Edith Willumsen

Edith Willumsen blev som ung pige uddannet på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, der var ledet af Charlotte Klein, og derefter på Charlotte Sodes og Julie Meldahls tegne- og malerskole. Hun blev ansat hos Bing & Grøndahl, hvor hun malede under- og overglasur på porcelæn og senere fik lov til at arbejde selvstændigt. Her mødte hun i 1897 sin senere ægtefælle, billedhuggeren J.F. W., der var blevet ansat som kunstnerisk leder for at give medarbejderne ny inspiration. Omkring århundredskiftet rejste Edith Willumsen til USA, hvor hun det første år arbejdede i en lille keramikfabrik i Zonesville, Ohio. Derefter rejste hun til Chicago, hvor hun blev ansat som tegner i et stormagasin. Da arbejdsforholdene var utilfredsstillende, holdt hun op og fik stilling som kunstnerisk rådgiver hos glaskunstneren L. Tiffany i New York. Tiffany, som i mange år havde eksperimenteret med fabrikationen af kulørte glas, var begyndt at bygge ovne af keramik, og Edith Willumsen fik til opgave at tegne og modellere keramikovne. Samtidig arbejdede og eksperimenterede hun med glasurerne. Opholdet i New York varede imidlertid ikke længe, og i 1902 rejste hun sammen med J.F. W. til Pyrenæerne, Italien og Schweiz. Efter brylluppet året efter tog Edith Willumsen til Paris, hvor hun i en kort periode udførte emaljearbejder for Bing & Grøndahl.

Under ægtefællens vejledning gik Edith Willumsen i gang med at udføre selvstændige arbejder. En af hendes første skulpturer var en portrætbuste i bronze af hendes mand fra 1904. Derefter fulgte bronzestatuetter, som hun udstillede på Charlottenborgs Forårsudstilling. Børn og kvinder var hendes foretrukne motiver, og på forårsudstillingen i 1905 udstillede hun bl.a. Moder leger med Barn og Moderen bærer sit Barn igennem Stormen. Desuden kan nævnes Min lille generte Pige og Bébé begærlig efter Die. Hun interesserede sig ganske særlig for den italienske renæssances voksskulptur med A. d. Verrochio som et af de kendteste navne. Selv udførte hun en lang række værker i farvet voks, som kendetegnes ved en yderst realistisk, næsten ekspressionistisk skildring. Blandt voksarbejderne kan nævnes Lille spansk Pige, 1911. Hun arbejdede også med andre materialer, heriblandt marmor, som hun bl.a. brugte til Gående Baby, 1900, ligesom hun lavede nogle små træfigurer af vandrende mennesker i 1915.

Edith Willumsen bistod sin mand både praktisk og kunstnerisk. Takket være en stærk personlighed lykkedes det hende også at arbejde med sin egen kunst i modsætning til mange af tidens selvopofrende kunstnerhustruer. Indtil 1928, hvor ægteparrets samliv ophørte, blev hun ofte portrætteret af ægtefællen. Hendes karakteristiske ansigt genkendes i flere af hans malerier, herunder den berømte En Bjergbestigerske, 1904. Det skildrer en fri og stærk kvinde som fjeldvandrer, men også som verdenshersker, omgivet af sollyset og bjergenes storhed.