Else Algreen

Else Algreen voksede op på livets solside. Barndomshjemmet i Assens var trygt, økonomisk velstillet og forblev en base også i hendes voksne liv. Begge forældre var liberalt indstillede i forhold til datidens normer for pigeopdragelse. De lagde grunden til den selvstændighed, pligtfølelse, udadvendthed og lyst til at søge udfordringer, som kom til at præge Else Algreens liv. Der herskede således ingen tvivl om, at hun skulle have en uddannelse. Hun overvejede lægestudiet, men valget faldt på Suhr’s Seminarium, hvorfra hun dimitteredes i 1931. Efter nogle års undervisning, bl.a. ved de kommunale fortsættelseskurser i København, overtog hun sammen med Inge Krogh Johansen i 1937 Skovs Husholdningsskole i Skindergade. Skolen rettede sig især mod bedre folks døtre og udearbejdende kvinder og var blandt de første, der tilbød madlavningskurser for mænd. Hun erindrede senere disse “herrekurser” som meget muntre, og de fik en del avisomtale.

I 1940 indledte Else Algreen en række demonstrationer for husmødre, Madlavning i en Rationeringstid, i Politikens foredragssal, hvor der blev indrettet et forevisningskøkken. Demonstrationerne blev et tilløbsstykke. Hendes pædagogiske talent, praktiske og teoretiske erfaring og evne til lynhurtigt at give rappe svar på spørgsmål fra salen, mens hun foreviste, fik avisen til at oprette en ny rubrik Husmoderråd. Her kunne man et par gange om ugen få svar på ethvert husligt problem fra madlavning til rengøring i en tid med varemangel og surrogater. Else Algreen besvarede alle breve personligt og udvalgte fem-seks stykker til offentliggørelse. Rubrikken voksede og blev en fast institution i de næste 10-15 år. På opfordring af Statens Husholdningsråd holdt hun tillige radioforedrag om huslige emner, bl.a. en serie med gode råd til græsenkemænd.

I 1949 forlod Else Algreen Skovs Husholdningsskole for at overtage en stilling som skolekøkkenlærer ved N. Zahles Skole. Natalie Zahle havde været fortaler for kvindelig husgerning og havde i 1901 indrettet et smukt og mønstergyldigt skolekøkken. I dette køkken residerede Else Algreen med sikker myndighed og ansvar for såvel barneskole som seminarium i næsten 30 år til 1977. Ved hendes tiltræden var det kun to seminarier, Ribe og Zahle, som kunne inddrage skolekøkken i den daværende specialelæsningsordning. Undervisningen gav dog ikke fuld kompetence, men skulle suppleres med fem måneders kursus på Danmarks Lærerhøjskole. Med Seminarieloven af 1954 ophørte kravet om suppleringsuddannelse, og skolekøkken blev en integreret del af læreruddannelsen. Faget blev indført på en række seminarier over hele landet. I 1966 kom en ny læreruddannelseslov, som vægtede en videnskabeligt funderet faglighed, og faget hed nu ernærings- og husholdningslære. For Else Algreen betød disse ændringer frugtbare udfordringer til teoretisk dygtiggørelse og samarbejde med de andre seminariers lærere i faget. Hun gav efterhånden slip på undervisningen i barneskolen og blev udnævnt til “superlektor” ved seminariet i 1970.

I årene på Zahle skrev Else Algreen en række centrale koge- og lærebøger samtidig med, at hun fortsatte på Politiken, hvor hun også blev redaktør af den ugentlige madside. Blandt hendes mest solgte kogebøger var Vi laver mad, 1959, Vi laver fin mad, 1960, og Sødt og surt, 1959, som hun redigerede til Politikens “stribede” serie. Hun fornyede dem sidste gang i 1992. Desuden omarbejdede hun Frøken Jensens kogebog sammen med husholdningslærer Ellen Margrethe Kelstrup Jensen. De lugede ud i opskrifter, fremhævede grundregler og skar ned på sukker, fedt og stegetider. Deres første udgave udkom i 1966, den sidste i 1988. At den stadig er en salgssucces, siger både noget om vor tids interesse for dansk madtradition og om bogens kvalitet. Til undervisningsbrug på deres husholdningsskole omarbejdede Else Algreen og Inge Krogh Johansen Marie Skovs Kogebog for unge Husmødre. I forordet bebudede de hensyn til rationalisering og forenkling af madlavningen, et hensyn, som både var tidens slagord, og som kan siges at være et væsentligt mål for Else Algreens virke. Inspireret af svenske og finske forhold skrev hun i 1956 en lærebog til brug i barneskolens skolekøkkenundervisning Sådan laver vi mad. Den var et af de første bud på genren efter Karen Blichers Lærebog i huslig Økonomi, men fik ikke dens udbredelse. Else Algreens arbejde var nyskabende. Bogen indeholder både et generelt madlavningslæreafsnit og en anvendt kogebogsdel. Dens budskab er, at kendskab til madlavningens grundmetoder og til grundopskrifter er en forudsætning for at kunne “variere retterne efter de angivne anvisninger i det omfang tid, lyst og økonomi tillader”. Denne bog blev en forløber for Metodik i praktisk madlavning, som hun skrev sammen med Kelstrup, og som udkom første gang i 1971. Det er en lærebog beregnet til seminarieundervisning, som beskriver grundmetoderne, deres definition, anvendelse og udførelse. Dens tekniske og naturvidenskabelige systematisering og standardisering af madlavningsområdet var banebrydende og er stadig et fundament i skolernes og seminariernes undervisning på området.

Else Algreen har aldrig taget ordet madkultur i sin mund, men har ikke desto mindre præget dansk madkultur i et par generationer ved sin offentlige fremtræden, skribentvirksomhed og undervisning af såvel børn som lærere. Hendes liv og virke har under mottoet: “Mit arbejde er min hobby” været båret af en dyb respekt for og kærlighed til det gode håndværk.