Carla Schibler

Carla Schibler voksede op i Horsens og blev i 1914 matematisk student fra statsskolen. I et udkast til sine erindringer beskriver hun sig selv som “en almindelig glad “by”-pige uden anelse om folk og fædreland”. Først senere skulle netop det nationale komme til at spille en særlig rolle i hendes liv. I 1916 blev hun ung pige i huset hos ministerfrue Louise Høgsbro på Frbg. Ved siden af fik hun lejlighed til at følge forelæsninger på Københavns Universitetet, og i 1917 tog hun filosofikum. Hun introduceredes i Jutta Bojsen-Møllers hjem og kom herefter i Studenterkredsen i Grundtvigs Hus og i Vartov Kirke. Carla Schibler forventedes dengang at gøre karriere i forsikringsbranchen som aktuar, men til stor forargelse for sin egen familie sigtede hun mod et arbejde blandt bønder i folkelige sammenhænge. En karakteristisk sammenstykket “uddannelse” inden for det grundtvigske miljø tog sin begyndelse. I 1918 var hun på Ryslinge Højskole, og de efterfølgende fire vintre på Borups Højskole i København Indimellem havde hun pladser som privatlærerinde, og en tid var hun au pair-pige i Paris for at lære fransk.

I 1923 underviste Carla Schibler på Stubbæk Skole og ledede samtidig egnens frivillige ungdomsarbejde. Dette førte året efter til et delingsførerkursus, ledet af Jørgine Abildgaard og Anna Krogh på Hadsten Højskole. I 1925 tilbød de hende en stilling som lærerinde på deres nyoprettede Snoghøj Gymnastikhøjskole, der byggede på et kristeligt og nationalt livssyn og var orienteret mod hele Sønderjylland, både nord og syd for 1920-grænsen. På Snoghøj levedes et karakteristisk lærerindeliv, ikke i opposition til, men byggende på et idealt familiemønster. Gennem såvel undervisningen som dagliglivet søgte man at bibringe eleverne den viden, de færdigheder og de værdier, der betragtedes som ægte kvindelige og moderlige. I sin tid på skolen udgav Carla Schibler en samariterbog samt Gamle danske Mønstre i Korssting, ca. 1929, og samlingen Folkedanse, 1932, to udgivelser, der står som karakteristiske udtryk for tidens højskolestil med dens dyrkelse af den gamle danske bondekultur. Til sin død var hun formand for Snoghøj Gymnastikhøjskoles Elev- og Vennekreds og skrev regelmæssigt i Snoghøjbogen, skolens årbog, der udkom første gang i 1925.

I 1933 blev Carla Schibler opfordret af Det Unge Grænseværn (DUG) til et fremtidigt virke i det, man under indtrykket af den tyske nazisme kaldte de truede grænsesogne. Hun opsagde samme år den faste stilling på højskolen og fik i stedet en ny karriere som en af de første og mest markante vandrelærerinder for DUG, hvis formål var at styrke det nationale sindelag i Sønderjylland såvel som i det øvrige Danmark. Som vandrelærerinde kom hun til at stå i spidsen for det frivillige ungdomsarbejde forskellige steder i Sønderjylland. Hun drog rundt i de tyndt befolkede egne og underviste i gymnastik, folkedans, håndarbejde og samaritergerning, fortalte Danmarkshistorie og forestod cykelture og sang fædrelandssange til eget klaverspil. I årene op til Anden Verdenskrig ledede hun flere af DUGs såkaldte grænsehjem i Kollund 1934-37, Rudbøl 1935, og Jyndevad 1937-40. Det var vandrer- og lejrskolehjem, der skulle give danske unge fra hele landet mulighed for selv at lære forholdene i grænselandet at kende. Hun virkede også som foredragsholder og fortalte på møder og højskoler om Sydslesvig i Danmark og om Danmark i Sydslesvig. Omkring 1941 forlod hun DUG og arbejdede nu i nogle år for Sønderjydsk Idrætsforening, inden hun 1945-50 underviste på en række børneskoler, bl.a. i Flensborg. I 1951 blev hun forstanderinde på den nyoprettede Højer Ungdomsskole. Det var en gammel drøm, der her gik i opfyldelse, og skolen blev i høj grad hendes værk. Otte år senere forlod hun Højer og sluttede sit lange virke i landsdelen med endnu nogle år som lærerinde, denne gang i Damholm syd for grænsen. Carla Schibler modtog i 1945 Sønderjysk Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforenings guldnål og blev ridder af Dannebrogordenen i 1962.