Hedvig Baumgarten blev så at sige født til at gøre sig gældende i spørgsmål vedrørende lærerinders uddannelsesforhold og livsvilkår. Hun var ældste barn af Nicolai Femmer, der ledede Danmarks første kvindeseminarium. Hendes moder Elise Femmer fortsatte sit erhvervsarbejde som gift og opnåede efter tidligt at være blevet enke med små børn en slutstilling som viceskoleinspektør i Københavns kommunale skolevæsen. Hedvig Baumgarten gentog sin moders karrieremønster og udvidede det med et stort fagpolitisk engagement, først og fremmest i Københavns Kommunelærerindeforening (KKL).
Efter almindelig forberedelseseksamen tog Hedvig Baumgarten i 1895 lærerindeeksamen fra Femmers Kvindeseminarium. Hun blev ansat i Københavns kommune, fra 1918 som viceinspektør ved Sundbyvester Skole, hvorfra hun tog sin afsked i 1943. Ved hendes død skrev hendes mangeårige skoleinspektør i en sjældent personlig nekrolog i Københavns Kommuneskole, at “hendes fremragende Arbejde for Lærerstanden i København havde kostet hende en Karriere, som hun var egnet og forudbestemt til frem for nogen”. For Hedvig Baumgartens fagforeningsarbejde var ikke velset på rådhuset. Her blev hendes navn i listen over ansøgere til et skoleinspektørembede i 1916 af skoledirektøren udstyret med det spørgsmålstegn, der var ensbetydende med manglende indstilling til stillingen. Dette på trods af, at hendes papirer var ledsaget af anbefalinger fra en lang række af den kbh.ske skoleverdens særdeles kompetente personer. Hedvig Baumgarten blev medlem af KKLs bestyrelse i 1916, 25-året for foreningens stiftelse, på et tidspunkt, hvor den var ved at udvikle sig til en egentlig fagforening. 1918 blev hun næstformand, 1920-23 formand. Det var i hendes formandstid, at KKL formelt blev anerkendt som forhandlingspartner på linie med Danmarks Lærerforening (DLF) og Københavns Kommunelærerforening, den lidt yngre sammenslutning af mandlige lærere. Hun sad i ledelsen, mens Lønningskommissionen af 1917 arbejdede, og da ligelønsprincippet for offentligt ansatte blev indført i 1919. Og hun var hovedkraften bag fremskaffelse af materiale fra KKL til Thora Pedersen, der som eneste kvinde og repræsentant for DLF havde sæde i kommissionen. Samarbejdet mellem Dansk Kvindesamfund og KKL havde altid været nært og var i årene 1917-23 et tæt parløb med Anna Westergaard og Hedvig Baumgarten i spidsen, først for lovens vedtagelse, derefter i kampen for princippets fastholdelse, da kravet om forsørgertillæg til mænd underminerede ligelønnen. Hedvig Baumgartens argeste modstander blev Københavns skoleborgmester Ernst Kaper, der aldrig havde lagt skjul på, at han var fjende af ligelønnen. I skrift, både i dagspressen og i fagblade, og i tale argumenterede Hedvig Baumgarten imod ham. Hendes talmateriale vedrørende hovedstadskommunens udgifter til lærerindelønninger virkede så meget mere overbevisende, som borgmesterens udregninger viste sig at være behæftet med grove fejl. I protest mod hans argumentationsform meldte samtlige kommunelærerinder sig i 1922 ud af Pædagogisk Selskab, hvor han var formand. Ved overenskomstforhandlingerne i 1923 lykkedes det Hedvig Baumgarten at holde ham fast på lovens bogstav i de endelige forhandlinger om lærerlønninger. Sejren var hårdt vundet, men beskrivelsen af et offentligt møde om Kvinden og Ligelønnen i marts 1923, hvor Kaper var hovedtaler og endte med at måtte liste ud ad en bagdør, gik pressen rundt. Hedvig Baumgarten havde indkaldt alle sine støtter fra kvindebevægelse og lærerindeforening og sad “i rolig Sejrsglæde og skuede ud over sine Tropper”.
Året før dette bråvallaslag led Hedvig Baumgarten sin formandstids største nederlag. Hun havde i forbindelse med lønkampen fået et nært samarbejde med Københavns Kommunelærerforening, og så det som en fordel, om den og KKL blev slået sammen i én stærk fagforening. Forhandlingerne stod på over et par år, og efter lange og grundige overvejelser bakkede en urafstemning i lærerindeforeningen formanden op. Til gengæld faldt forslaget, da det kom til afstemning hos lærerne. Et meget lille flertal ønskede ikke at samarbejde med de kvindelige lærere, de så ligelønsprincippet som en trussel mod deres egne økonomiske vilkår. Hedvig Baumgarten havde været for tidligt ude, først i 1967 fandt sammenslutningen sted. Men som et delresultat af forhandlingerne blev Københavns Kommunelærerforenings medlemsblad Københavns Kommuneskole fra 1922 fællesorgan for begge foreninger. Hedvig Baumgarten videreførte sit fagpolitiske arbejde i DLF som formand for Københavns-kredsen 1930-33 og som menigt bestyrelsesmedlem frem til 1943. 1931-34 var hun desuden formand for Viceinspektriceforeningen. Hedvig Baumgarten var en fin pædagog og en indsigtsfuld debattør og skribent. Hun fik, fra sin relativt beskedne placering, takket være bl.a. sin utrættelige energi og sin humørfyldte diskussionsform, indflydelse på mange danske kvinders livsvilkår i det offentliges tjeneste.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.