Esther Skriver

Esther Skriver voksede op på Glamsbjerg Fri- og Efterskole som datter af Anna og P.J. S., der var forstanderpar på stedet. Faderen var meget aktiv i det frivillige ungdomsarbejde, og i hjemmet var det folkelige foreningsarbejde en stor del af hverdagen. Det blev det også i Esther Skrivers voksenliv. Hun blev en af de mest anerkendte gymnastikledere fra 1940’erne, til hun døde i 1974.

Sommeren 1927 tog Esther Skriver på Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvor Anna Krogh og Jørgine Abildgaard var forstandere. Den var startet to år før, bl.a. med hjælp fra Esther Skrivers fader. På det tidspunkt var der to gymnastikhøjskoler i Danmark, Snoghøj og Ollerup, der var ledet af Niels Bukh. De to skoler konkurrerede indbyrdes, og der var livlig debat om, hvilken skoles gymnastik der var bedst. P.J. S. mente som god radikal, at det var værd at se en sag fra to sider, så efter at have været ung lærerinde på Vinding Højskole i et år blev Esther Skriver i 1929 sendt til Ollerup, hvor hun brillerede som gymnast. Herefter fortsatte hun på det etårige kursus på Statens Gymnastikinstitut. I 1931 havde Bukh brug for sin dygtige fløjgymnast til en jordomrejse med eliteholdet fra Ollerup. Efter hjemkomsten underviste Esther Skriver i tre år på Danebod Højskole. Ansættelsen gav lyst til at tage en egentlig uddannelse som lærer, og planen blev, at hun i 1936 skulle begynde på Silkeborg Seminarium. Men en forlovelse greb forstyrrende ind. Hvis hun skulle giftes, var der ingen grund til uddannelse. I stedet blev hun ansat som privatlærerinde for forstander Ejnar Skovrups børn på Kerteminde Højskole og som gymnastiklærerinde for højskolens piger samme sted 1936-42. Forlovelsen gik imidlertid over styr, og Esther Skriver tog til Odense, lejede en lejlighed, bestilte en telefon, satte en annonce i avisen og gav sig til at vente på, at nogen skulle ringe og melde sig til undervisning på hendes nystartede private gymnastikinstitut.

Samtidig søgte Esther Skriver arbejde på Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Skolens rektor Helga Lund ønskede, at Esther Skriver skulle fastansættes, og så det ikke som et problem, at hun ikke havde anden uddannelse end et ophold på Statens Gymnastikinstitut. Det måtte kunne ordnes. Men Esther Skriver ville ikke ansættes på en særordning, så hun blev i stedet timelærer på fuld tid. I 1944 blev hun gravid og rejste fra Odense til sin broder i København for at føde sit barn dér. 48 timer efter fødslen mødte politiet op og skulle have navnet på barnefaderen. Esther Skriver nægtede at oplyse det trods politiets trusler om arrestation af hende og barnet. Et halvt år efter fødslen vendte hun tilbage til Skt. Knuds Gymnasium efter Lunds ønske. Men en flok forældre mente ikke, at deres døtre skulle undervises af en lærerinde med et barn uden for ægteskab. Lund indkaldte forældrene til møde, hørte på alle, der havde noget på hjerte i den anledning og sluttede mødet med at konstatere, at følgen af mødet måtte blive, at Esther Skriver skulle afskediges, men at hun så samtidig selv ville gå af som rektor. De blev begge.

Esther Skrivers private gymnastikinstitut voksede og blev efterhånden også et fuldtidsarbejde. Fire eftermiddage og aftener om ugen underviste hun på instituttet uden pauser. Når det ene hold forlod salen, bød hun velkommen til det næste. Her var børnehold, voksenhold, motionshold og såkaldte elitehold, der hvert forår viste deres kunnen i Fyns Forsamlingshus. Esther Skriver havde ansat en husbestyrerinde til at tage sig af datteren. Hvert år tog hun til torskegilde i kommunen og søgte at overbevise dem om det rimelige i, at hun kunne trække husbestyrerindens løn fra på selvangivelsen, da ansættelsesforholdet var en forudsætning for hendes virksomhed, men forgæves. Der var stor brug for husbestyrerinden også på lørdage og søndage, hvor delingsførermøder bragte Esther Skriver til alle egne af landet. Endvidere var der bud efter hende, når der skulle findes leder til et af de store opvisningshold til landsstævner eller de fællesnordiske Lingiader, opkaldt efter den store svenske gymnastikpædagog P.H. Ling.

Esther Skriver fulgte i sin faders fodspor som medlem af De Danske Gymnastikforeningers landsstyrelse 1950-58. Da Snoghøj Gymnastikhøjskole i 1953 blev omdannet til en selvejende institution, blev hun valgt til formand for bestyrelse og repræsentantskab. Tre år senere blev hun selv højskolelærer. Gerlev Idrætshøjskole havde været lukket et par år. I 1956 trådte Martha og Johannes Stræde til som forstanderpar. De kendte begge Esther Skriver og hendes ry som en af sin samtids mest anerkendte gymnastikledere i det folkelige gymnastikarbejde. Det var en stor gevinst for skolen, at hun sagde ja til at stå for pigernes lederuddannelse. Det blev til 18 år på Gerlev, hvor hun gennem uddannelsen af nye gymnastikinstruktører satte sit præg på foreningslivets gymnastik i mange år fremover. Hendes øvelser var enkle og effektive. Gang på gang påpegede hun for de unge delingsførere, at de skulle skrælle øvelserne ned til det enkleste. Men denne enkelhed kunne være en æstetisk nydelse at se på ved de mange opvisninger, som Esther Skriver også kom til at stå for på højskolen. Gymnaster og tilskuere fornemmede, at hun næsten som en kunstner så et billede af sit værk for sig, når hun stod hævet over gymnasterne i den ene ende af salen. Øvelserne var ledsaget af klavermusik eller sang. Esther Skriver blev flere gange opfordret til at skrive sin egen gymnastikteori, men det ville hun ikke, det var praksis, det kom an på.