Inger Christensen

Faktaboks

Inger Christensen
Født
16. januar 1935, Vejle
Død
2. januar 2009
Arbejdsliv
Forfatter og lærer
Familie

Forældre: skrædder Adolf Emanuel C. (1908-90) og Erna Hansine Østergaard (født 1910).

Gift 8. august 1959 (b.v.) med forfatter, litteraturkritiker Poul Borum, født 15. oktober 1934 i København, død 10. maj 1996 samme sted, s. af guldsmed Ejnhard Villiam B. og Hansine Marie Coops. Ægteskabet opløst 1976.

Børn: Peter (1973).

Inger Christensen
Allerede med sin første udgivelse, Lys fra 1962, blev Inger Christensen modtaget som “en ny central stemme i dansk lyrik”. Hendes skelsættende bidrag til dansk litteratur er de store lyriske hovedværker, det (1969), Brev i april (1979), alfabet (1981) og endelig Sommerfugledalen (1991), en tilbagevenden til sonetten, den klassiske digtform med rødder helt tilbage til 1200-tallets Italien. Foto uden år.
Inger Christensen
Af /Ritzau Scanpix.

Inger Christensen var uddannet lærer fra Århus Seminarium i 1958. Året efter blev hun gift med den senere forfatter og kritiker Poul Borum. De litterært og intellektuelt rige ungdomsår sammen med Borum var en slags gensidig forfatterskole, og i 1963 blev de begge ansat som lærere ved Kunsthøjskolen i Holbæk. På det tidspunkt var Inger Christensen debuteret, og i 1964 blev hun fuldtidsforfatter. Foto fra tiden omkring debuten.

.

Let at læse, svær at forstå. Jordbunden konkret og metafysisk svimlende. Optaget i Højskolesangbogen og indskrevet i en højlitterær poetisk tradition. Tekstleverandør til gavlmalerier på det kæmpende Nørrebro og fornemt medlem af Det Danske Akademi. Dansk digter i Nobelklassen, nærmest adopteret i det tyske sprogområde og omsider i 2000 på vej ud i det engelske.

Inger Christensen er opvokset i et arbejderkvarter i Vejle. Hendes fader var skræddersvend og moderen kokkepige før ægteskabet. Senere, da børnene var store, kom hun ud på arbejdsmarkedet, senest som ansat på Tulipslagterierne i Vejle. Under Anden Verdenskrig, hvor mangt et jakkesæt blev syet om til dragter, lagde faderen stof og mønstre frem på spisebordet, og med indgangsreplikken: “Det skal vi nok få dannet,” var han i gang. Skræddersvendens håndværksmæssige stolthed og kokkepigens indsigt i såvel husførelse som i den litterære dannelse i de fine familier indgår som kulturel og social klangbund for Inger Christensens opvækst som ældste barn i en søskendeflok på tre. Således havde moderen sin egen lille hylde med bøger, gaver fra de fruer, hun havde tjent hos, fra hun var 14, til hun blev gift, og faderen, der havde to højskoleophold bag sig, var så stolt af sin begavede datter, at hans arbejdsgiver fortalte ham om gymnasiets mellemskole. Dermed var studentersporet lagt.

Med baggrund i beskedne kår og 1930’ernes knaphed og med en familie, der året rundt tog del i livet og fællesskabet i skræddernes fagforening med intense sommeroplevelser i Skrædderhuset ved Vejle Fjord, bar Inger Christensen allerede som student på en digterdrøm. Lokket af tanken om en akademisk uddannelse tog hun efter studentereksamen 1954 fra Vejle Gymnasium til København, hvor hun indskrev sig på universitetet, gik til filosofikum, alt imens hun forsørgede sig selv som cykelvikar. Da hun mødte en maler, der fortalte hende om tidsskriftet Hvedekorn, sendte hun sine første digte i traditionen fra Tom Kristensen og Tove Ditlevsen til tidsskriftets redaktør Torben Brostrøm. Han antog hendes digte, der blev offentliggjort i tidsskriftet i 1955, men han blev dertil en slags amor fati, da han få år senere fortalte hende, at hun i Århus havde en åndsbeslægtet i den unge Poul Borum, der både var digter og litteraturstuderende. Inger Christensen selv havde i mellemtiden udsat universitetsdrømmen til fordel for en økonomisk overkommelig lærereksamen med den bagtanke at skrive digte i ferier og fritid. Hun blev lærer i 1958 fra Århus Seminarium, opsøgte Borum på hans kollegieværelse samme år, og et halvt år efter blev de gift. Ægteskabet holdt, og holdt til meget, i 17 år, men selvom det blev for meget, blev deres indbyrdes dybe forbundethed først brudt ved Borums død i 1996. Ved skilsmissen i 1976 blev Inger Christensen alene med sønnen, født, da hun var sidst i 30’erne. De litterært og intellektuelt rige ungdomsår sammen med Borum var en slags gensidig forfatterskole, og da de omkring 1963 begge blev ansat som lærere ved Kunsthøjskolen i Holbæk, havde Inger Christensen allerede haft sin overbevisende debut med digtsamlingen Lys, der udkom i 1962, skrevet, mens hun var lærer i Knebel på Mols. Året efter kom Græs, og efter tre semestre i Holbæk blev hun 1964 fuldtidsforfatter. Allerede med sin første udgivelse blev Inger Christensen modtaget som “en ny central stemme i dansk lyrik”. Fra de to første samlingers enkeltstående modernistiske digte over de eksperimenterende romaner Evighedsmaskinen, 1964, og Azorno, 1967, vågnede kulturdanmark op til en fuldstændig overvældende anmeldermodtagelse af det, 1969, et af det 20. århundredes poetiske hovedværker i dansk litteratur. Hans-Jørgen Nielsen tænkte sig i sin anmeldelse 50 år frem i tiden: “når talen altså falder på denne varme og desperate tid, og hvordan der tænktes og føltes dengang, så er jeg temmelig sikker på, at der meget ofte vil blive henvist til Inger Christensens store og til den tid sikkert klassiske digtværk det.” Det var ungdomsoprørets galskab og vildskab, kærlighed og erotik, modstand og afmagt, der hos Inger Christensen kom til orde i en svimlende lang skabelsesberetning. Med udsagnet: “min lidenskab: at gå videre” satte hun ord på tidens længsel efter forandring, forankret i troen på såvel fremskridt som fremtid. På én gang salme, systemdigtning og politisk manifest med appel til en umiddelbar følelses- og erfaringsverden og samtidig et eksklusivt værk med intellektuelle referencer til sprog- og videnskabsteori, poetik og filosofi gennembrød det den lydmur, som skiller læg fra lærd.

Da Inger Christensen som ung en overgang tænkte på at læse medicin, var hun drevet af idealistiske forestillinger, en Albert Schweitzer-agtig drøm om at gøre verden bedre. En drøm, der flyttede ind i hendes digtning som en vedvarende optagethed af, hvordan verden er indrettet, en anfægtethed over forholdet mellem moral og æstetik. Det er ikke helt nemt at trække atombombens fysiske, faktiske trussel ind i poesien, som Inger Christensen gjorde det i det lange digt alfabet fra 1981. Men netop derfor er udfordringen til formen så meget desto større. “abrikostræerne findes, abrikostræerne findes,” lyder den suggestive åbning, og herfra folder digtet sig ud som en fortælling om alt det, der ellers findes i verden, som bregnerne, cikaderne, duerne. Alle besynges og benævnes de i alfabetisk rækkefølge og i stadigt længere strofer, der formerer sig matematisk logisk efter Fibonaccis talrække. Alt smukt i verden, men ikke mindst det onde benævnes, til verden står øde tilbage med afbrændte marker og børn, der ikke længere er børn, for “der er ingen der bærer dem mere.”

Ud over romaner og digte har Inger Christensen også skrevet hørespil, tv-spil og skuespillene Intriganterne, 1972, og En vinteraften i Ufa og andre spil, 1987, fortællingen Det malede værelse, 1976, essaysamlingen Del af labyrinten, 1982, og børnebøgerne Den store ukendte rejse, 1982, og Mikkel og hele menageriet, 1990. Men hendes skelsættende bidrag til dansk litteratur er de store lyriske hovedværker, det, Brev i april, 1979, alfabet og endelig Sommerfugledalen, 1991, en tilbagevenden til sonetten, den klassiske digtform med rødder helt tilbage til 1200-tallets Italien. Med sonetkransens strengt bundne storform fandt Inger Christensen endnu engang den tvang i formen, som kalder det legende, svævende, svimlende frem. Hvor alfabet var et anfægtet dementi af fremskridtstroen i det og Brev i april en besværgelse af det enkle, daglige liv, som det opleves gennem barnets øjne, er Sommerfugledalen en besindelse på eksistensens dødelige grundvilkår. Det er sommerfuglearternes mangfoldighed, deres skønhed og forgængelighed, der som et memento mori kaster lys over det gådefulde liv, der uophørligt bevæger sig mod sin død.

Inger Christensen, der ville have samfundet med ind i poesien, er selv som digter kommet ud i samfundet, ud i byen, hvor man kan se begyndelsen af alfabet malet af Dea Trier Mørch på en mur på Nørrebro. Digtsamlingen det blev yderligere kendt med Pia Raugs pladeudgivelse af samme navn i 1980. Redaktionelt har Inger Christensen bidraget til tidsskrifter og serier som Krise og Utopi og Chancen. Hun har været medlem af Det Danske Akademi siden 1978, af Bielefelder Colloquium fra 1994 samt af Académie Européenne de Poésie fra 1995. Siden Kritikerprisen i 1969 har hun modtaget en strøm af nationale og internationale litterære priser fra De Gyldne Laurbær 1970, Det Svenske Akademis Nordiske Pris 1994 og Der Österreichische Staatspreis für Literatur 1994 til Grand Prix des Biennales Internationales de Poésie 1995. Artikelsamlingen Hemmelighedstilstanden, 2000, har i den samtidige tyske udgave titlen Geheimniszustand, et begreb hentet fra Novalis.

Beskrivelser og portrætter af Inger Christensen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Cikaderne findes, en portrætfilm af Jytte Rex, 1998. Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Harald Hartung: Masken und Stimmen, 1996. Lis Wedell Pape (red.): Sprogskygger, 1995. Iben Holk (red.): Tegnverden, 1983.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig