Johanne Andersen (kvindesagsforkæmper)

Johanne Andersen blev født samme år, som den fynske slægtsgård Mosegård ved Ejby blev bygget, og levede hele sit liv på gården som del af en samfundsengageret slægt. Hendes moder døde, da hun var ti år, og Johanne Andersen måtte tidligt påtage sig den store opgave som husholderske, som hun på smukkeste vis forvaltede. Hun længtes ud, men kom først i huset hos provst H.G.S. Sabroe i nærheden. Senere kom hun på kvindehøjskolen Vældegaard hos Juliane Blicher-Hansen og fik i dette miljø åbnet øjnene for kvindesagen. Særlig betydningsfuldt blev et foredrag af den unge baronesse Astrid Stampe (g. Feddersen), der talte om kvinders ret og pligt. I 1897 blev Johanne Andersen gift efter at have arbejdet nogle år som lærerinde. Sammen med ægtefællen førte hun sin fødegård videre, og deres smukke hjem blev et elsket samlingssted for både familie og venner. Ægtefællerne var særdeles engagerede i egnens liv, og Johanne Andersen fik af sin mand stor støtte og opbakning, så hun kunne bruge sine evner både ude og hjemme. I sognet var hun engageret i børnetilsyn og værgeråd og sammen med sin mand medstifter af Nørre Åby Børnehjem. Hun var desuden aktiv i bl.a. menighedsrådet, skolekommissionen og landboforeningen.

I 1908 var Johanne Andersen med til at stifte Balslev-Ejbykredsen af Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun blev en uerstattelig formand. Kredsen havde fra starten kvinders valgret på programmet og arbejdede for at få kvinder valgt ved det første kommunevalg med kvindelig deltagelse i 1909. Desuden arrangeredes kurser i samfundslære og børnesag. Fra 1910 var Johanne Andersen med i DKs fællesstyrelse, fra 1919 som næstformand, indtil hun 1922 måtte trække sig tilbage på grund af svageligt helbred. I DK repræsenterede hun i hele perioden landet og landboerne. Hun fandt det værdifuldt, at kvinder fra land og by og med forskelligt livssyn og af forskellig politisk observans mødte hinanden, ligesom hun betonede, at kvinder og mænd skulle arbejde sammen, også om kvindesagen.

I DK gjorde Johanne Andersen især sin indflydelse gældende inden for familieområdet og skole- og husholdningssagen. Allerede 1912 var hun med i DKs udvalg, der samarbejdede med den danske afdeling af de nordiske familieretskommissioner, der var nedsat 1910. I 1912 deltog hun i et udvalg, der overvejede ungdomsskolespørgsmålet, hvilket for kvinder særlig drejede sig om huslig uddannelse. Spørgsmålet om kvindelig værnepligt, dvs. tvungen huslig uddannelse for alle kvinder, skabte uenighed i DK. Der var ikke stemning for tvang, men for at der skulle gives let adgang til undervisning i en husmoders og moders gerning. 1913 blev Johanne Andersen formand for et underudvalg, der skulle søge at finde egnede hjem for unge kvinder, der ville uddanne sig i husholdning. I 1919 blev en ordning herom, som Johanne Andersen havde været aktiv i forarbejdet til, fremlagt i DK. På DKs initiativ fik Johanne Andersen sæde i Husholdningskommissionen af 1918 under ledelse af Johanne Blom. Kommissionen skulle overveje uddannelsen af husholdningslærerinder og -ledere samt beskikkelse af et fagligt kvindeligt tilsyn med skolekøkkenerne landet over. Johanne Andersen beklagede dybt, at det ikke lykkedes at få etableret en statslig husholdningshøjskole, der for kvinderne skulle være, hvad Landbohøjskolen var for landmændene.

Johanne Andersen var også meget politisk interesseret. Da kvinder fik valgret til Rigsdagen i 1915, blev hun opstillet af Venstre til det første valg med kvindelig deltagelse 1918, men opnåede kun valg til Landstingssuppleant. I kvindekredse beklagedes det dybt, at Johanne Andersen ikke fik chancen for at blive aktiv politiker. Husholdningsforstander Magdalene Lauridsen mente, at Johanne Andersen kunne være blevet husmødrenes upartiske repræsentant i Landstinget, som den dygtige husmoder og begavede politiker hun var. I partiet havde Johanne Andersen selvstændige meninger på mange områder, og så stærk og retlinet var hun, at hun kunne lade sin mening komme til orde, selv når den gik imod partilinien.

Da landbokvinderne begyndte at organisere sig som husmødre i begyndelsen af 1920’erne, var Johanne Andersen stadig aktiv. Det er ingen tilfældighed, at der i året for hendes død blev etableret en husholdningsafdeling af landboforeningen med 400 medlemmer i hendes kreds. I 1920 var hun ligeledes i et udvalg om uddannelse af husholdningselever nedsat af Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab. Børnene fulgte i hendes fodspor, sønnen Sigurd blev højskolelærer, og datteren Ingefred husholdningslærerinde og formand for Statens Husholdningsråd. Ingefred førte desuden gården videre og kom i Landstinget for Venstre.

Johanne Andersen var en personlighed, og hendes ord havde vægt. I få og tydelige sætninger kunne hun fremsætte sin mening og ramme lige i plet. Ikke bare inderkredsen i DK og husholdningskredse havde hun forbindelse med, men også en række personligheder landet over, som hun bl.a. holdt kontakt med via en omfattende korrespondance. Hun var et kærligt og forstående menneske, som altid var rede til at hjælpe småfolk. Ved sin død blev hun karakteriseret som en af landets bedste og betydeligste kvinder, klog, vågen og interesseret.