Dora Sigurdsson

I 1952 fik Dora Sigurdsson et ekstraordinært professorat i sang ved Musikkonservatoriet, hvor hun havde været ansat siden 1920. Hun blev således den første kvindelige professor på Musikkonservatoriet og dermed den anden kvindelige professor i Danmark efter Astrid Friis. Hun var en højtbegavet pædagog, der havde perfektioneret sig inden for alle fagets områder. Hun uddannede både en række førende solister til Den Kgl. Opera og dygtige sangpædagoger. Dora Sigurdsson, der var vokset op i et velstående hjem i det daværende Østrig, fik sin lyriske sopran uddannet ved konservatorierne i Dresden og Wien. Hendes lærer var den østrigske sangerinde Aglaja von Orgeni, der var elev af Pauline Viardot-Garcia. Gennem hende fik Dora Sigurdsson et grundigt kendskab til den rige sangtradition fra M. Garcia, Viardots broder og den svenske sangerinde Jenny Linds berømte lærer. Efter sin danske ansættelse uddannede Dora Sigurdsson sig videre dels i Milano, dels i Tyskland hos Therese Behr-Schnabel. Hos disse betydelige lærere grundlagdes hendes livslange interesse for en sangmetodik, der bygger på et indgående kendskab til stemmefysiologi.

Efter debutkoncerten i Wien i 1918 foretog Dora Sigurdsson omfattende koncertrejser i Mellemeuropa, Skandinavien og Island med liedprogrammer. 1918-19 var hun lærer ved Prox’ konservatorium i Erfurt, hvor hendes kommende ægtefælle pianisten Haraldur S. også var ansat. I 1920 slog de sig ned i København, og blev begge ansat ved Musikkonservatoriet. Efter en koncert fastslog en anmelder, at “hendes smukke Røst og følte Foredrag” i høj grad kom komponister som Schubert, Schumann og Brahms til gode. I 1946 udkom der en nordisk udgave med et udvalg af Schuberts sange, som Dora Sigurdsson havde udarbejdet sammen med sin mand. Men Dora Sigurdsson interesserede sig også i høj grad for samtidens musik. Hun studerede det franske sangrepertoire af komponister som bl.a. Debussy og Ravel hos Claire Croiza i Paris og fremførte det ved sine koncerter. Ved en koncert i København i 1946 sang hun sange af Schubert, ungarske folkesange af B. Bartók, islandske sange af P. Isólfsson og danske sange af Carl Nielsen, alle på originalsprogene. Ved samme lejlighed uropførte hun Carl Nielsens Italiensk Hyrdearie i klaverversionen. Som fremragende akkompagnatør ved denne og mange andre lejligheder havde hun sin ægtefælle. “Fru Sigurdsson bevarer sin Stemmes Karakter uforandret, takket være den Dygtighed og Finhed, hvormed hun behandler den. Og med hvor temperamentsfuld Kunst hun kan give Sangen Udtryk, viste hun i Aftes måske allerbedst i de ungarske Folkesange,” hed det i en anmeldelse.

For at kunne afhjælpe stemme- og artikulationsproblemer hos sine elever og hos de professionelle sangere, der opsøgte hende, uddannede Dora Sigurdsson sig i 1920’erne til talepædagog. Det satte sig spor i hendes elevers fortrinlige tekstudtale. Også på andre måder var hun en ener blandt sin generations sangpædagoger. Hun var ikke en operasanger med en vældig røst som de fleste andre konservatorielærere. Måske var det derfor, at hun var så interesseret i at udvikle de mindre stemmer. At små stemmematerialer ofte under hendes vejledning udviklede sig til store, professionelle operastemmer hørte til hendes pædagogiks triumfer. Med udgangspunkt i den wienske syngemåde måtte imidlertid altid kvaliteten af en stemme gå forud for kvantiteten. Hun udbyggede til stadighed sit kendskab til stemmefysiologi og skrev en lille, men betydelig afhandling om P. F. Tosis “falsetlov” i Tale og Stemme, 1950. Heri aktualiserede hun på dansk grund den gamle kastratsangers registerteorier, som hun selv benyttede i sin undervisning. Hun uddannede en række betydelige sangere, bl.a. Else Margrethe Gardelli, Kurt Westi, Bodil Gøbel og Lone Koppel. Men også skuespillere som Poul Reichardt og Birgitte Price opsøgte hende for at få hjælp til deres sangroller. Blandt de mange sangpædagoger, hun uddannede, var Bodil Christensen, Ib Flemming Hansen og Torben Stig Nielsen.

Der findes en enkelt privatoptagelse med Dora Sigurdsson, hvor hun synger en islandsk sang. Den bekræfter anmeldernes indtryk af hende som en betydelig liedkunstner. Da hun i 1952 blev professor gjorde pressen meget ud af den ret enestående omstændighed, at hun foruden at være den første danske sangprofessor var gift med en mand, der fra 1949 til 1962 også var professor. Efter at hun i 1965 var blevet pensioneret, videreførte hun i mange år som privatlærer sin pædagogiske virksomhed. Dora Sigurdsson var en krævende lærer. Hun kombinerede musikalitet med høj intelligens, og det var elever, der besad denne kombination, der fik det maksimale udbytte af hendes undervisning. Sammenfattende kan det om hendes indsats i dansk musikliv siges, at hun med stort held forfulgte sit mål: en stadig forbedring af kvaliteten af sangundervisningen. Dora Sigurdsson modtog i 1966 Tagea Brandts Rejselegat.