Hansine Andræ

Hansine Andræ var intenst optaget af politik, men hun valgte at publicere sine synspunkter og visioner anonymt. I 1842 var hun blevet gift med C.G. A., som senere fik sæde i flere nationalliberale regeringer. Om aftenen før sengetid nedfældede hun sine tanker og iagttagelser i dagbøger, der siden er blevet vigtige historiske kilder, udgivet i tre bind 1914-20 af sønnen Poul A. under titlen Geheimeraadinde Andræs politiske Dagbøger. Som dagbogsskribent belyste hun ægtefællens samtaler med nationalliberale politikere som A.F. Krieger og C.C. Hall. Hun skrev om, hvad hun oplevede som tilhører i Rigsdagen ved forhandlingerne, og hun noterede de nyheder, ægtefællen bragte med hjem.

Som ung præstedatter fra Sengeløse var Hansine Andræ blevet sat i pensionat hos Jomfru Zeuthen, der drev et velanset københavnsk pigeinstitut. Dér boede hun sammen med søsteren Marie (g. Rovsing), indtil faderen i 1833 fik embede som sognepræst ved Vor Frelsers Kirke. Husvæsen og den repræsentative livsstil, ægtefællens karriere førte med sig, havde Hansine Andræ ikke megen lyst til at gå op i. Hun nærede stor sympati for kvindesagen, men modsat søsteren Marie og niecen Tagea Johansen manifesterede hun det ikke offentligt og aktivistisk. Selv opfattede hun sig som indolent. I 1879 skrev hun dog til kvindesagsforkæmperen Severine Casse i forbindelse med, at Dansk Kvindesamfund (DK) diskuterede et forslag til ændring af det gældende kirkelige vielsesritual. I sin kritik af vielsesritualet gik Hansine Andræ videre end Casse, som forsigtigt blot slog til lyd for et korrigeret ritual, hvor kvinder kun én gang skulle sige ja til at vise underdanighed i ægteskabet. For som Hansine Andræ skrev: “Hvad er Forskjellen mellem at det siges een eller ti Gange? (...) Mig forekommer det, at naar Kvinderne ville ansøge om en Forandring i Ritualet, bør de ubetinget fordre enhver Sætning om Underdanighed udelukket.” Hansine Andræ ønskede således kvindens underdanigheds- og lydighedspligt under ægtefællen fjernet til fordel for et ritual, som præciserede et gensidigt ægteskabsløfte. Kønnenes ægteskabelige ligestilling anså hun for et kvindesagligt hovedtema, men hun ønskede ikke at ændre arbejdsdelingen mellem kønnene. Ægtemanden skulle stadig være familiens ansigt udadtil, mens hustruens sfære primært var hjemmet. Datidens nytestamentligt begrundede diktat om, at manden skulle være kvindens “hoved”, anså hun for provokerende, forargeligt og smagløst, især på grund af “den store Masse af lavere stillede Mænd med instinktmæssige og nedarvede Lyster til Tyranni”. I 1882 publicerede Hansine Andræ under mærket “d” artiklen Om Vielsesritualet i Elfride Fibigers Tidsskrift for Kvinder i de tre nordiske Riger. Heri forudså hun, at det foreliggende ritual i stigende grad ville medføre, at kvinder foretrak borgerlig vielse.

Hansine Andræ og søsteren Marie hørte til de pekuniære støtter bag Nielsine Nielsen, der 1875 begyndte at læse til studentereksamen og senere blev den første kvindelige akademiker i Danmark. Også udgivelsen af Fredrik Bajers bog Om Ægtefællers formueretlige Ligestillelse, 1884, muliggjorde hun med sin pengestøtte. Hendes sidste levetid blev mærket af et slagtilfælde, som ramte hende 1892. Kort før sin død oplevede hun 1897, at vielsesritualet blev en smule forandret med en modifikation i kvindens underdanighedsløfte. Sønnerne Victor A. og Poul A. oprettede det betragtelige Geheimekonferensraadinde Andræs Mindelegat til fremme af Kvinders økonomiske Selvstændighed, en kærlig gestus over for deres moder. Administrationen af legatet blev overladt til DK, og midlerne kom siden især vordende kunstnere og handelsansatte til gode.