Ellen Sass

Diakonissestiftelsen blev oprettet på kronprinsesse Louises initiativ i 1863 på Frbg. Inspirationskilden var det tyske diakonissehus i Kaiserswerth, der blev internationalt berømt som en mønsterinstitution, der gav troende kvinder nye veje at gå i protestantisk kirke- og menighedsliv. I den tysk inspirerede diakonissebevægelse blev Ellen Sass på dansk grund en af pionererne inden for menighedsplejen.

I 1866 blev den da 22-årige lollandske bødkerdatter, der havde tjenestepigeerfaringer med i sin landlige bagage, prøvesøster på Diakonissestiftelsen under Louise Conrings ledelse. Ellen Sass var parat til at efterleve den uniformerede diakonissetilværelses krav om totalt engagement og tilpasning til en højdisciplineret livsform, som satte samarbejde og bofællesskab med andre diakonisser helt i centrum. 1868-71 drev hun Tjenestepigehjemmet i Frederiksberg Bredegade, en filial med plads til ca. 12 arbejdsløse kvinder, der havde pligt til at vaske, sy og gøre rent som modydelse for deres midlertidige ophold. Under stormfloden i 1872 blev hun udstationeret til nødhjælpsarbejdet blandt Falsters katastroferamte.

Dybest satte Ellen Sass' diakonale indsats spor inden for hovedstadens menighedspleje, der blev en spydspids for al senere menighedspleje i Danmark. Menighedspleje blev et felt, hvor netop diakonisser mest markant kom til at gøre sig gældende. Ellen Sass startede sit arbejde i 1873, og efter at have holdt til på forskellige adresser inde i byen, flyttede menighedsplejen i 1885 til en villa på Vodroffsvej, der tidligere havde huset et børnehjem, ledet af Josephine Schneider. Diakonisserne overtog nu foreningens arbejdsfelt, og Ellen Sass mønstrede både frivillige og andre menighedssøstre som medarbejdere. Ellen Sass fik god brug for sine betydelige administrative evner, idet mere end 800 familier alene i 1886 blev hjulpet, over 800 barselskvinder og syge modtog pleje, og 15.000 måltider mad blev uddelt. Under den hårde vinter samme år blev 1.000 mennesker desuden dagligt bespist. Ellen Sass hævdede, hun kendte hver eneste fattig i København Men hendes helbred holdt i længden ikke til så krævende et arbejde, hvorfor hun gradvist måtte nedtrappe.

Den pionerindsats, som Ellen Sass ydede, pegede frem mod diakonissernes rolle som nyt forbindelsesled mellem fortravlede sognepræster og en eksplosivt voksende lokalbefolkning. Hendes indsats og viden om religiøst funderet fattigpleje påvirkede bl.a. formanden for Københavns Indre Mission, vækkelsesprædikanten Rudolph Frimodt og den indflydelsesrige sognepræst Henry Ussing. Opfattelsen af diakonisserne i 1860’ernes Danmark var ikke udelt positiv i danske teologkredse, men ved Ellen Sass' bisættelse i Diakonissestiftelsens Emmaus Kirke i 1898 blev kisten båret af præster, et tegn på en holdningsændring.