Elise Femmer

Elise Femmer var ældst af 11 søskende i skovfogedboligen på Knuthenborg. Som tiårig blev hun sendt som kostelev til et pigeinstitut i Maribo, og efter syv års skolegang arbejdede hun som privatlærerinde. I 1869 kom hun til København for at læse til lærerinde på Beyers, Bohrs og Femmers Kursus, det senere Femmers Kvindeseminarium. Hun var en af N. F.s dygtigste elever i hans hovedfag, regning, ung, glad og musikalsk med en dejlig sangstemme, og i 1871 blev hun og den næsten 30 år ældre kursusbestyrer gift. Fra 1873 til 1880 fødte hun fire børn, alle piger, hvoraf den ældste Hedvig ligesom forældrene gjorde karriere i skoleverdenen. Elise Femmer var i sine ægteskabsår til en vis grad fri for husmoderforpligtelser, fordi N. F.s søster fortsatte som familiens husholderske. Hun kunne derfor straks gå ind i seminariets arbejde, dels som regnelærer, dels som medarbejder i administrationen, og fra 1873, få måneder efter sit første barns fødsel, blev hun ansat som timelærerinde i Københavns kommunale skolevæsen. Samtidig fortsatte hun som sin mands højre hånd indtil hans død i 1888 og fik stor indflydelse på arbejdsklimaet på seminariet, der i disse år blev respekteret og anset og fik søgning af studerende fra hele landet. Hun tog sig med enestående hjælpsomhed og gæstfrihed af ikke mindst de dårligst stillede kursister, samtidig med at hjemmet stod åbent for en kreds af kulturradikale personligheder, hvoraf mange var knyttet til kurset som lærere.

Efter N. F.s død stod Elise Femmer alene med ansvaret for skolen, hvis ry i så høj grad var knyttet til hans navn, og for de fire børn. Hun valgte at afhænde seminariet og hellige sig arbejdet i kommuneskolen, hvor hun i 1891 avancerede til viceinspektrice på Larslejstræde Skole. Hun tog sin afsked i 1910. Hendes arbejdsbyrde havde altid været stor og blev næppe mindre, da hun blev viceinspektrice. Hun havde tillige sæde i flere udvalg under Københavns skoledirektion, således ved revisionen af læseplanerne i forbindelse med Skoleloven af 1899 og ved en omlægning af viceinspektricernes arbejdsområde. I 1897 kom hun på finansloven med et årligt beløb på 300 kr., et udtryk for påskønnelse af hendes arbejde i børneskolen og af ægtefællens og hendes indsats for lærerindeuddannelsen. Elise Femmer var medhjælpende hustru, men skabte sig også en selvstændig karriere, som hun formåede at videreudvikle efter sin mands død. Velbegavet og myreflittig nøjedes hun ikke med at gå ved hans side, men satte sit eget personlige spor.