Karen Johnsen

Karen Johnsens fader var sagfører, hvilket hun selv mente inspirerede hende til at vælge det juridiske studium. Hun blev student fra N. Zahles Skole 1918 og cand.jur. 1924 fra Københavns Universitet. Det var nu ikke et helt selvfølgeligt valg selv for en datter af en jurist; i årene 1905-25 blev der i alt kun uddannet ca. 50 kvindelige juridiske kandidater. Beskæftigelsessituationen, ikke mindst for kvindelige jurister, var desuden dårlig på dette tidspunkt, og Karen Johnsen startede derfor som volontør uden løn ved Sjællands stiftamt. Efter et halvt år foretog hun sit tilsyneladende eneste sidespring fra den juridiske karriere, idet hun besluttede at ville lære husholdning og kom i huset i Glostrup præstegård. Derefter hjalp hun i en kort periode sin fader på hans sagførerkontor. Men så kom der gang i karrieren; 1925 blev hun ansat i Københavns Byret, først som sekretær, siden i perioden 1935-38 som konstitueret dommer og derefter som byretsdommer som den anden kvinde efter Ragnhild Fabricius Gjellerup, der var udnævnt 1934. Undervejs havde Karen Johnsen også nået at være på et studieophold i London 1929-30. Fra 1949 til sin afsked i 1966 var hun dommer ved Østre Landsret. I en periode efter Besættelsen virkede hun også ved behandlingen af nogle af de større landssvigersager, der resulterede i dødsstraf, som hun egentlig var imod, men betragtede som en uomgængelig udløber af krigen.

Mens hun var sekretær i Byretten, indleverede Karen Johnsen i 1927 en afhandling til Københavns Universitet under det beskedne pseudonym aliquis, en eller anden. Den blev bedømt til guldmedalje, den første i jura opnået af en kvinde og i øvrigt den eneste af årets afhandlinger, der fik medalje. Ganske sigende omtales forfatteren i indstillingen som “han”. Emnet for afhandlingen var familieret, der var Karen Johnsens speciale, og som hun fortsatte med at være særlig interesseret i og på forskellige måder at beskæftige sig med. Da regeringen i 1933 ville fremsætte et nyt lovforslag om retsstillingen for børn født uden for ægteskab, talte hun således ivrigt for at give alle børn samme rettigheder, hvor tiden ellers skelnede skarpt mellem de “ægte” og “uægte”. Fra 1937 var hun også lærer i familieret ved Den Sociale Højskole og fra 1957 medlem af Justitsministeriets Ægteskabsudvalg. I avisomtaler fra hendes tid som dommer nævnes det flere gange, hvordan hun ved strafudmåling var tilbøjelig til at lægge vægt på den tiltaltes sociale forhold og ofte nøjes med betingede straffe, hvis forholdene talte for det.

Karen Johnsens sociale holdning var affødt af hendes arbejde i kvindebevægelsen. Hun var medlem af styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd (DKN) 1930-49 og af Kvindelige Akademikeres bestyrelse 1938-48. I 1953 repræsenterede hun DKN ved FNs generalforsamling. Da ægteskabslovgivningen i slutningen af 1950’erne skulle revideres, blev hun sekretær for et udvalg under DKN i samarbejde med Dansk Kvindesamfund, hvilket førte til posten i Justitsministeriets udvalg. Karen Johnsen førte flittigt sine synspunkter frem i den offentlige debat. Fx argumenterede hun i en kronik fra 1942 for at tage spørgsmålet om behandling af prostitution ud af straffeloven og bringe det ind under den sociale lovgivning, med andre ord satse på behandling i stedet for straf. Derved kunne man også komme bort fra spørgsmålet om, at den mandlige part ikke som den kvindelige var genstand for strafansvar. Hun bidrog med artikler om kvinders juridiske stilling i kvindepolitisk centrale værker som Kvinden i Samfundet, 1937, og Dansk Kvinde i Dag, 1942, og var medarbejder på Dansk Husmoderleksikon, 1948-49. Videre var hun medlem af et antal bestyrelser, bl.a. for Juridisk Forening, og tilknyttet Studentersamfundets Retshjælp for Ubemidlede. I 1952 var hun dansk delegeret ved FNs uddannelsesorganisation UNESCO i Paris. Da hun blev pensioneret, frasagde hun sig alle tillidshverv for at stå helt frit og gik sammen med sin barndomsveninde og mangeårige bofælle Zenia Kühn i gang med en tilværelse, som blev fyldt ud med rejser, læsning og kunstudstillinger. Hun udtalte i denne forbindelse i et interview, at hun havde været fulgt af held hele sit liv; endog starten på karrieren tilskrev hun held og protektion, hvilket efter hendes mening også dengang var nødvendigt for kvinder. Hun medgav dog, at hendes faglige kvalifikationer naturligvis også var i orden.

Det er muligt, at Karen Johnsen havde været heldig, og at hendes første stilling bl.a. skyldtes hjælp fra en af faderens klienter, men i så fald må man sige, at hun forstod at udnytte sit held. Hun gjorde som en af de første kvinder karriere inden for en traditionelt konservativ verden, fik realiseret sine faglige interesser og fandt derudover tid til at deltage aktivt i kvindepolitisk arbejde. I 1951 var hun blandt de første kvinder, der blev ridder af Dannebrogordenen, i 1954 blev hun ridder af 1. grad og i 1966 kommandør.