Ruth Berlau

Ruth Berlau blev født ind i et velhavende grosserermiljø, under Første Verdenskrig tjente faderen, der stammede fra Flensborg, mange penge. Hun blev sat i privatskole i Hellerup og dér undervist af nonner, bl.a. for at lære fransk. Imidlertid gik hun kun i skole til sit 13. år, selvom hun var en dygtig elev. Forældrene blev skilt, og forbindelsen til faderen blev afbrudt. Moderen forsøgte selvmord og var i lange perioder indlagt på sygehus. For at bidrage til familiens økonomi arbejdede Ruth Berlau allerede som teenager, bl.a. som kaffehandler og senere som tandlægeassistent. I 1928 giftede hun sig med lægen Robert Lund, der var 19 år ældre end hun. Parret gik fra hinanden efter 12 år. I denne periode cyklede hun til Paris og sendte små rejsebreve hjem til Ekstra Bladet, men da hun fandt turen kedelig, sendte hun efter eget udsagn opdigtede historier hjem. I 1930 tilbød hun Politiken at køre på cykel til Moskva. Besøget i det kommunistiske Sovjetunionen blev af flere grunde betydningsfuldt, bl.a. blev hun optaget af teater og deltog og rapporterede fra en stor international teaterfestival. Det var dog ikke, hvad bladet havde sendt hende ud for, og hun blev hjemkaldt. Tilbage i Danmark meldte hun sig 1930 ind i Danmarks Kommunistiske Parti og blev samme år elev på Det Kgl. Teaters elevskole.

I 1932 dublerede Ruth Berlau i en enkelt opførelse Clara Pontoppidan som Puk i En Skærsommernatsdrøm. Samme år begyndte hun sit virke med den kommunistiske teatergruppe Revolutionært Teater, hvis drivkraft var Per Knutzon. Han havde på Forsøgsscenen instrueret den tyske dramatiker Bertolt Brechts stykke De-Anarkist, siden kaldt Trommer i Natten, hvor Ruth Berlau spillede rollen som Anna. Efter 1935 fik hun en mere fremtrædende plads i gruppen. Sammen med Revolutionært Teater deltog hun 1933 i den store arbejderteaterolympiade i Moskva, hvor hun igen mødte Brecht. Da han under indtryk af nazismen flygtede til Danmark samme år med sin familie, skuespilleren Helene Weigel og deres to børn, opsøgte hun ham for at gøre ham interesseret i arbejderteatret. I 1935 satte hun enkelte scener op fra hans stykker, bl.a. Moderen, en dramatisering af Gorkijs roman af samme navn, og Det tredje Riges Frygt og Elendighed. 1937 opførte en trup, sammensat af folk fra Revolutionært Teater og det socialdemokratiske Arbejdernes Teater, Brechts Fru Carrars Geværer, hvor Dagmar Andreasen spillede titelrollen. Forinden havde Ruth Berlau efter at have deltaget i en forfatterkongres i Paris sammen med Brecht været i Spanien for at indsamle materiale til dette stykke om Den Spanske Borgerkig.

Ved siden af sit arbejde som skuespiller og instruktør skrev Ruth Berlau romaner og artikler. I 1935 udkom kærlighedsromanen Videre, som Brecht havde hjulpet hende med, og i 1940 skrev de sammen Ethvert Dyr kan det om kvinders seksualitet, udgivet under pseudonymet Maria Sten. Bogen kom i 1989 i tysk oversættelse under Ruth Berlaus eget navn. I sine erindringer Brechts Lai-tu, der udkom på dansk i 1986, har hun fortalt sin version af forholdet mellem hende og Brecht og om, hvor meget hun lærte af ham. For Brecht, der i den skabende proces var afhængig af omgivelsernes engagement, blev mødet med Ruth Berlau vigtigt. Hendes iscenesættelser af hans stykker på dette tidspunkt var således af uvurderlig betydning, ligesom hun fungerede som hans praktiske hjælper og tolk i Danmark. Da Brecht i 1939 besluttede at flygte til Finland, bad han Ruth Berlau om at tage med. Hun indvilgede og var derefter på godt og ondt lænket til ham. Livet igennem bar hun den jernring, han havde givet hende, som symbol på dette valg. I 1941 fulgte hun ham til USA, hvor hun boede i New York, mens han slog sig ned med sin familie i Californien. 1944 havde hun den sorg at miste en søn kort efter fødslen, som han var fader til. Efter at Brecht i 1947 var rejst tilbage til Europa, forlod Ruth Berlau året efter USA, hvor hun bl.a. havde varetaget hans dramatikerinteresser. Parret genforenedes i Schweiz, og hun fulgte ham til Berlin i det daværende Østtyskland. Dér etablerede han i 1949 det berømte Berliner Ensemble på Theater am Schiffbauerdamm, der blev Ruth Berlaus sidste arbejdssted. Brecht gjorde hende ansvarlig for dokumentationsarkivet og overlod ifølge Ruth Berlau flere opsætninger af hans stykker i udlandet til hen- de.

Ruth Berlau huskes i eftertiden først og fremmest som en af Brechts kvinder, en nær medarbejder og inspirator. Under det livslange samarbejde var hun dog også selv skrivende, ligesom hun førte en omfattende korrespondance med ham. Et af hendes væsentligste bidrag er dokumentationen af hans teateropsætninger, en dokumentation, der har været af stor betydning, da Brecht i mere end 16 år var uden fast teater og skuespillere. Allerede under opholdet i Danmark havde de fremstillet håndlavede modelbøger af Moderen og Fru Carrars Geværer, og da Brecht i USA fik mulighed for at sætte Leben des Galilei op på et etableret teater, videreførtes idéen med at dokumentere forestillingerne og udgive dem som publikationer. Ruth Berlau fik fra da af til opgave systematisk at fotografere under prøver og forestillinger. Fotografierne kom senere til at indgå i Brechts foto- og teaterarkiv i Berlin, men sat sammen til modelbøger fungerede de også som praktiske redskaber under indstuderingerne. Galileifotograferingen omfatter fx mere end 3.000 fotografier. I 1949 udgav Ruth Berlau og Brecht sammen Antigonemodell 1948 og i 1955 Kriegsfibel. 1952 udgav Berliner Ensemble under hendes redaktion Theaterarbeit. Hun var medarbejder på en række af Brechts udgivelser, bl.a. Der gute Mensch von Sezuan og Der kaukasische Kreidekreis. Ruth Berlau betragtede ikke sig selv som professionel fotograf, selvom hun under sit ophold i New York havde taget et fotografikursus hos en anset amerikansk fotograf, med særligt henblik på mikrofilmoptagelser. Kvaliteten af hendes fotografier er svingende, men drivkraften og engagementet bag billederne er dog altid at spore. Især hendes fotografier af Weigel som Mutter Courage er informative, hvad angår det episke teaters skuespilkunst, og Brecht har flere steder givet udtryk for sin anerkendelse af hendes indsats. I begyndelsen af 1950’erne ønskede han at ændre deres forhold til et rent arbejdsanliggende. Det kunne Ruth Berlau ikke acceptere, og hun kom sig aldrig over dette; for hende var kærlighed og det fælles arbejde to sider af samme sag. I Berliner Ensemble havde han beskyttet hende, men efter hans død i 1956 blev hun sagt op af ledelsen, som nu var blevet overtaget af Weigel. Fra Brechts gamle ven komponisten H. Eisler og fra forfatterforeningen modtog hun lidt økonomisk støtte, ligesom Brecht havde testamenteret hende et beløb til et hus i Danmark. Kunstakademiet i Berlin købte hendes originale Brechtmanuskripter. Senere fik hun udbetalt statspension som offer for naziregimet.

Ruth Berlaus sidste år blev ensomme. Hun følte sig forrådt, begyndte at drikke og blev flere gange indlagt til psykiatrisk behandling. Den svenske forfatter P.O. Enquist har i bogen Den forstødte engel, 1989, brugt hendes forhold til Brecht som eksempel på den fatale kærlighed, ligesom han noterer, at “Det er sært at hun aldrig blev noget selv.” Enquists holdning har været karakteristisk for eftertidens dom over Ruth Berlau, en dom, der har været farvet af hendes egne fordrejninger, de sidste, triste år og af stor uvidenhed om de faktiske kendsgerninger om hende. Hendes breve, bøger og ikke mindst erindringerne fortæller en anden historie, der dog er vanskelig at stykke sammen. Ruth Berlau er begravet på Dorotheenstädtischer Friedhof i Berlin, hvor også Brechts grav er.