Gudrun Andresen

Gudrun Andresen var fra begyndelsen af 1930’erne til midt i 1980’erne en yderst markant person inden for uddannelse af håndarbejdslærere og formidling af dansk tekstilhistorie. Hun havde en ganske særegen evne til at analysere en gammel tekstilteknik, finde ind til tonen i genstanden og derefter skabe en tidssvarende meget forenklet håndarbejdsmodel, der stadig havde helhedsindtrykket fra det oprindelige stykke tekstil. Hun havde ét uomgængeligt krav: Der skulle være overensstemmelse mellem materiale, mønster, farve og tingens anvendelse, et krav, hun selv var eminent til at opfylde. Hendes livsværk havde rod i den grundtvigske højskoletradition. Hun voksede op i et hjem, hvor især faderen Valdemar Hansen, der var mejeriejer og osteeksportør, var dybt engageret i at praktisere grundtvigsk tankegang. Det gav sig udtryk i, at han tog initiativ til og økonomisk støttede bl.a. friskolen og valgmenigheden i Osted. Det var også ham, der senere tilvejebragte den økonomiske basis for købet af Engelsholm Slot, hvor Gudrun Andresen sammen med sin mand Sune A. og sin søster og svoger Sigrid og Frede Bording startede Engelsholm Højskole i 1940. Sune A. stammede fra en højskolefamilie. Som svigerfaderen var han en karismatisk mand, der hver dag holdt blændende foredrag for eleverne om litteratur og historie, og som fra sine unge dage udgav bøger. Det var to stærke mænd, hos hvem Gudrun Andresen mødte ildhu, stædighed og situationsfornemmelse.

Gudrun Andresen fik således den grundtvigske livsholdning med hjemmefra, men ikke interessen for håndarbejde. I barndomshjemmet mødte hun kunstnere, og hun bevarede livet igennem et skarpt blik både for linieføring og farvesammensætning, forhold, der indgik i hendes undervisning i stil-, kunst- og kulturhistorie, og som tydeligt afspejler sig i hendes egne broderimodeller. Hun var aktiv i den funktionalistiske bølge af kunsthåndværkere og undervisere, der arbejdede på, at et hjems indretning først og fremmest skulle være praktisk. Hendes egen uddannelse var tidstypisk på den måde, at den var sammenstykket af mindre dele. Hun blev husligt uddannet samt gymnastik- og håndarbejdslærer på kurser på tidens betydeligste højskoler, bl.a. Askov 1928 og igen 1929-30. Her opfordrede Margrethe Christiansen hende til at tegne mønstre af fra gamle danske almuetekstiler.

Efter giftermålet i 1931 var Gudrun Andresen og hendes mand i ti år lærere på Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvorefter de startede Engelsholm Højskole. Dens særkende var fra 1947 håndarbejde, og efter ophold på højskolen kunne eleverne få arbejde som håndarbejdslærer, især på højskoler og i aftenskoler. Hundredvis af håndarbejdslærere fik deres ballast på Engelsholm, skolen var i 1960’erne og 1970’erne så populær, at den ikke behøvede at annoncere. Gudrun Andresens tre børn og disses ægtefæller arbejdede også som lærere og senere forstandere på højskolen, der efterhånden inddrog andre fag, bl.a. keramik og foto. Over for elever og kolleger kunne Gudrun Andresen være studs og yderst direkte i sin kritik. Der skulle udvises respekt for tingene og håndens arbejde, og en sådan kunne bl.a. oparbejdes gennem analyser af gamle tekstiler, især fra den traditionelle danske folkekultur fra før 1870. Utallige er de tekstile analyser, som elever og unge lærere på Engelsholm Højskole udførte under hendes skarpe overvågning. Vejen for en elev til ansættelse som håndarbejdslærer på højskolen gik over hendes arbejdsbord, hvor den unge analyserede mønster og teknik og sammenstillede kultur- og kunsthistoriske data om det enkelte stykke tekstil. Materialet anvendte Gudrun Andresen dels i sin broderiundervisning, der altid var bilagt righoldigt tekstmateriale, dels i sine bøger. Hendes håndskrevne manuskripter blev altid renskrevet af andre; de første bøger af hendes mand, de senere af hendes medarbejdere, ligesom børn og svigerbørn også var involveret i hendes litterære produktion.

Gudrun Andresen var med i kredsen af højskolelærere, der i 1932 startede Højskolernes Håndarbejde (HH), hvis bestyrelse hun gik ind i 1940. Til HH leverede hun broderimodeller, ligesom hendes elever fik specifikke opgaver i modeludvikling netop til HH. Under Anden Verdenskrig blev materialemanglen et stort problem for håndarbejdsundervisningen, og der måtte udarbejdes enkle modeller, der ikke krævede så meget stof og garn. Her kom Gudrun Andresens sans for forenkling til fuld udfoldelse, hvilket bl.a. ses i bogen Sy og Sømme, 1948, hvortil hun var den største bidragyder. Bogen var redigeret af Charlotte Rud, Anna Hald Terkelsen og Anna Næsgaard. Foreningen Danmarks Folkelige Broderier stiftedes i 1954 med det formål at registrere gamle håndarbejder i privateje. Gudrun Andresen var med fra starten og udarbejdede og forhandlede foreningens mønsterark, der hver gengav et gammelt håndarbejde. Teknik, mønster og historie blev på 128 ark formidlet på samme redelige måde som oplysningerne i teksthefterne til foreningens lysbilledserier. En trofast medarbejder var her lærer i kunsthistorie Klara Sørensen, med hvem Gudrun Andresen i 1988 udgav Fra silkesko til bondens bo om dette formidlingsprojekt.

Fra 1969 holdt foreningen Danske Folkedansere årlige kurser på Engelsholm med Gudrun Andresen som den kritiske leder i arbejdet for at få fremstillet troværdige dragtkopier til folkedanserne. Hun videreførte her Anna Sophie Boesen Dreijers pionerarbejde. Hendes fem bøger om bondeskjorter, særke og bondesyninger udgivet 1974-86 blev en fornem afslutning. Bøgerne dokumenterer hendes ildhu og vedholdenhed, ligesom de er et af resultaterne af den undervisnings- og arbejdsform, der gennem flere årtier karakteriserede Engelsholm Højskole.