Esther Jegind

Esther Jegind blev født i en købmandsfamilie på Sydsjælland. Inspireret af sin dygtige moder og af seminarieforstander Magdalene Lauridsen besluttede hun allerede som 14-årig at læse til husholdningslærerinde. Hun forberedte sig ved et fem måneders husholdningsskoleophold og ved en plads i huset hos en konsul i København 20 år gammel tog hun i 1933 eksamen fra Birgitte Berg Nielsens Husholdningsseminarium. Gennem forskellige beskæftigelser som økonoma, husjomfru og diætassistent fandt hun, at hendes kundskaber i kemi og mikrobiologi ikke slog til, hvorfor hun tog kurser på Danmarks Farmaceutiske Højskole. Samtidig tjente hun til livets ophold som middagskogejomfru hos en ung grevefamilie med megen selskabelighed. I 1935 blev hun lærerinde på Vældegaard Husholdningsskole i Gentofte. To år efter giftede hun sig med Aage J., og i årene efter fulgte sønnerne Ebbe og Lars.

Med Anden Verdenskrig blev udbudet af fødevarer begrænset, og Esther Jegind fik for alvor brug for sin snusfornuft i kombination med sit store kreative talent. Først var hun ansat som konsulent i Hovedstadens Brugsforening, hvor hun rådgav om, hvorledes penge og rationeringsmærker bedst kunne slå til, senere havde hun studiekredse i AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund). Både under og efter krigen var der stor interesse for disse studiekredse, som ofte foregik i hendes eget hjem. Her underviste hun i, hvorledes man kunne få mest muligt ud af få midler til stor glæde og gavn for de kvinder, der deltog. Lige efter krigen fik hun en plads i Social-Demokratens søndagstillæg, hvor hun bl.a. opfandt sine Charlottecauserier og -retter. Pseudonymet var hentet i det hjemlige: havde Esther Jegind fået en datter, skulle hun have heddet Charlotte. Omkring 1950 begyndte hun også at skrive til Social-Demokratens fredagstillæg samt til Politikens tirsdagstillæg, hvor de almene råd om husførelse nu i langt højere grad fokuserede på maden. Det blev til ti år med to madplaner i Politiken, en dyr og en billig. Priserne på fødevarerne kunne nok svinge fra uge til uge, men der var på dette tidspunkt ingen priskrig mellem de handlende, så det var muligt at sætte faste priser på madplanerne. I begyndelsen af 1960’erne var interessen for økonomien i husførelsen dalet så meget, at Esther Jegind nu fik mulighed for at udfolde en anden side af sit talent, nemlig det raffinerede og kreative i en altid enkel og tilgængelig form. 1962-87 var hun fast madskribent på Alt for damerne, i de første mange år med Kaj Dorph-Petersen som chefredaktør. Her var hun i samarbejde med fotograferne Jarl Kaas og senere Jes Buusmann i høj grad med til at præge den æstetiske udvikling af madfotografiet.

Esther Jeginds mange gøremål blev forvaltet med stilfærdig hånd samtidig med, at hun i 1960 mistede sin mand og skulle underholde to studerende sønner. Alligevel fortsatte hun også sit arbejde som medarbejder på Kvindens hvem-hvad-hvor, som hun var tilknyttet fra begyndelsen i 1952 og 30 år frem. Endnu mere markant var hendes store og grundige arbejde med de mange kogegrundbøger, som hun, ofte i samarbejde med Else Algreen, var med til at redigere. Fra 1959 var hun medarbejder på Politikens stribede kogebøger, bl.a. Vi laver mad, der kom i utallige oplag,og i 1964 bidrog hun til Gyldendals blå kogebog. Sammen med Algreen var hun 1971 redaktør af Gyldendals store kogebog, og i 1993 redigerede hun sammen med Hanne Bloch og Grete Grumme Gyldendals kogebog. Meget af dette arbejde blev udført i en altruistisk ånd uden stor økonomisk vinding, ligesom de artikler som Esther Jegind 1950-96 leverede til støtteblade for tuberkuloseramte og lungehandicappede.

Som pioner i en tid, hvor hele husmoderbegrebet grundlæggende skiftede indhold, fulgte Esther Jegind med tiden, og hun var som en af frontfigurerne med, når der skulle skiftes ud i køkkenregionerne. Fra ca. 1950 til 1965 arbejdede hun som konsulent for Glud & Marstrand i et moderniseringsprojekt for husholdningsartikler og opfandt i den forbindelse de emaljerede bradepander, der i deres farvestrålende ydre var med til at revolutionere tænkningen om køkkentøj som mere end blot funktion. Da 1960’erne og 1970’erne muliggjorde en gastronomisk ekspansion, var hun blandt de første, der hvert år tog af sted for at hjemføre opskrifter fra Italien, Grækenland, Spanien, Tunesien og senere Orienten, så alle kunne være med og have glæde af det. Esther Jegind formåede igennem en menneskealder og i flere forskellige samfundslag med diskretion at påvirke vore madvaner.