Camilla Eegholm

Dyrebeskyttelse blev fra midten af 1800-tallet et internationalt stikord. Tusinder af mennesker i hele verden begyndte at organisere sig. I Danmark startede dyreværnssagen i 1875. Den blev i en årrække båret frem af det velhavende ægtepar Julie og J. Chr. Lembcke, stiftere af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse (FDB) og dens underorganisation Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse. Det vakte ikke begejstring i FDB, at et medlem, Camilla Eegholm, i 1897 tog initiativ til Fugleværnsforeningen Svalen og hermed distancerede sig som udbryder. Men Camilla Eegholm valgte trods modstand at gå solo og fik bl.a. forfatteren Jenny Blicher-Clausen med i Svalens kønsblandede bestyrelse. Svalen vandt også sympati hos en række andre skrivende kvinder, bl.a. Laura Kieler, Conradine Barner Aagaard og den succesrige forfatter af historiebøger til skolebrug Nicoline Kierkegaard. At en entydig fulgeværnsprofilering kunne vinde genklang, viste Svalens medlemstal. Foreningen havde i 1899 lidt over 700 mænd, kvinder og børn over 12 år som medlemmer. I Camilla Eegholms dødsår 1905 kunne Svalen notere 60 kredse, fordelt over hele landet, og ca. 4.000 medlemmer.

Svalen blev et iøjnefaldende punktum på Camilla Eegholms livsbane, som markerede en personlig udvikling fra forsagt og genert ung dame til egensindig, stålsat dyreværnskombattant. I hendes unge år syntes fremtiden at pege i retning af en skønlitterær karriere. Der blev skrevet i den nærmeste familie af faderen, som forbandt sin metier som militærlæge og privatpraktiserende doktor med et teaterdramatisk og populærvidenskabeligt forfatterskab. Faderens litterære sysler bragte bl.a. kunstnere som H.C. Andersen, Bjørnstjerne Bjørnson og Vilhelm Topsøe ind i hjemmet. Unge Camilla Eegholm skrev for skrivebordsskuffen, indtil den ældste af hendes to søstre bragte manuskripterne frem i dagligstuens lys. Som 19-årig debuterede hun med fortællingen Olga Lindal, 1866. Denne og senere litterære produktioner, ofte i novellens eller fortællingens kortform, førte hende ikke frem i forreste front på det skønlitterære marked, og som tekstlige appetitvækkere kildrede de ikke litteraturkritikernes smag. Camilla Eegholm blev i midten af 1890’erne medlem af det litterære udvalg, der var knyttet til Kvindernes Udstilling i 1895. Den litterære sektion viste sig at blive et af udstillingsarrangementets mest turbulente kvindefora. Hun kunne ikke komme overens eller identificere sig med den litterære modernisme, og som udvalgsmedlem kritiserede hun, at konservative forfattere af kvindekøn og deres værker blev marginaliseret i dette forum under udstillingens vicepræsident Emma Gads formandskab.

Camilla Eegholms skrivetalent ytrede sig bedst på journalistikkens felt og blev en force, hun kunne trække på i sin fugleværnsagitation. Hun var et kvikt, receptivt hoved, sprogkyndig nok til at kunne formidle internationale dyreværnsdebattørers bevingede synspunkter og aktiviteter for et dansk publikum. Med pjecen Vore Præster og Dyrebeskyttelsen, 1899, forsøgte hun at plædere for, at folkekirkens teologer fra landets prædikestole mindst én gang om året burde indskærpe menneskers pligt til at vise godhed og barmhjertighed over for dyr. Et andragende, støttet af mange skolelærere og Svalens hovedbestyrelse, til Kultusministeriet fremkaldte ikke her eller i præstestanden den ønskede virkning. Heller ikke appeller i 1902 til Landbrugsministeriet og Det danske Hedeselskab om at tage hensyn til, at de årlige jyske lyngafbrændinger ikke fandt sted i fuglefaunaens yngletid, synes at have ført til andet end henholdende reaktioner. Camilla Eegholms sidste værk Et Indlæg mod det Videnskabelige Dyreplageri, 1901, var rettet mod vivisektion. Svalen agiterede imod rovjagt på trækfugle og for beskyttelse af nyttefugle, såsom høns, for vinterfodring og opsætning af fuglekasser og for deltagelse i nordiske og kontinentale bestræbelser på at forhindre masseudryddelse af fugle i Sydeuropa. Camilla Eegholm ville have afskaffet kvinders brug af fuglefjer i påklædningen som en forkastelig mode, som hun tolkede som tegn på moralsk slaphed, næret af samtidens vovede damelitteratur. Svalen inspirerede til oprettelse af den første svenske fugleværnsforening Sylvia. Camilla Eegholm blev æresmedlem af en række nordiske dyreværnsforeninger og smykket med Nordisk Djurskyddsförenings og Svenska Allmänna Djurskyddsförenings sølvmedalje.

Camilla Eegholm havde 1870 giftet sig ind i en hovedstadsfamilie af handelsfolk med sit valg af den holdne grosserer Edvard E. I det barnløse ægteskab var der både tid, råd og lejlighed til, at hun kunne dyrke sine interesser intenst med en aflastende stab af tjenende ånder og selskabsdamer i det store herskabshjem på Sankt Annæ Plads, hvor de blomster- og landskabsmalende kusiner Emmy og Ludovica Thornams malerier dekorerede væggene. Camilla Eegholms filantropiske orientering afspejlede sig bl.a. i hendes og ægtemandens fælles testamente, der betænkte forskellige godgørende foreninger og institutioner med donationer. Betragtelige midler af den efterladte formue kanaliseredes over i et stort legat, der bar deres navn. Legatet, som blev oprettet 1896, blev uddelt til enker og ugifte kvinder med en pletfri vandel.