalen var således anbragt i kælderetagen, for at madlugten ikke skulle ose ind i skolestuerne i stueetagen, og i kælderen var ligeledes anlagt en stor legesal, hvor børnene kunne bevæge sig i dårligt vejr. Første og anden etage var hver inddelt i tre afdelinger med sovesale til alle børnene, og ved at inddele børnene i grupper på 15 kunne den store institution i højere grad ligne et privat hjem. I lighed med andre af tidens filantroper, såsom Thora Esche og Regitze Barner, søgte Josephine Schneider at indrette børnehjemmet så hjemligt som muligt. Når børnene senere skulle stå på egne ben, havde de fået et indtryk af, hvordan et borgerligt familieliv formede sig og ville dermed selv være i stand til at indrette et hjem.

1883 købte Josephine Schneider for egne midler en lille landejendom nord for Vedbæk, hvor børnene kunne opholde sig i landluften og bade i havet. Senere købte hun en landejendom ved Gilbjerghoved, hvor hun testamentarisk bestemte, at der for hendes bos regning skulle opføres en sommerbolig for børnene, den blev indviet i 1890. På sit dødsleje modtog Josephine Schneider underretning om, at kongeparret havde overtaget protektoratet for hjemmet, som i 1905 skiftede navn fra Vodroffsvej Børnehjem til Frøken Josephine Schneiders Børnehjem. Det var ikke usædvanligt, at selverhvervende kvinder i slutningen af 1800-tallet tog hjemløse børn til sig, men Josephine Schneider var den første, som i København stiftede et egentligt børnehjem. Hun var enestående til at skaffe midler til hjemmet, i de 12 år hun var leder, indkom der over 250.000 kr.