Ragnhild Fabricius Gjellerup

Ragnhild Fabricius Gjellerup blev student fra Karens Kjærs Skole i 1916 og cand.jur. 1922 fra Københavns Universitet. Samme år blev hun gift, hvilket fik en vis indflydelse på den begavede jurists valg af løbebane. Hun kom til at tilbringe hele sit arbejdsliv i Københavns Byret, hvor hun 1923 blev ansat som sekretær. 1927 blev hun sekretær i skifteretten, og her blev hun 1933 konstitueret, 1934 udnævnt til dommer som den første kvinde i Danmark. Skønt hendes ægteskab var barnløst, opfattede hun hele livet sit hverv som husmoder som så vigtigt, at hun af den grund undlod at søge dommerembede i landsretten. Tankevækkende er det da også, at de næste kvindelige byretsdommere Karen Johnsen, Bodil Dybdal og Helga Pedersen, der endte som lands- eller højesteretsdommere, forblev ugifte. Ragnhild Fabricius Gjellerup var i en lang årrække den eneste gifte kvinde i et dommersæde. Hendes speciale blev skifteretten med dens mange, ofte indviklede, bodelinger og arvesager. Inden for dette område var hun en fremragende formidler, der ikke sjældent var i stand til at forlige parterne. 1946-50 var hun bl.a. formand for Boligvoldgiftsretten for København og for Voldgiftsretten vedrørende Beskyttelse af Erhvervsvirksomheder i lejet Ejendom i København

Umiddelbart efter den tyske besættelse af Danmark var Ragnhild Fabricius Gjellerup blandt initiativtagerne til Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS), og hun trak som næstformand i krigsårene et meget stort læs ved organiseringen af det omfattende, landsdækkende hjælpearbejde. Hendes særlige område var foruden marmeladekogningen af landets spildfrugt, indsamling og uddeling af tøj og, mens krigen trak ud, og mangelsituationen på fødevarer forværredes, organisering af grøntsagsforsyninger fra landet til hovedstaden. Det var et krævende og stort arbejde at administrere disse hjælpeforanstaltninger, der hurtigt og effektivt blev sat i værk og ikke først blev udviklet, da nødsituationen var en kendsgerning. Ragnhild Fabricius Gjellerup var med sit fremragende organisationstalent og sin smidige forhandlingsevne eminent egnet som leder. Hun var et beskedent menneske, tilbøjelig til at bagatellisere sin egen arbejdsindsats, men indrømmede dog, at hun havde slidt i det under krigen. Til gengæld så hun med stor glæde tilbage på den samarbejdsånd, der havde præget DKS. I 1952 blev hun valgt ind i bestyrelsen for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse. Hun var blandt de første, der i 1951 blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen, efter at Helga Pedersen som justitsminister havde banet vejen for kvindelige ordensmodtagere. Danmarks første kvindelige dommer var et menneske med samfundssind og fornemme faglige kvalifikationer. Hun døde efter længere tids svagelighed kun 62 år gammel.