Grete Grumme

Grete Grumme havde ingen formel uddannelse. Hun voksede op i et gæstfrit hjem med en kyndig moder og mormoder. Som 17-årig gik hun ud af skolen og opholdt sig i udlandet i lange perioder, hvor hun fik inspiration og viden gennem mødet med fremmede køkkener. Hun tog desuden kurser på den ansete parisiske køkkenskole Le Cordon Bleu. I 1938 giftede hun sig med teaterlægen Jens G., og deres hjem i Skovshoved blev samlingssted for en stor vennekreds af skuespillere, billedkunstnere og skrivende folk. Her udviklede hun sit køkken og sine store evner som værtinde. I 1950’erne begyndte hun at skrive artikler til ugeblade, og i 1963 debuterede hun som kogebogsforfatter med Dansk mad. Her vendte hun sig imod tidens “konsulentmad”, hvor umotiverede ananasskiver og andre morsomheder var i færd med at tilsløre madens elementære kvaliteter. I 1966 fulgte bogen Græsk mad. Grækenland var kommet i fokus, da den danske prinsesse Anne Marie i 1964 havde giftet sig med den græske konge. Mange danskere rejste på charterferie til Grækenland, og Grete Grumme gav dem med sin bog et indblik i det køkken, de her kunne møde. I Danmark var det imidlertid vanskeligt at praktisere det græske køkken af mangel på de rigtige råvarer. Det havde dog bedret sig, da bogen udkom i et revideret oplag i 1976. Op gennem 1960’erne skrev hun en række gastronomiske artikler til dameblade som Femina, Alt for damerne og Madame. Hendes egentlige gennembrud kom i 1967 med bogen Mad for een. Her foldede hun sig ud og fremstod original og selvstændig. Bogen var båret af stor indsigt, frapperende enkelhed og en raffineret skønhed. Den rummede træk af mange forskellige køkkener – dansk, fransk, italiensk, græsk osv., men de var samlet og omsat i forfatterens personlighed. Og det er slående, at forfatterskabet er bedst, når personen Grete Grumme får lov til at træde frem. Det gælder Mad for een, der udkom i flere og reviderede oplag, og bogen Mad til mig og mine fra 1986 samt hendes erindringskogebog Eftersmag fra 1993.

Grete Grumme var et beskedent og uhøjtideligt menneske, der ikke holdt af at sætte sig selv i centrum, men ikke desto mindre var det hendes personlighed, der hævede disse bøger højt over gennemsnittet. Med Mad for een gennembrød hun 1960’ernes gastronomiske mur, der var præget af et heftigt opgør med det traditionelle og udpinte danske køkken med sparsommelig husmodermad og restaurationernes pseudomad. Det var mænd, der stod på de gastronomiske barrikader, middagsherrer som Mogens Brandt, Olaf Ussing og Jens Kruuse og snart også virile kokke med hår på brystet som den forgudede tv-kok Conrad Bjerre-Christensen. I det univers var der ikke nogen naturlig plads for kvinder. Efter Mad for een blev Grete Grumme imidlertid taget til gastronomernes hjerter, og bogen indbragte hende Det Danske Gastronomiske Akademis pris i 1968 og året efter en plads i akademiet, hvor Lilian Kaufmann samtidig blev optaget. Her var hun fra 1974-84 vicepræsident og akademiets utrættelige stifinder, når det gjaldt om at præmiere gode råvarer. Ved sin død var hun æresmedlem af akademiet.

Mad og gastronomi var i 1960’erne blevet et mediefænomen og med Bjerre-Christensen og Aksel Larsen var tv-køkkenet blevet folkeeje. Da de måtte gå af på grund af medvirken i reklamer, blev Grete Grumme deres afløser, og forventningerne til hende var store. Hun lagde ud i 1970 med en række udsendelser, hvor hun havde gæster i studiet, kendte teaterfolk, der sammen med hende tilberedte forskellige retter. Udsendelserne blev ingen succes, men det hjalp, da Grete Grumme senere på året gik på skærmen alene, og her viste, hvor kyndig hun var. Hvor kritikken af de første udsendelser blev rejst af mediefolk, så kom stormen herefter fra husmødrene. De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger gik til angreb dels i deres medlemsblad, dels gennem resolutioner og klager til tv. Man var utilfreds med tv-kokken, som ikke var belærende og sparsommelig nok. De organiserede husmødre, som de mandlige gastronomer siden begyndelsen af 1960’erne havde nedgjort, gik hermed til modangreb. Og offeret var ikke en af de mandlige gastronomer, men en kvinde, der selv var husmoder. Som Lise Nørgaard senere udtrykte det “Hun pillede husmor-martyriet ud af madlavningen ved at kundgøre, at det i virkeligheden er sjovt og kreativt at forberede den daglige middag.”

Grete Grummes kontrakt med tv blev ikke forlænget. Hun rejste på studietur til Italien, og hjemme igen fortsatte hun som skribent på dag- og ugebladene, bl.a. Aarhus Stiftstidende og Hjemmet, som hun især passede fint til i Nørgaards redaktørtid 1975-77. Hun var hele tiden på stikkerne omkring råvarer, opsøgte, rådgav og virkede som konsulent i mange sammenhænge, bl.a. for Irma. Bøgerne kom med jævne mellemrum, således Bevinget mad, 1969, Lammekød, 1975, Kartoffelmad, 1978, Æggemad, 1982, Gris og grønt, 1990, og Ostebogen, 1991. Som konsulent for Nyt Nordisk Forlag medvirkede hun til, at danskerne fik en række hovedværker bl.a. om klassisk kinesisk køkken, italiensk køkken og det nye franske køkken med værker af P. Bocuse, J. og P. Troigros og R. Vergé. Flere af hendes bøger er blevet oversat, bl.a. til svensk, tysk og engelsk.