Faktaboks

Elin Appel
Elin Høgsbro Appel
Født
5. marts 1913, Des Moines, USA
Død
17. april 1980, Hvidovre
Arbejdsliv
Akademiker, lærer, folketingsmedlem og partistifter
Familie

Forældre: højskoleforstander, politiker Erik A. (1880-1964) og Herdis Høgsbro (1884-1978).

Gift 7. august 1937 med højskoleforstander Erik Dahlerup, født 21. februar 1909 i København, s. af sognepræst Peter Nielsen Petersen og Nanna Dahlerup. Ægteskabet opløst 1949.

Børn: Pil (1939), Ulla (1942), Drude (1945).

Elin Appel blev født ind i den stærkt nationalsindede politiske elite, der samlede sig omkring den grundtvigianske højskolebevægelse. Hendes forældre blev forstanderpar på Rødding Højskole i Sønderjylland efter Genforeningen i 1920, faderen var folketingsmedlem for Venstre og blandt de første fortalere for kvindelige præster. Det kvindesaglige engagement var i slægten stærkest repræsenteret af morfaderen Svend Høgsbro, der som jurist og mangeårigt medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) styrelse udformede flere skelsættende ligeretslove. Selv blev Elin Appel student fra Tønder Statsskole 1930, læste dansk og historie på Københavns Universitet og flyttede som den første studerende ind på Kvinderegensen, da kollegiet åbnede i 1932. Efter embedseksamen i 1937 giftede hun sig med teologen Erik Dahlerup; begge blev højskolelærere, først på Kerteminde, siden på Testrup Højskole. I perioden 1939-45 fik de tre døtre Pil, Ulla og Drude Dahlerup, der alle kom til at sætte deres præg på den nye kvindebevægelse i 1970’erne. Elin Appel blev medlem af Folketinget for Venstre i 1945. I 1948 flyttede familien til Vestbirk Højskole, hvor Erik Dahlerup blev forstander.

I den første halvdel af sit liv fulgte Elin Appel det karrieremønster, der var lagt af slægtens mænd, tilsyneladende uden at reflektere over, at det kunne skabe problemer for hende som kvinde. Hun skrev i disse år en række pjecer og artikler, hvor hun ubesværet identificerede sig med den historiske udvikling og gav udtryk for en frejdig fremskridtstro. Mest interessant er åbningsartiklen Kvindens historiske Udvikling i antologien Kvinden i Danmark, 1942. Her indleder hun med at fastslå, at “oppe i Norden har vi aldrig brugt Kvinden som Trædepude”, og hun slutter med at “erkende, at alle store Krav er opfyldt”, Men årene i Folketinget 1945-50 vendte op og ned på hendes tilværelse. Hun oplevede her en kønspolitisk vækkelse, der bragte hende i opposition til hele hendes hidtidige livsgrundlag.

Folketingsvalget efter Befrielsen i 1945 stod foruden i krigens også i kønnets tegn. Ved det forudgående valg havde kvinderepræsentationen nået sit hidtidige lavpunkt med to mandater. Det bragte kvindeorganisationerne på banen med den første af de siden velkendte Stem på en kvinde-kampagner. Resultatet blev otte kvinder i Folketinget, tre kommunister, heriblandt Inger Merete Nordentoft, tre konservative, den radikale formand for Danske Kvinders Nationalråd Kirsten Gloerfelt-Tarp og Elin Appel. De var alle nyvalgte og kom ind i kraft af store personlige stemmetal. Den 32-årige Elin Appel var den yngste og Rigsdagens første småbørnsmoder. Efter sigende lod hun sig opstille i sikker forvisning om ikke at blive valgt. Hendes manglende politiske erfaring kan være en del af forklaringen på, at hun reagerede voldsomt på de kvindepolitiske debatter, hun blev kastet hovedkulds ud i. Det begyndte allerede i 1946 med spørgsmålet om, hvorvidt Nordentoft, der også var skoleinspektør, som ugift enlig moder kunne beholde sit embede. Sagen kom op i Folketinget, hvor kun kommunisterne og socialdemokraterne støttede Nordentoft. Elin Appel stemte i dyb anfægtelse imod, fordi hun vægtede bevarelse af ægteskabet som samfundets grundpille højere end kvinders selvbestemmelsesret. Samme år tog Lolland-Falster Valgmenighed den gamle strid om kvindelige præster op ved at indstille Johanne Andersen til et ledigt embede. I denne sag indtog Venstre det kvindepolitisk korrekte standpunkt, men for Elin Appel havde diskussionerne sat en proces i gang, der lå hinsides afstemningsresultater. “Jeg følte mig så dybt krænket i min kønsværdighed, når modstanderne kørte op med Paulus og hele den kendte historie,” sagde hun i et tilbageblik. Som en konsekvens måtte hun skabe sig et nyt livsrum, hvorfra det var muligt at begribe sammenhængen mellem historie, magt og køn i en anden kontekst end den grundtvigianske. I årene omkring 1950 lod hun sig under stor mediebevågenhed skille, forlod højskolen, kirken, partiet og Folketinget for at slå sig ned som enlig moder og seminarielærer i hovedstadsområdet.

Elin Appels tænkepause varede til 1964, da hun på DKs landsmøde relancerede Gyrithe Lemches idé om et kvindeparti. Hendes begrundelse var, at kvindevalgretten snart kunne fejre 50-års jubilæum, uden at kvinder havde formået at gøre sig gældende i de eksisterende partier. Da landsmødet forkastede hendes forslag om, at DK skulle tage initiativet, gik hun selv i gang med at skrive program og indsamle de underskrifter, der var nødvendige for anmeldelse af et nyt parti til valget senere på året. Forbud mod kønsdiskrimination og forslag om vidtgående kønskvotering var grundtankerne i Parallel Kvindepolitik, som partiet kom til at hedde. Det blev udtrykt således i et centralt programpunkt: “Kommune og stat grundes på hjemmets princip: samarbejde mellem kvinde og mand. Magten skal derfor fastlåses i lige fordeling mellem mænd og kvinder i alle offentlige institutioner. Den ledes af to statsministre, en kvinde og en mand.” Det lykkedes ikke at samle nok underskrifter, og Elin Appels opstilling som løsgænger gav heller ikke resultat. Partiopbygningen fortsatte efter valget, bl.a. gennem månedsskriftet Parallel Kvindepolitik, men blev i 1965 opgivet på grund af manglende tilslutning.

I agitationen for Parallel Kvindepolitik havde en nytolkning af historien ud fra et kvindeperspektiv spillet en stor rolle. Elin Appel fulgte denne linie op i 1966, da hun søgte professoratet i historie ved det nyoprettede universitet i Odense. Hun forestillede sig, at kvindehistorie kunne blive en del af universitetets profilering, men det synspunkt fandt hun ikke lydhørhed for. Hendes historiesyn blev endeligt formuleret i Kvindens genmæle, der udkom i 1978, to år før hendes død. Bogen er på én gang et opgør med hendes personlige baggrund, jævnfør allusionen til N.F.S. Grundtvigs kampskrift Kirkens Genmæle, 1825, og en radikal omfortolkning af det historiske forløb, bl.a. inspireret af 1800-tallets matriarkatsteorier. Med en karakteristisk drejning af den i tiden fremherskende marxistiske historiefilosofi hævdede Elin Appel, at kønskampen er drivkraften i udviklingen, for “den væsentlige faktor for det skabende menneske, (er) nemlig selve det at skabe nye mennesker”. Det køn, der kontrollerer reproduktionen, har magten, og hun mente, at de vestlige samfund med indførelsen af fri abort havde sat kurs mod et nyt matriarkat efter det 1.000 år lange kristne patriarkat, som dyrkede faderguden. Bogen slutter med en utopi, konstrueret over hendes særegne parallellitetskoncept, der forstår kønnene som væsensforskellige og kun ser mulighed for ligestilling gennem parallelle, ligeværdige livsforløb, sådan som det udmøntedes i partiprogrammet. Forudsætningen for fredelig sameksistens mellem kvinder og mænd er i denne tankegang, at forældre holder op med at slås om retten til børnene og i stedet betragter dem som selvstændige individer fra undfangelsen.

Elin Appel kom aldrig til at gå i flok. Da hun blev løftet ind i Folketinget på en kvindepolitisk bølge, var hendes mærkesag at få mere af Slesvig tilbage til Danmark efter Anden Verdenskrig. Hun røg ud af Folketinget, fordi hun var skeptisk over for dansk tilslutning til NATO, da flertallet endelig var til sinds at bryde den lange tradition for neutralitetspolitik. I 1960’erne, hvor alle talte menneskesag, forsøgte hun at oprette et kvindeparti, og hun skrev radikalfeministisk universalhistorie, mens den næste kvindegeneration var opslugt af detailstudier i arbejderkvinders løn- og arbejdsvilkår. Denne usamtidighed kan til dels forklare, at Elin Appel ikke har haft større betydning til trods for sine originale bidrag til centrale kvindehistoriske og kønspolitiske temaer. Hendes i dansk sammenhæng usædvanlige radikalitet og konsekvens i liv og værk har formentlig også bidraget til isolationen.

Beskrivelser og portrætter af Elin Appel

  • Foto i Folketinget, Det Kgl. Bibliotek.
  • Marianne Alenius (red.): Clios døtre, 1994.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig