Dida Dederding

Dida Dederding fødtes ind i et borgerligt københavnsk miljø med en fader, som var skotøjsfabrikant og godsejer. Efter studentereksamen i 1908 fra Laura Engelhardts Skole påbegyndte hun lægestudiet ved Københavns Universitet, blev medicinsk kandidat i 1916 og turnerede i de følgende år på forskellige kbh.ske hospitaler. Hendes ambition var egentlig at blive gynækolog, men på grund af nedsat hørelse og tilbagevendende svimmelhed afstod hun herfra og besluttede i stedet at uddanne sig til ørelæge. Fra 1923 drev hun privat praksis på Gammel Kongevej. Hendes faglige engagement var gennem hele karrieren af dobbelt karakter, idet hun dels gjorde sig gældende som forfatter til en lang række videnskabelige arbejder om det indre øres patologi, dels var en særdeles flittig skribent og debattør på det kvinde- og seksualpolitiske felt. Her var hun sammen med jævnaldrende kolleger som Johanne Næser og J.H. Leunbach med til at sætte dagsordenen for Mellemkrigstidens livlige seksualreformdebat.

I 1925 ansattes Dida Dederding som assistent på Kommunehospitalets øreafdeling under overlæge Sidney H. Mygind, med hvem hun dannede fagligt makkerpar og udgav talrige internationale arbejder. Hendes interesseområde var især Ménières sygdom, en gådefuld lidelse i det indre øre, som forårsager fremadskridende høretab, svimmelhed og øresusen, symptomer, der også besværliggjorde hendes eget liv. Sygdommens årsag var og er ukendt, men gennem forskellige eksperimentelle studier forsøgte Dida Dederding og Mygind at vise, at der var tale om en forstyrrelse i balanceorganets væske. Denne hypotese anses fortsat for plausibel. På en afhandling om netop dette emne Clinical and Experimental Examinations in Patients Suffering from Mb. Menièri blev Dida Dederding i 1929 tildelt den medicinske doktorgrad, og hun anerkendtes to år senere som speciallæge i otologi. I 1931 blev hun Kommunehospitalets første kvindelige souschef og udnævntes i 1936 til leder af øre-poliklinikken på Frbg.

Sideløbende med sin karriere som forsker og kliniker involverede Dida Dederding sig i spørgsmål om kvindens stilling og seksualoplysning til den opvoksende generation. Efter sin kandidateksamen begyndte hun i 1917 at undervise pigespejdere i samaritergerning og var rystet over deres ringe indsigt i kroppens basale funktioner. Kort efter startede hun en omfattende foredragsvirksomhed om ægteskab og seksuel hygiejne, hvilket bragte hende på podiet i kvindeforeninger og på skoler og arbejdspladser landet over. I 1924 var hun sammen med bl.a. forfatteren Thit Jensen og Næser medstifter af Foreningen for sexuel Oplysning og var tillige aktiv i Dansk Kvindesamfund (DK), hvis forretningsudvalg hun var medlem af 1925-32. Desuden var hun medlem af komitéen for opførelsen af Kvinderegensen, der blev indviet i 1932. Da justitsminister C.Th. Zahle i 1932 nedsatte den første svangerskabskommission, indtrådte hun som sagkyndigt medlem, og hendes grundlæggende standpunkt var klart: hellere skabe gode betingelser for småbørnsfamilien og den gravide kvinde end give mulighed for socialt motiveret abort. Dida Dederding angav selv, at hun sammen med bl.a. den konservative politiker Gerda Mundt havde rådgivet flere hundrede unge kvinder til at afstå fra fosterfordrivelse. Hun var af den opfattelse, at en ordentlig moralsk og social støtte i tilgift til en lødig oplysningsindsats helt ville overflødiggøre den provokerede abort. I forlængelse af dette synspunkt indledte hun og DK i 1942 et forsøg med såkaldte Ægteskabskontorer, hvor vordende ægtefolk gratis kunne modtage vejledning og ruste sig til det kommende giftermål.

Dida Dederdings arbejde var båret af en bemærkelsesværdig ildhu, og hun var kort før Anden Verdenskrig involveret i mere end tyve videnskabelige og velgørende foreninger. Ud over sin omfattende undervisningsvirksomhed var hun desuden en flittig skribent og én af de få kvinder, der udgav seksualvejledende bøger. I 1939 kom Kvinden omkring de halvtreds og i 1941 Sundhedslære for unge Kvinder, der havde adresse til teenageren og hendes moder. Begge bøger var præget af tidens moral, men skønt Dida Dederding manede til selvbeherskelse og betragtede samlejet som en “Ægteskabelig Pligt”, pointerede hun samtidig, at det kunne være kilde til megen fornøjelse for den kvinde, der turde vide besked. Hun advarede mod løshed og letsindighed, mens seksuelle variationer som homoseksualitet, der ellers syntes et uomgængeligt emne i periodens seksualpædagogiske litteratur, kun ganske flygtigt blev berørt. Dida Dederding delte tidens fremherskende opfattelse af overgangsalderen som et simpelt hormonalt bortfaldsfænomen, der kunne og burde behandles. Selv tilbød hun i sene aftentimer seksualrådgivning i sin praksis og inddrog undertiden sin ægtefælle overretssagfører Poul Vilhelm D., der ligesom hun interesserede sig for sociale spørgsmål.

Dida Dederding kunne være ganske kompromisløs i sine reformkrav, men hendes virke var samtidig forankret i gode borgerlige dyder og gennemsyredes altid af en betydelig respekt for bestående sociale konventioner. Skønt medlem af Det Konservative Folkeparti skiltede hun kun sjældent med sit politiske ståsted, men tydeligt var det, at hun langt fra delte visse reformkollegers sammentænkning af klassekamp og seksualpolitisk agitation. Man leder forgæves efter revolutionære utopier i Dida Dederdings seksualpolitiske forfatterskab, hvilket ved flere lejligheder affødte kritik og satire fra mere radikale kolleger. Psykoanalytikeren Tage Philipson anså således hendes rådgivning for både reaktionær og vildledende og beskrev, hvordan han drilagtigt dikkede sine børn med remser som “Dida-dida-dederding”. Selvom Dida Dederding aldrig blev nogen central figur i den danske seksualreformbevægelse, var hun alligevel en af få kvindelige læger i tiden, hvis argumenter blev hørt. Der er næppe tvivl om, at hun var vidt respekteret for sine synspunkter, og hendes seksualvejledende bøger har givet haft deres plads i mange danske hjem. Skønt hun aldrig selv fik børn, var hun alligevel et oplagt forbillede for tidens kvinder, for hvem hun demonstrerede, at en borgerlig kvinderolle godt kunne rumme både kompetent videnskabelighed og et skarpt og varmhjertet socialpolitisk engagement.