Dagmar Nielsen

Dagmar Nielsen voksede op i Odder, hvor faderen var manufakturhandler og i en periode hotelejer; han var en foretagsom natur, der bl.a. tog initiativ til oprettelsen af Odder Gasværk, hvor han blev bestyrer. Som familiens lyse hoved kom Dagmar Nielsen i skole dagen efter sin femårs fødselsdag og blev senere undervist i huset af privatlærerinder. Forældrene havde gerne set, at hun efter sin konfirmation var en tid hjemme, men hun ville være lærerinde, og 15 år gammel annoncerede hun uden sine forældres vidende i hovedstadsbladene efter en guvernanteplads. Der kom svar fra en præstefamilie ved Vejle; forældrene bøjede sig, og 1884 gav hun sin første time. Efter tre år i præstegården til en løn af 75 kr. det første år begyndte hun sin uddannelse. Hun tog privatlærerindeeksamen i 1888 fra N. Zahles Skole, hvorefter hun i en årrække virkede som lærerinde ved pigeskoler i Sorø og Helsingør samt i en præstegård. I årene 1893-96 kom hun for første gang til en større byskole Aarhus højere Pigeskole. Skolens leder så, at hun havde evner som pædagog og satte hende en gang til at undervise en særlig urolig klasse, hvilket hun klarede med en kombination af humor og fasthed. I Århus afrundede hun sin uddannelse, idet hun i 1895 tog lærerindeeksamen fra Aarhus Lærerindekursus som privatist.

Kvindesagen havde Dagmar Nielsen været sig bevidst fra sin tidligste barndom, hvor hun fandt det urimeligt, at en dreng skulle være mere end en pige. I Århus gik hun derfor med i Dansk Kvindesamfund (DK), som bevilgede hende studiestøtte. I 1896 blev hun ansat på N. Zahles Seminarium som lærerinde i dansk og historie. Hun fik friplads til at supplere sin uddannelse med etårige kurser i dansk, tysk, historie og pædagogik på Danmarks Lærerhøjskole. Hendes interesse var dansk sprog og litteratur, og hun tog derfor tillige privattimer hos skuespilleren Peter Jerndorff og litteraturhistorikeren Ida Falbe-Hansen. Dagmar Nielsen fratrådte seminariet i 1922, men fortsatte indtil 1934 med at undervise i dansk på Københavns kommunale kursus til højere forberedelseseksamen. I 1899 var hun blevet gift med en dansklærerkollega Holger N. Hun besluttede at dele sig mellem at passe et arbejde uden for hjemmet og samtidig være moder i hjemmet. Hun blev en dygtig husmoder, der styrede sit gæstfri hjem hjulpet af skiftende husassistenter. Familien, der hurtigt blev forøget med tre børn, flyttede i 1906 til en villa på Mariendalsvej på Frbg. Alle tre børn blev sat i H. Adlers Fællesskole, hvor Dagmar Nielsen 1913-24 var formand for forældreforeningen. Hendes mand blev arkivar ved Landsarkivet for Sjælland og var tillige lærer ved N. Zahles Seminarium og forskellige skoler i København

Efter en pause under børnenes opvækst genoptog Dagmar Nielsen i 1916 sit engagement i DK, hvor hun 1923-34 var formand for den indflydelsesrige Københavns-kreds. I en kort periode 1931-33 var hun desuden næstformand i landsforeningen. Hun blev i 1917 valgt som medlem af bestyrelsen for Frbg. kommunale hjælpekasse for Det Radikale Venstre (RV) og var i 1918, 1920 og 1926 folketingskandidat for partiet, hvor hun i en årrække sad i hovedbestyrelsen. Ved RVs grundlovsfest i Kongens Have 1918 talte hun efter ministrene C.Th. Zahle og Th. Stauning til en forsamling på 20.000. Dagmar Nielsen havde mod til at fremsætte sine meninger, selvom de stred mod partiets linie. På kvindernes store valgmøde fire dage før folketingsvalget i 1929 vakte hun således opsigt ved at erklære sig som tilhænger af et forsvar, hvis omfang det var op til sagkyndige inden for hær og flåde at bestemme, et synspunkt, der afveg så stærkt fra RVs, at hun måtte forlade partiet.

Dagmar Nielsen var først og fremmest kvindesagskvinde, derfor valgte hun at arbejde politisk inden for det parti, som hun syntes tjente kvindesagen bedst. Det blev for hende Det Konservative Folkeparti (DKF), hvor hun fra 1931 arbejdede for at organisere kvinderne. Hun blev medlem af partiets kvindeudvalg fra dets oprettelse i 1936. Da man under den store arbejdsløshed i 1930’erne i flere socialdemokratisk styrede kommuner så stort på kvinders ligeret og pressede gifte kvinder, især lærerinder, ud af arbejdsmarkedet, gik Dagmar Nielsen energisk ind i DKs agitation for de gifte kvinders erhvervsret. I 1934 blev hun væltet som formand for Københavns-kredsen som et led i et ungdomsoprør mod “den gamle garde” i foreningen. Et partipolitisk opgør fulgte, og da socialdemokraten Edel Saunte i 1936 blev formand for landsforeningen, valgte Dagmar Nielsen sammen med formanden for DKFs Kvindeudvalg Lisbet Hindsgaul at gå, fordi hun havde mistet troen på DK som kvindernes upolitiske samlingssted.

Dagmar Nielsen blev især kendt for sine foredrag rundt om i landet og i Danmarks Radio samt for sine artikler og indlæg i aviser og blade, hvor hun ytrede sig om mangfoldige aktuelle emner, pædagogiske og sociale, altid på et klart og smukt dansk. I 1937 flyttede hun og hendes mand som pensionister til Bagsværd. Holger N. døde i 1950. Dagmar Nielsen tilbragte sit sidste leveår på sygehjemmet Nybrogård, hvor hun døde i 1955.