Johanne Næser

Johanne Næser fødtes ind i den kbh.ske middelklasse med en fader, som var postbudformand. Efter studentereksamen i 1907 fra N. Zahles Skole påbegyndte Johanne Næser lægestudiet og blev 1918 medicinsk kandidat fra Københavns Universitet. I de følgende fem år var hun ansat ved forskellige kbh.ske sygehuse og laboratorier. Tidligt i karrieren engagerede hun sig forskningsmæssigt i den gryende arvelighedslære og studerede bl.a. hos politilæge Søren Hansen, en af Mellemkrigstidens toneangivende racehygiejnikere. Ved sin søns fødsel i 1920 opgav Johanne Næser imidlertid en videre videnskabelig løbebane, og forstudier til en medicinsk disputats blev skrinlagt. Hun vendte sig nu mod spørgsmålet om kvinders reproduktive sundhed og rettede først og fremmest sin opmærksomhed mod tidens manglende adgang til lødig antikonception og det deraf følgende marked for lyssky kvaksalveri. Fra begyndelsen af 1920’erne foretog hun adskillige europæiske studierejser, og i Genève stiftede hun bekendtskab med den amerikanske kvindesagspioner Margaret Sanger, som opfordrede hende til at se nærmere på britiske lægers erfaringer med gratis præventionsklinikker for de ubemidlede klasser.

I sommeren 1923 besøgte Johanne Næser den indflydelsesrige australskfødte gynækolog N. Haire, som i et af Londons fattigkvarterer drev en stor praksis med vederlagsfri rådgivning af arbejderkvinder i brugen af det hollandske hættepessar. Johanne Næser hjembragte et sortiment af disse pessarer og lovpriste i 1925 i Ugeskrift for Læger den nye, ufarlige og billige præventionsmetode. Herved satte hun sig op imod en del af landets førende kvindelæger, der med professor Svend Aage Gammeltoft i spidsen fandt rådgivning om forebyggende midler til raske kvinder betænkelig og potentielt undergravende for den etablerede kønsmoral. Ironisk nok delte Johanne Næser Gammeltofts skepsis, idet også hun fandt det uheldigt at opmuntre til uægteskabeligt samliv. I sit kliniske virke var hun dog noget mere liberal og instruerede beredvilligt kvinder i de nye præventive metoder uden skelen til deres civilstand. Allerede under studietiden havde hun giftet sig med en jævnaldrende medstuderende Vincent N., der få år senere blev medejer af dagbladet Berlingske Tidende. Han var en ivrig eksponent for periodens racehygiejniske fascination, og også i Johanne Næsers krav om præventionsmidlers større tilgængelighed kan eugeniske ræsonnementer sine steder skimtes.

Johanne Næser underviste i første halvdel af 1920’erne i anatomi, hygiejne og barnepleje ved Suhr’s Husholdningsskole og N. Zahles Skole. Tilskyndet af gynækologen Eli Møller blev hun tillige en dreven og flittigt benyttet foredragsholder inden for emner som kønslig hygiejne, seksualoplysning og familieplanlægning. Hun udviklede sig til en diskret, men myndig debattør på det kvinde- og seksualpolitiske felt og kom sammen med jævnaldrende kolleger som Dida Dederding og J.H. Leunbach til at sætte dagsordenen for Mellemkrigstidens livlige seksualreformdebat.

I 1923 nedsatte Johanne Næser sig som privatpraktiserende læge i sit hjem nord for København, og frem til sin tilbagetræden i 1952 fik hun her lejlighed til at føre en del af sin vision ud i livet ved at vejlede et meget stort antal kvinder i brugen af beskyttelse. Enkelte af disse var henvist til hende af forfatteren og seksualreformatoren Thit Jensen. Skønt Johanne Næser var en stærk fortaler for kvindelig autonomi, var hendes holdning til abortspørgsmålet mere restriktiv. Grundsynspunktet var, at gode støttemuligheder for småbørnsfamilier i tilgift til konsekvent og lødig seksualoplysning af ungdommen i hovedsagen ville overflødiggøre den socialt motiverede abort. Ligesom sin ægtefælle engagerede hun sig livet igennem i internationalt arbejde, og hun havde som sin yngre kollega Agnete Bræstrup blik for de internationale kontakters potentiale i en hjemlig kontekst. I perioden 1938-46 var hun således formand for den danske afdeling af Medical Women’s International Association, senere Danske Kvindelige Lægers Forening.

Ideologisk lå Johanne Næser i centrale spørgsmål på linie med Thit Jensen og Dederding, med hvem hun i 1924 stiftede Foreningen for sexuel Oplysning. Sammen med Dederding bidrog hun med en karakteristisk konservativ tone til den danske reformbevægelse, og det er givet, at hun er blevet anset for bedsteborgerlig og reaktionær af mere radikale reformatorer, for hvem seksualpolitik kun var en enkelt facet i en langt mere vidtrækkende revolutionær utopi. Til trods for dette vedblev hun igennem sin lange karriere som læge at være en ufortrøden seksualoplyser, der forstod at udnytte moderne medier som radioen, og i mangfoldige år var hun en produktiv brevkasseredaktør ved aviser og blade som B.T., Vore Damer og Tidens Kvinder. Sådanne populærvidenskabelige aktiviteter vakte harme blandt visse mandlige kolleger, og flere forlangte hende ligefrem ekskluderet af Den Almindelige Danske Lægeforening. Der er dog næppe tvivl om, at hendes budskab nåede stor folkelig udbredelse, ligesom hun givet var et forbillede for mange medsøstre, der i hende så det borgerlige kvindeideal forenet med akademisk autoritet, social bevidsthed og utvetydige kønspolitiske standpunkter. Skønt hendes stemmeføring altid var karakteristisk afdæmpet, blev hun en af den danske reformbevægelses markante profiler. Vedholdende og diskret var hun. Eller som et dagblad rammende karakteriserede hende, da hun fyldte 80 år: en “stilfærdig rebel”.