Elisa Ussing

Elisa Ussing blev født i Ægypten, hvor hendes fader var dommer ved de internationale domstole, og med den socialt engagerede retspræsident Carl U. som onkel var der, som hun selv har nævnt i et interview, familiemæssig baggrund for hendes beslutning om straks efter sin studentereksamen fra N. Zahles Skole 1904 at begynde på det juridiske studium ved Københavns Universitet. At studievalget imidlertid alligevel ikke var et ganske selvfølgeligt valg for kvinder på den tid, ses af, at der i 1909 kun var én kvindelig kandidat foruden hende. I øvrigt var der ingen året før og heller ingen året efter. Jurastudiet blev gennemført på fem år, et halvt år hurtigere end normalt.

Med studierne bag sig begyndte Elisa Ussing en usædvanlig karriere. Efter en kort tid som sagførerfuldmægtig blev hun i 1910 ansat først som konstitueret assistent i Justitsministeriet for året efter at blive udnævnt til assistent. 1915-22 var hun sekretær i Lenskontoret, og i 1920 blev hun som den første kvinde fuldmægtig i ministeriet. I denne periode var Elisa Ussing også aktiv i det politiske liv. Ved kommunevalget i 1917 var hun kandidat for Det Konservative Folkeparti på Frbg., ligesom hun var opstillet ved det første folketingsvalg med kvindedeltagelse i 1918 og igen 1920. 1916-23 sad hun desuden i bestyrelsen for den konservative vælgerforening på Frbg. og 1918-21 i dens kvindeafdeling Danske Kvinders Konservative Forening. Engagementet strakte sig ind over den mere feministiske del af det kvindepolitiske felt. 1914-17 sad hun i bestyrelsen for Kvindelig Læseforening og 1918-23 for Dansk Kvindesamfund. Videre var hun i bestyrelsen for Foreningen til Unge Kvinders Oprejsning.

I 1923 blev Elisa Ussing udnævnt til posten som næstformand for værgerådet i København, et krævende arbejde som hun bestred indtil 1933, hvor rådene i forbindelse med socialreformens gennemførelse blev nedlagt til fordel for børneværn. Ved afgangen som næstformand talte hun med stor varme om dette arbejde, som hun sagde, hun var ked af at forlade. Samme år blev hun for en kortere periode konstitueret som dommer i Østre Landsret, igen som den første kvinde, der nåede så højt i retssystemet. Udnævnelsen vakte da også behørig opmærksomhed i pressen, der bl.a. hæftede sig ved, at justitsminister C.Th. Zahle tidligere havde måttet forsvare sig over for kritik af myndighedernes tilsyneladende ulyst til at udnævne kvinder på lige fod med mænd. 1937 vendte Elisa Ussing tilbage som konstitueret landsretsdommer, og 1939 fulgte så den egentlige udnævnelse til dommer i Østre Landsret, hvor hun blev retsformand i 1945 og virkede til sin død i 1949.

Elisa Ussings løbebane skal ikke mindst ses på baggrund af, at kvinder først fik adgang til sagførervirksomhed i 1906, efter at den første kvindelige cand.jur. Henny Magnussen havde henvendt sig til Rigsdagen. To år senere åbnedes adgang til autorisation som fuldmægtig, om end uden ret til dommerembede. Endelig i 1921 kom så loven, der gav kvinder og mænd “under samme Betingelser lige Adgang til alle ved Lov bestemte Tjenestestillinger og Hverv under Stat og Kommune”. Militæret og folkekirken var dog stadig undtaget. Da Elisa Ussing blev udnævnt til landsdommer var der foruden hende kun to kvindelige dommere Karen Johnsen og Ragnhild Fabricius Gjellerup, begge i byretten i København Man kan roligt sige, at Elisa Ussing ikke havde mange rollemodeller at lade sig inspirere af. Da hun blev spurgt om betydningen af, at der endelig blev udnævnt en kvindelig landsdommer, udtalte hun naturligt nok, at hun følte sig beæret. Men hun afviste, at kønnet skulle have en afgørende betydning for en dommers virke. Det var efter hendes opfattelse snarere et spørgsmål om et menneske med de rette egenskaber. Noget eksplicit kvindepolitisk budskab er der ikke i hendes ord i denne forbindelse, men ikke desto mindre står hendes livsforløb som eksempel på en banebryder inden for et traditionelt konservativt system.