Else Marie Pade

Else Marie Pade fik almindelig klaverundervisning som barn og tog siden privatundervisning i klaver hos Karen Brieg, der var ansat på Det Jyske Musikkonservatorium. Under Besættelsen deltog de begge i modstandsbevægelsen i Århus og blev i 1944 arresteret og interneret i Frøslevlejren. Her enedes Else Marie Pades medfanger om, at de ville bidrage til at betale hendes musikuddannelse efter krigen, og hun kom til at studere klaver hos Henrik Knudsen på Musikkonservatoriet. Imidlertid havde hun fået et kz-syndrom, der bevirkede, at hun fik blackouts, når hun skulle præstere noget ved klaveret, og hun opgav at blive pianist. I stedet begyndte hun at studere komposition, først hos Vagn Holmboe, senere hos Jan Maegaard. Hun kunne dog ikke forbinde den traditionelle kompositionsundervisning med sine indre smukke og eventyrlige forestillinger, og selvom studierne i tolvtoneteknik fik hende til at føle, at hun nærmede sig det kompositoriske værktøj, hun søgte, var det først med kendskabet til den elektroniske musik, at hun fandt sit udtryk.

Else Marie Pade blev den første danske komponist, der beskæftigede sig med konkret og elektronisk musik. Konkret musik var tidens betegnelse for musik, der består af konkrete lyde, som bliver bearbejdet elektronisk, mens elektronisk musik dengang kun stod for den elektronisk genererede musik. Else Marie Pade havde hørt og læst om P. Schaeffers musikalske eksperimenter i 1940’ernes Paris, og da hans bog A la recherche d’une musique concrète udkom i 1952, studerede hun den fra a til z. Snart fik hun idéen til sin første konkrete lydkomposition En dag på Dyrehavsbakken, der blev lavet som en produktion til det dengang helt nye tv-medie under Danmarks Radio. Tvs ledelse havde accepteret idéen, og hun selv og otte teknikere gik rundt på Bakken næsten hver dag i 1954-sæsonen og optog lyde, der siden blev bearbejdet under hendes ledelse. Efter En dag på Dyrehavsbakken blev hun kontaktet af Aase Ziegler på skoleradioen, der opfordrede hende til at underlægge en række eventyroplæsninger med konkret og elektronisk musik. I sit arbejde med musikken til Den lille havfrue, læst af skuespilleren Ellen Gottschalch, lærte hun ingeniør Holger Lauridsen på Radioens Akustiske Laboratorium at kende, og han underviste hende i det beskedne elektroniske apparatur, laboratoriet rådede over.

Else Marie Pade blev i 1955 ansat som en slags producer på Danmarks Radio og begyndte at få lidt løn for den del af eksperimenterne, der kunne bruges og udsendes. I 1958 fik hun fuldtidsansættelse i radioens speakertjeneste som sekretær for radiomedarbejderen Karl Bjarnhof. I løbet af 1950’erne lavede hun en række radioudsendelser om den elektroniske musik ude i verden. Hun forsvarede den varmt, men i begyndelsen var der næsten ingen i Danmark, der var åbne over for dens muligheder; selv blandt musikfolk så man med dyb skepsis på det nye medie. Den manglende forståelse førte til, at hun rejste ud for at få en faglig respons. Hun var først i Paris, hvor Schaeffer opmuntrede hende til at fortsætte, siden i Köln, hvor hun fik kontakt med komponisten K. Stockhausen. Efter 1960 øgedes interessen for den nye musik, og adskillige komponister og andre musikkyndige rejste til Darmstadt og fulgte Stockhausens, G. Ligetis og P. Boulez’ kurser. Else Marie Pade selv var der første gang i 1962 og siden igen i 1964, 1968 og 1972.

I 1958 rejste Else Marie Pade sammen med radiomedarbejderne Mogens Andersen og Erik Schack til verdensudstillingen i Bruxelles, hvorfra de hjembragte en masse stof til udsendelser om den nye musik. Hun blev dybt inspireret og komponerede adskillige af sine værker i de følgende tre-fire år, bl.a. Symphonie magnetophonique, Faust og Glasperlespil. Stockhausen brugte sidstnævnte som demonstrationseksempel, når han rejste rundt og holdt foredrag om elektronisk musik. 1958 var også året, da Else Marie Pade, maleren Martin Jepsen og forfatteren Jørgen Nash stiftede Aspekt, en forening for tidens eksperimenterende kunstnere. Først politikeren Bodil Koch, senere Else Marie Pade, var forkvinde for den. Filmfolk, digtere, malere og komponister præsenterede her deres nyeste værker, og førende komponister som Stockhausen og E. Krenek gæsteforelæste om deres musik i denne forenings regi. Efter to år blev foreningen opløst på grund af pengemangel.

I 1964 opgav Else Marie Pade sin faste stilling i radioen for at få mere tid til at komponere. Hun fik i stedet ansættelse som freelanceproducer i musikafdelingen, men fik her så meget at gøre med at formidle den nye musik, som nu strømmede ind til landet fra alle sider, at hendes eget arbejde alligevel trådte i baggrunden. Hendes musik til tv-balletten Græsstrået med koreografi af Nini Theilade er fra 1964, mens XXI Aquarellen über das Meer for slagtøj, harpe, tre skuespillere og dias blev skrevet over en længere periode 1968-71. I 1970 fik Else Marie Pade et treårigt stipendium fra Statens Kunstfond, og i 1975 vandt hun med Far, mor og børn en delt andenpris i en nordisk børneoperakonkurrence. Under arbejdet med denne opera fik hun idéen til et projekt, der gik ud på at udnytte virkningen af konkret lyd i stimuleringen af psykisk handicappede børns begrebsverden. Programmet blev afprøvet i samarbejde med professor Preben Plum på Rigshospitalet, men selvom forsøgsresultaterne var positive, endte projektet med at blive skrinlagt af økonomiske grunde. Det første større værk, den katolske Else Marie Pade skrev efter musikterapiprojektet, var et kirkespil i syv billedsange Teresa af Avila, 1980, om den middelalderlige spanske mystiker af samme navn.I 1989 var Else Marie Pade som eneste kvinde sammen med 41 andre komponister repræsenteret ved Amsterdamfestivalen Modèles sonores de beginjaren van de elektronische muziek, hvor hendes komposition Syv cirkler, der arbejder med lydenes bevægelsesretninger i rummet, blev spillet. I 1990’erne har Else Marie Pade arbejdet med moderne computerfremstillet musik, men hun har til stadighed haft sit hjerte i den elektroniske lydverden, der kunne skabes med det gamle apparatur fra pionertiden. Hun har altid dyrket skønheden i sin musik og har beskrevet de tidlige lydmodeller som “udsøgte håndsyede Dior-modeller, man kælede for og gav omhyggelig finish”.