Faktaboks

Elisabeth Vestergaard
Elisabeth Rasmine Vestergaard
Født
10. december 1883, Hjadstrup sogn
Død
7. maj 1964, Sorø
Arbejdsliv
Forstander, skoleleder og lærer
Familie

Forældre: skoleinspektør Hans Christian Ammentorp V. (1847-1910) og Karen Jeanette Elisabeth Gottschau (1854-1941).

Efter at have været på Askov Højskole og Vældegaard Husholdningsskole tog Elisabeth Vestergaard i 1904 eksamen som skolekøkkenlærerinde på Danmarks Lærerhøjskole. I de næste 13 år virkede hun som lærerinde ved Københavns kommunes fortsættelseskursus i husgerning, samtidig med at hun var gæstelærer ved Ankerhus Husholdningsseminarium i Sorø, hvor hun underviste i skolekøkkenpraktik. Hun introducerede her bl.a. laboratorieundervisning, hvor eleverne umiddelbart afprøvede de færdigheder, læreren demonstrerede. Forstanderen Magdalene Lauridsen forsøgte at knytte Elisabeth Vestergaard som fast lærer til Ankerhus, men hun ville selv være skoleleder. Da Eline Eriksens arvinger i 1917 satte Sorø Husholdningsskole til salg, overtog Elisabeth Vestergaard skolen og indledte hermed en skolevirksomhed, der skulle blive af 47 års varighed. Skolen blev udbygget 1929 og 1942 med festsal og ny elevfløj. Elisabeth Vestergaard gik, som hun bl.a. redegjorde for i radioforedraget Kønsmoral for Mand og Kvinde, 1933, og artiklen Moderen – Hustruen – Familien i Kvinden i Danmark, 1942, ind for ligestilling, forstået som opvurdering af kvinders arbejde i hjemmet både som husmødre og som mødre. Derfor indførte hun som den første barnepleje i husholdningsskolen, da hun i 1927 købte en nabovilla, som hun indrettede til børnehjem, så husholdningseleverne også kunne lære at passe børn. Skolen havde i alle årene meget store elevantal, og især efter at elevfløjen i 1942 kom til, var der helt op til 100 elever på både sommer- og vinterhold.

Elisabeth Vestergaard blev kendt som en dygtig pædagog og især for sine daglige forevisninger for samtlige elever i festsalen. Hun var en god fortæller, foredragsholder og forsanger. Hendes praktiske dygtighed, hendes principfasthed og medfødte selvstændighed medførte, at hun kunne virke meget dominerende. Hertil kom, at hun holdt yderst streng disciplin på skolen. Hendes lærerinder skulle være på skolen hele døgnet og hele tiden opdrage eleverne. I sine erindringer anklager Lise Nørgaard Elisabeth Vestergaard for at forskelsbehandle sine elever efter social status, men den store tilslutning til elevmøderne tyder på, at de fleste havde glæde af deres ophold. Elisabeth Vestergaard betragtede arbejde som et kald og kunne ikke bekvemme sig til at gå på pension, selv ikke efter at hun kom alvorligt til skade ved et færdselsuheld omkring 1960. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1954 og modtog en islandsk og en norsk orden som påskønnelse for sin indsats for de mange nordiske elever. Efter hendes død blev skolen drevet videre som en selvejende institution.

Beskrivelser og portrætter af Elisabeth Vestergaard

  • Mal. fra 1948 af Walther Meinhardt på Sorø Husholdningsskole. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Sorø Husholdningsskole 1895-1995, 1995. Sorø Husholdningsskoles Elevforenings Blad 52/1965.

Tilknytning til organisationer

  • Sorø Husholdningsskole

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig