Edel Liisberg

Edel Liisberg var en dygtig og farverig pionerskikkelse i kristeligt-socialt arbejde i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Efter datidens målestok var hendes baggrund vanskelig, idet hendes forældre blev skilt, da hun var fire år. Herefter boede hun sammen med moderen og sine to søstre hos bedsteforældrene i den fransk-reformerte præstegård i Åbenrå i København Efter moderens død i 1903 boede hun 1904-09 i den senere kendte konservative politiker Gerda Mundts hjem i Lyngby. Mundt og Edel Liisberg opbyggede i disse år et meget nært venskab, senere beskrevet af Mundt som et slags moder-datter forhold. De var begge aktive i Mariaforbundet, en kristelig organisation for borgerskabets døtre oprettet i 1905, ligesom de tog initiativ til kristeligt fabriksarbejde og til en afdeling af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) i Lyngby. Herved kom Edel Liisberg i nær kontakt med det kristne kvindenetværk, som blev afgørende for hendes senere liv og virke.

Edel Liisberg tog 1902 almindelig forberedelseseksamen fra N. Zahles Skole. I årene 1904 til 1906 gik hun på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder med henblik på at blive ansat på Den Kgl. Porcelainsfabrik, hvilket hun dog opgav. I stedet var hun 1906-09 lærervikar på N. Zahles Skole, et job, hun tilsyneladende klarede med glans. I hvert fald bemærkede Natalie Zahle ved hendes afsked, at skolen havde ventet sig meget af hende. En af hendes søstre Ingeborg L. var også lærer ved skolen. I de forløbne år var Edel Liisberg blevet afklaret om sit kald til at virke i Indre Mission og i det kristelige ungdomsarbejde. Det skete i takt med, at forskellige personer og foreninger fik øjnene op for hendes kvaliteter. Hun blev bl.a. af forstanderinden Thora Esche anmodet om at træde ind i Magdalenehjemmets arbejde for prostituerede kvinder. Som 24-årig blev hun i 1909 sekretær for Kvindehjælpen i Århus, oprettet i 1906 af Ellen Schepelern. Ligesom Magdalenehjemmet sigtede Kvindehjælpen på kriminelle, prostituerede og kvinder i vanskelige sociale forhold. De mange skæbner og sociale problemer, som Edel Liisberg mødte under sit arbejde i Kvindehjælpen til 1913, blev afgørende for hendes senere bestræbelse på at sammenknytte kristendom og socialt arbejde.

I 1913 blev Edel Liisberg sekretær i KFUKs Hovedforening i København Her ydede hun bl.a. en stor indsats i forbindelse med projekteringen af KFUKs nye bygning i Store Kannikestræde, indviet i 1920. Den brede horisont og de høje sociale ambitioner, der løb som en rød tråd gennem hendes arbejde, var inspireret af tidens tanker om en kristen social forståelse, “social gospel”, som indebar en forestilling om, at Guds rige på jorden skulle kædes sammen med social forandring. I Danmark prægede tankerne om social kristendom en række teologer, bl.a. Eduard Geismar og Hans Koch, som Edel Liisberg arbejdede tæt sammen med. I sin tid som KFUK-sekretær holdt hun en række foredrag om forholdet mellem kristne kvinder og sociale spørgsmål. I foredraget Den kristne Kvindes Stilling til sociale og politiske Spørgsmaal fra 1916 pegede hun i lighed med andre udadvendte kristne kvinder på, at kvindernes indsats var tiltrængt i det offentlige liv. Hun fremhævede områder som sædelighed og afholdssag, ligesom hun pegede på kvindernes indsats for skole-, kirke- og boligforhold og på deres arbejde med almene politiske spørgsmål. Samtidig foreslog hun, at der blev startet sociale studiekredse i KFUK, der kunne tilvejebringe den nødvendige viden. Edel Liisberg var med til at udvikle den sociale og pædagogiske ekspertise i KFUK både som arrangør af sociale studiekredse og som foredragsholder. Med sin melodiske stemme og sin fængslende form var hun en populær foredragsholder ved KFUKs egen lederuddannelse, i Kvindehjælpens barneplejeskole og på Fröbel-Højskolen. Imidlertid måtte hun forlade stillingen som KFUK-sekretær i foråret 1919 som følge af samarbejdsvanskeligheder med formanden Ingrid Ulbricht. Flere bestyrelsesmedlemmer, bl.a. Mundt, trak sig i den følgende periode, og 200 KFUKere underskrev en støtteresolution til fordel for Edel Liisberg.

Herefter tog Edel Liisberg på studierejse til Sverige, hvor hun en tid opholdt sig på Birkagården, en kendt social institution i Stockholm. I samarbejde med Geismar tog hun efterfølgende initiativ til et settlementsarbejde under navnet Den Indre Bys kristelig-sociale Arbejde i København, der omfattede børnehave, fritidshjem, værkstedsundervisning og landophold for børn. Også her blev Edel Liisbergs bemærkelsesværdige opfindsomhed synlig. Det pædagogiske arbejde foregik i nær kontakt med forældrene, der blev opsøgt i hjemmet og inviteret til forældremøder og fester. Virksomheden, der startede 1919 i indre by, blev senere flyttet til Brønshøj og 1934, seks år efter Edel Liisbergs død, udskilt fra Indre Mission.

Edel Liisbergs virke afspejlede den brede orientering i Københavns Indre Mission og i KFUM og KFUK i de første årtier af dette århundrede, der også gav et vist rum for kvinders udfoldelse. Hun var en energisk iværksætter, en fremragende foredragsholder og en lederskikkelse af format. Samtidig førte hendes vidtfavnende sociale engagement hende ud over de rammer, der var sat af de kristelige organisationer. Det var ikke mindst fra institutioner af denne art, at velfærdsstaten senere fandt modellerne for sit sociale arbejde, om end på et sekulariseret grundlag. Edel Liisbergs store arbejdsindsats og engagement sled på helbredet, og hun døde i 1928, kun 43 år gammel. Efter hendes død skrev Mundt biografien Edel Liisberg, 1930, som erstatning for den selvbiografi, som Edel Liisberg ikke selv nåede at skrive.