Ingeborg Hammer Jensen

Ingeborg Hammer Jensen stammede fra et solidt miljø i København, og hun flyttede sig egentlig aldrig fra det. Hendes fader var urtekræmmer og blev senere klokker og kordegn ved Helligåndskirken. Hun kom i N. Zahles Skole, hvor hun fik så fremragende lærere som Thyra Eibe i matematik, A.B. Drachmann i græsk, Vilh. Andersen i dansk og Kirstine Meyer i naturlære. Her blev den interesse for Oldtidens naturvidenskab vakt, som hun fulgte resten af livet. Hendes vidnesbyrd fortæller, at hun var flittig og hendes opførsel i enhver henseende tilfredsstillende; sanglæreren syntes dog, at den fornøjelige elev var “for urolig i Timerne.” I 1898 bestod hun studentereksamen og kastede sig over et studium af klassisk filologi ved Københavns Universitet. Her inspireredes hun stærkt af professor J.L. Heiberg, der omkring år 1900 til dels sammen med matematikeren H.G. Zeuthen opdyrkede en forskning i de klassiske, især græske forfatteres, skrifter om naturvidenskab. Hun følte sig tiltrukket af denne forskning i antik fysik, og som 22-årig skrev hun i 1902 artiklen Ad Solonem, som hun fik optaget i Nordisk Tidsskrift for Filologi. Året efter kom afhandlingen Solens Bane II, hvor II viser hen til arbejdet Solens Bane I, som læremesteren Heiberg havde skrevet. I 1905 blev hun mag.art. i klassisk filologi.

Ingeborg Hammer Jensen fortsatte sine flittige studier og skrev et par afhandlinger til Nordisk Tidsskrift for Filologi. Samtidig gik hun i gang med sit hovedværk Den ældste Atomlære, som hun i 1908 forsvarede for den filosofiske doktorgrad. Hun blev hermed den første kvindelige dr.phil. inden for sit felt og den tredje kvindelige dr.phil. i det hele taget efter Anna Hude 1893 og Kirstine Thaning 1904. De officielle opponenter var Heiberg og hendes gamle lærer Drachmann. Men ex auditorio blev afhandlingen stærkt angrebet af kemikeren Einar Biilmann og af Meyer, en anden af hendes tidligere lærere fra N. Zahles Skole. Kernen i kritikken var, at når de klassiske græske forfattere skrev om atomer, så var der tale om filosofisk set udelelige partikler. Men i 1908 var den moderne atomfysik under udvikling. Atomer var blevet noget konkret, og atomer og dermed grundstofferne, var ikke nødvendigvis bestandige. Ingeborg Hammer Jensens tese, at Demokrit var fysikkens fader, var derfor højest diskutabel. Som dr.phil. fik hun international anerkendelse og skrev fra da af i danske og udenlandske tidsskrifter om den klassiske videnskabs grundlæggere, foruden Demokrit Heron, Platon, Ptolemaios og Aristoteles. I 1916 kom afhandlingen Deux papyrus à contenu d’ordre chimique og i 1921 Die älteste Alchymie i Videnskabernes Selskabs publikationsrækker, hvilket var en anerkendelse af arbejdernes kvalitet. Sammen med Heiberg skrev hun i 1927 til et katalog over alkymistiske manuskripter fra Oldtiden. Da Heiberg døde året efter, blev hun forskningsmæssigt isoleret, idet hun var den eneste af hans elever, der havde taget hans emne op.

Kort efter sin magisterkonferens i 1905 var Ingeborg Hammer Jensen blevet gift med kommunelærer Chr. Jensen. De var et ulige par, hun blev kort efter dr.phil., han afsluttede aldrig sin uddannelse. Sammen med Th. Sundorph udgav han en Lille Naturlære, 1908, der i det følgende halve århundrede var en skattet lærebog for mellemskolen. Først ved skolelovene af 1956 gled den ud af brug. Ægteparret fik ingen børn og havde ingen stor privat omgangskreds. I 1922 avancerede ægtefællen til lektor ved Rysensteen Gymnasium, hvor han underviste i fysik og lagde hovedvægt på de fysiske forsøg, mindre på deres teoretiske forklaring. Ingeborg Hammer Jensen var blevet hjemmearbejdende husmoder.