Else Moltke

I Else Moltkes adelige barndomshjem på det vestsjællandske gods Nørager blev de seks børn opdraget efter konservative principper, der tilsagde, at døtrene hellere skulle beskæftige sig med praktiske gøremål end hænge over bøgerne. Som stor pige bad Else Moltke sin fader, om hun måtte fortsætte skolegangen ligesom brødrene, men det kunne der ikke være tale om. Hun skulle jo giftes, men var for en sikkerheds skyld blevet indskrevet som stiftsdame på den sydsjællandske herregård Vallø, hvor adelige frøkner kunne tage ophold. Som 17-årig kom hun på husholdningsskole og fik derefter tilladelse til at tage undervisning i sprog og klaverspil. To år senere tilbragte hun en vinter på Borups Højskole i København, hvor hun traf en fjern slægtning, kunstmaleren og grønlandsfareren Harald M. og forelskede sig i ham. Forældrene var imod forbindelsen. Han var ganske vist greve, men han var også fattig, kunstner og fritænker. Else Moltke holdt dog fast på, at hun ville giftes med ham, og i de følgende år koncentrerede hun sig om at være hustru og moder. Samtidig sugede hun indtryk til sig fra de kunstnere, hun traf i sin nye omgangskreds. Hun engagerede sig i genrejsningsarbejdet for Bakkehuset, Kamma og Knud Lyne Rahbeks hjem, der havde været sin tids kulturelle centrum. 1925 blev det indviet som museum. Else Moltke sad senere i bestyrelsen for Bakkehuset Dansk Litteraturselskab 1932-59.

Fra 1931 blev Else Moltke flittig bidragyder af artikler til aviser og ugeblade. Hun skrev især om historiske personer og om herregårdsliv gennem tiderne. Det var også temaet for en af hendes første bøger Fra Bondehus til Herregaard, 1941. To år tidligere havde hun skrevet Polsk September under indtryk af tyskernes okkupation af Polen, og i 1954 redigerede hun Bogen om Thit Jensen, hvori hun selv havde skrevet adskillige artikler. Desuden holdt hun foredrag og arrangerede salgsudstillinger af ægtefællens malerier. Else Moltke så det som sin fornemste opgave at støtte hans kunstneriske skaben, men følte en stadig større trang til selv at komme til orde. Heri blev hun støttet af ægtefællen, men hun måtte erkende, at kvinder havde vanskelige kår som kunstnere. “Det er altid sværere for en kvinde at nå de højeste resultater end for en mand. Hendes tid hugges i småstykker,” skrev hun som 96-årig og talte for, at kvinder skulle overtage den hollandske skik med et “mulekammer”, hvor husfruen kunne trække sig tilbage.

I 1941 stiftede hun Københavns kvindelige Diskussionsklub, som skulle skabe et foredrags- og debatforum, hvor kvinder kunne mødes på tværs af deres politiske og faglige ståsted. Else Moltke blev formand, en post, hun beklædte til sin død, forfatteren Elisabeth Bergstrand Poulsen var næstformand, mens bl.a. Thit Jensen var medlem af bestyrelsen. Til det orienterende møde mødte 200-300 interesserede frem, og i de følgende år var medlemstallet i perioder oppe på 800, så der måtte etableres ventelister. Else Moltke skrev i 1974 en bog om foreningens historie, Kvinde før og nu. Hendes kvindesaglige engagement udmøntede sig desuden i medlemskab af Dansk Kvindesamfund og af den danske afdeling af kvindeorganisationen Open Door International, en bestyrelsespost i Kvindelig Læseforening og en plads i repræsentantskabet for Danske Kvinders Nationalråd fra 1945. I 1984 var hun uofficiel opponent, da Pil Dahlerup forsvarede sin doktordisputats Det moderne gennembruds kvinder.

Fra midten af 1960’erne tog Else Moltkes forfatterskab for alvor fart, og hun skrev 14 bøger, fortrinsvis historiske causerier og erindringsskitser. Mest kendt er Fra herregård til kunstnerhus fra 1965, men også hendes to sidste bøger vandt stor udbredelse, Min svanevinge, 1984, og Krisetid og stjernestunder, 1985. Efter ægtefællens død i 1960 oprettede Else Moltke stiftelsen Harald Moltkes malerisamling i sit hjem på Kristian Zahrtmanns Plads, hvor hun havde boet siden 1912. Her holdt hun salon hver søndag eftermiddag, og gennem årene var tusindvis af mennesker inde for at se malerierne og høre hende fortælle.

Fra 1971 delte Else Moltke sit hjem med en bekendt fra ungdommen, der var blevet enkemand. Han fik førstesalen i huset, og Else Moltke lavede middagsmad til ham, mens han holdt haven og sørgede for morgenmad og frokost til hende. Else Moltke blev dekoreret med den polske orden Polonia Restitua i 1936 og modtog Thit Jensens Legat 1978.