Dea Trier Mørch

Dea Trier Mørch voksede sammen med en yngre broder op hos sin moder, arkitekten og kunsthåndværkeren Ibi T.-M., der havde valgt at være alene med børnene. I romanen Skibet i flasken, 1988, har Dea Trier Mørch skildret barndomsmiljøet i Nyhavn set fra den ganske lille piges synvinkel. Hun var kun 16 år, da hun efter realeksamen blev optaget på Kunstakademiets malerskole og endnu ikke fyldt 20, da hun i 1961 debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling. Året efter udstillede hun både her og på Charlottenborgs Forårsudstilling, og i 1964 tog hun afgang fra Kunstakademiet. Hun var med Egill Jacobsen som lærer uddannet i den abstrakte tradition, men hendes politiske engagement i socialisme, arbejderbevægelse og befrielsesbevægelser i den tredje verden influerede også på hendes kunstneriske indstilling. Igennem 1960'erne videreuddannede hun sig i Warszawa, Kraków, Beograd, Prag og Leningrad, det senere Skt. Petersborg, og nærmede sig i disse år en stadig mere realistisk udtryksform i sine billeder.

1968 fik Dea Trier Mørch sin litterære debut med Sorgmunter socialisme, der fortæller om hendes ophold i Sovjetunionen. Værket, der blev efterfulgt af rejsebogen Polen, 1970, består både af tekst og en række raderinger og tegninger, til dels i farver. Såvel tekst som billeder er impressionistiske og bevæger sig i et grænseland mellem modernisme og realisme, præget af sensibilitet og fremmedfølelse. Mellem udgivelsen af de to første bøger etablerede Dea Trier Mørch sig i kunstnerkollektivet Røde Mor, som hun var med til at stifte i 1969 sammen med bl.a. Troels Trier. Han blev fader til hendes tre børn og var hendes ægtefælle sidst i 1970'erne. Kollektivet arbejdede både med billedkunst, musik og bøger og havde sin politiske forankring på venstrefløjen. Selv var Dea Trier Mørch 1972-82 medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.

1976 udsendte Dea Trier Mørch sin første roman Vinterbørn, der gav hende et markant læsergennembrud. Her fortælles om en fødegang på Rigshospitalet, og hospitalets varme og kompetence sættes op mod angsten hos de gravide kvinder, der er indlagt på grund af komplikationer. Vinterbørn, der er oversat til 22 sprog, belønnedes med De Gyldne Laurbær i 1977 og blev filmatiseret i 1978 af Astrid Henning-Jensen. Hvor Sovjetrejsebogen fortalte om individets skrøbelighed over for det store land, handler en stor del af Dea Trier Mørchs romaner om de sociale fællesskaber, der både udtrykker en nødvendig solidaritet og er et bolværk mod den enkeltes isolation. Hun fortæller om menneskelige grundvilkår, ofte på kanten af eksistensen. I romanen Kastaniealleen, 1978, der trækker på forfatterens egen barndom, beskrives samværet med bedsteforældrene som den trygge modpol til tre børns usikre familieforhold. Den indre by, 1980, fortæller om det langtfra enkle forhold mellem en kvindes arbejde, familieliv og politiske engagement i kommunistpartiet. Romanens morale er i overensstemmelse med Dea Trier Mørchs politiske holdning: at solidariteten og samhørigheden i det politiske arbejde også giver ressourcer til at forsone det splittede liv. Aftenstjernen, 1982, skildrer en mands omsorg for sin kræftsyge, døende moder og den voldsomme indgriben i familiernes liv, som sygdommen og døden får, mens Morgengaven, 1984, behandler forholdet mellem kunstnerliv og kærlighedsliv.

Tilværelsens kriser, eksistentielt, socialt og psykologisk er omdrejningspunktet i Dea Trier Mørchs forfatterskab, der som modpol sætter en forståelse af livet og individet som en del af en større sammenhæng. Dette livssyn viser sig også i hendes billeder og illustrationer. Sideløbende med forfatterskabet har hun fortsat sit kunstneriske arbejde som grafiker og har fortløbende haft en omfattende udstillingsvirksomhed i en lang række lande, ligesom hun stedse har illustreret sine egne romaner med billeder, der med deres rolige, brede flader understreger helheden i tilværelsen. Også andre forfatteres arbejder har hun illustreret, bl.a. bøger af Ivan Malinowski, Troels Trier, Hanne Reintoft og Pablo Neruda. I 1980'erne rejste Dea Trier Mørch mod vest og udgav i 1986 Da jeg opdagede Amerika, en både kritisk og fascineret fortælling om det land, der var fjendebilledet på 1970'ernes venstrefløj. Mest hjemme føler fortælleren sig i Harlem, hvor hun erindrer Martin Luther Kings kamp for de sortes rettigheder.

I 1990'erne skifter forfatterskabet spor Landskab i to etager, 1992, er en historie om to modne menneskers vanskelige kærlighed, understreget af den geografiske distance mellem dem. Deres breve bliver både bindeleddet og tegnet på afstanden, som især er en sorg for kvinden; igen er det sociale fællesskab smertens modstykke. I 1995 skrev hun sammen med datteren Sara brevromanen Hvide løgne. Den fortæller om generationernes kærlige og ubarmhjertige kamp, og moder og datter beskriver i brevene hver deres version af familiehistorien med dens smertepunkter af skilsmisse, dødsfald og børnenes løsrivelse fra forældrene. Karakteristisk er igen, at Dea Trier Mørch dykker ned i de meget almene livsvilkår, generationernes gang og kampen for et meningsfuldt liv, men også de beskyttende løgne, hvide eller sorte, der på godt og ondt bliver en del af strategien. Dea Trier Mørch fik Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1985 og har desuden bl.a. modtaget Tagea Brandts Rejselegat i 1988. 1990-91 var hun formand for Dansk Forfatterforening.