Dagmar Andreasen (skuespiller)

Faktaboks

Dagmar Andreasen
Dagmar Jensine Sofie Andreasen
Født
28. december 1910, Preetz, Tyskland
Død
10. maj 1991, København
Arbejdsliv
Skuespiller og fabriksarbejder
Familie

Forældre: smed Wilhelm Davidsen (1874-1929) og Dora Klint (ca. 1880-ca. 1910).

Gift 24. august 1935 (b.v.) med sømand, skibsværftarbejder Villy Karlo A., født 28. maj 1911 i Århus, død 13. november 1994 i København, s. af banearbejder Anders A. og Marie Nikoline Nielsen.

Børn: Ritta (1934), Aksel (1943).

Dagmar Andreasen blev født i Preetz nær Kiel som datter af en dansk fader og en tysk moder. Mens datteren endnu var spæd, døde moderen. Dagmar Andreasen fik dog snart en stedmoder, da faderen giftede sig igen. Første Verdenskrig medførte store vanskeligheder for familien. Faderen, der havde sin egen smedje, blev isoleret i den lille by og mistede kunder, fordi han ikke ville være tysk soldat. I 1917 flyttede han med kone og børn til København, hvor han indrettede et cykelværksted på Østerbro. Det gik imidlertid dårligt, og der fulgte nogle urolige år, hvor familien flyttede en del rundt. Til sidst boede de i et haveforeningshus i Vigerslev. Som 14-årig kom Dagmar Andreasen ud at tjene i Charlottenlund. Da hun var 18 år, begyndte hun på en lampefabrik og blev organiseret i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling 5, men var så to år i huset i Sønderjylland. I 1932 flyttede hun tilbage til hovedstaden, hvor hun arbejdede på forskellige pensionater.

Gennem en kæreste fik Dagmar Andreasen kontakt til Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) teatergruppe Revolutionært Teater (RT). Først fulgte hun blot prøverne fra salen, men snart blev hun en af teatrets frivillige medarbejdere og virkede som skuespiller ved siden af sit daglige arbejde, bl.a. som rengøringsassistent. I 1933 blev hun selv medlem af DKP. Året efter giftede hun sig med Villy A., som hun havde lært at kende på teatret. RT var en modernistisk, politisk teatergruppe under ledelse af skuespilleren og instruktøren Per Knutzon. Teatret var i midten af 1930’erne en slags forsøgsscene for de moderne teatertanker, som kom til Danmark fra Tyskland. Dramatikeren Bertolt Brecht var en af de tyskere, der flygtede til Danmark under indtryk af nazismen, og da RTs nye leder Ruth Berlau lærte ham at kende, satte hun hans stykker op på teatret. Dagmar Andreasen spillede med i flere af disse opsætninger, således havde hun i 1935 hovedrollen i Moderen, og senere var hun med i opførelserne af Undtagelsen og Reglen og Den hellige Johanna. I 1937 spillede hun titelrollen i Fru Carrars Geværer, som blev opført af en trup bestående af folk fra både RT og det socialdemokratiske Arbejdernes Teater. Stykket, som Brecht havde skrevet her i landet, var en hyldest til den spanske folkefront mod fascismen. Tematikken må have haft en særlig betydning for Dagmar Andreasen; den ene af hendes to brødre, der begge var engagerede på den radikale venstrefløj, faldt som Spaniensfrivillig. Selv var hun under Besættelsen aktiv i modstandsbevægelsen.

Efter Anden Verdenskrig tog Dagmar Andreasen arbejde på Toms Fabrikker og blev organiseret i KADs afdeling 1. Siden hen fik hun job som metalarbejder og blev derfor flyttet til afdeling 5. Hun var i en periode tillidskvinde og medlem af afdelingens bestyrelse, hvor den navnkundige Inger Gamburg var formand, og hvor også den kommunistiske politiker Ragnhild Andersen var aktiv. Da Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK) blev dannet 1948, blev Dagmar Andreasen aktiv her. Formålet med forbundet, som var en afdeling af den internationale sammenslutning Fédération Démocratique Internationale des Femmes, var at organisere kvinder bl.a. i arbejdet for freden. DDK var formelt et uafhængigt, tværpolitisk forum, men reelt knyttet til DKP og i høj grad bundet til partiets fredsarbejde i 1950’erne. I 1970’erne tog Dagmar Andreasen igen det kvindepolitiske arbejde op i forbindelse med ligelønskampen og knyttede forbindelse til rødstrømpebevægelsen.

Dagmar Andreasens erindringer om sin tid som fabriksarbejder, fortalt til journalisten Kika Mølgaard og samlet i bogen Fabriksliv, 1973, fik stor betydning som en konkret formidling af almindelige arbejderkvinders liv. Den blev siden fulgt af endnu to erindringsbøger Teaterarbejder, 1980, der også blev udgivet sammen med Mølgaard, og Midt i verden, 1988, som baserede sig på samtaler med Torben Bjerg Clausen. Med sine bøger og sine bramfri taler vandt Dagmar Andreasen et stort ry som kvindepolitisk agitator og blev noget af en kultskikkelse. En kulturbus på Vesterbro blev opkaldt efter hende, og i 1988 blev hun tildelt Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen for sin indsats for fred og socialisme. Også efter systemskiftet i Østeuropa 1989 bekendte hun sig til kommunismen: “Idéen er der sgu ikke noget i vejen med,” erklærede hun i et interview året før sin død, men medgav, at “administrationen” var slået fejl.

Beskrivelser og portrætter af Dagmar Andreasen

  • Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig