Faktaboks

Anna Sophie Boesen Dreijer
Født
30. januar 1899, Kolding
Død
28. juli 1986, Fredericia
Arbejdsliv
Lærer
Familie

Forældre: postmester Mads Christian Dreijer (1861-1924) og lærer Anna Johanne Marie Boesen (1867-1959).

Anna Sophie Boesen Dreijer tog lærerindeeksamen i 1922 fra N. Zahles Seminarium, og efter tre år som lærer i Nykøbing F. blev hun ansat ved Københavns kommunale skolevæsen, hvor hun underviste 1925-66, bl.a. i håndarbejde. Fritiden blev brugt til en pionerindsats inden for folkedanserbevægelsen i bestræbelserne for at fremskaffe troværdige kopier af gamle folkedragter. Fra 1922 var Anna Sophie Boesen Dreijer medlem af Foreningen til Folkedansens Fremme (FFF), og det var i denne kbh.ske forening, hun fortrinsvis virkede. I en årrække sad hun i foreningens bestyrelse.

FFF stiftedes som den første danske folkedanserforening i 1901 og tog straks fat på at samle optegnelser om gammel folkemusik og folkedanse for at genoplive den danske tradition. Men med dragterne stod en del tilbage at ønske, bl.a. brugtes ofte svenske forbilleder. Derfor sørgede FFF også for, at der blev fremstillet dukker, klædt på som danske bønder fra før industrialiseringen. Medlemmerne lånte dukkerne til kopiering, men måtte selv finde ud af fremgangsmåden. Der savnedes i høj grad vejledningsmateriale, hvilket ansporede Anna Sophie Boesen Dreijer til at kombinere sin pædagogiske baggrund med sin historiske viden og store interesse for folkedragter. Hun kontaktede i 1940 museumsinspektør Ellen Andersen for at få adgang til Nationalmuseets omfattende samling af egnsdragter. Det blev til 25 års samarbejde, hvor Anna Sophie Boesen Dreijer udarbejdede næsten 100 såkaldte dragtkuverter. I en dragtkuvert lå snitmønster i fuld størrelse og vejledning til, hvordan de enkelte dragtdele skulle sys, broderes eller strikkes. Hun gjorde også en stor indsats for at få fremstillet egnede stoffer, som foreningen kunne anbefale, bl.a. hos væveren Karen Warming. I hele perioden holdt hun foredrag og arrangerede kurser i de gamle syteknikker. I løbet af 1960’erne viste det sig, at en revidering af dragtkuverterne var nødvendig, fordi folkedansernes håndarbejdsviden havde ændret sig. Fagudtryk, som blev forstået i de første dragtkuverter, var gået ud af brug, bl.a. fordi håndarbejdsundervisningen i folkeskolen efterhånden indeholdt mindre teknikindlæring. For at imødegå dette arrangeredes fra 1969 ugekurser i dragtsyning på Engelsholm Højskole under Gudrun Andresens ledelse. Kurserne var et samarbejde imellem folkedansernes landsforening, Danske Folkedansere, og Gudrun Andresen, og de havde hundredvis af deltagere. Når Anna Sophie Boesen Dreijer besøgte kurserne, stod der respekt om hendes person og hendes indsats. I 1972 nedsattes på initiativ af Danske Folkedansere det såkaldte dragtudvalg med repræsentanter fra flere foreninger og Nationalmuseet. Formålet var at videreføre Anna Sophie Boesen Dreijers arbejde.

Tilknytning til organisationer

  • Københavns Kommunale Skolevæsen
  • Foreningen til Folkedansens Fremme

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig