Britta Schall Holberg

Britta Schall Holberg blev født i Næstved, hvor faderen var proprietær på Store Skullerupgård ved Glumsø. I 1954 købte han det fynske gods Hagenskov, det tidligere Frederiksgave, ved Assens. Det var faderens ønske, at datteren skulle uddanne sig inden for landbrug, så hun kunne overtage godset, men Britta Schall Holberg ville hellere uddanne sig til lærer. Hun søgte derfor optagelse på N. Zahles Seminarium, hvorfra hun i 1964 tog lærereksamen. De følgende år arbejdede hun ved skolevæsenet i Birkerød. I 1967 fik hun ansættelse ved Sjællands Tidende som skolemedarbejder, et job, hun beholdt frem til 1974, hvorefter hun 1975-78 var ansat ved Tuse skole uden for Holbæk. Samtidig med ansættelsen ved Sjællands Tidende blev Britta Schall Holberg medlem af partiet Venstre, hvor hun blev organiseret i Butterup-Tuse vælgerforening og omgående blev medlem af bestyrelsen. Allerede i 1970 blev hun valgt ind i hovedbestyrelsen for partiets landsorganisation, hvor hun sad indtil 1988. Da Butterup-Tuse sogn som en følge af kommunesammenlægningen i 1970 blev en del af Holbæk kommune, blev hun valgt til Holbæk byråd, hvor hun frem til 1978 fungerede som formand for Venstres byrådsgruppe. 1970-78 var hun også formand for Kommunalpolitisk Udvalg i Vestsjællands Amt.

I 1977 besluttede Britta Schall Holberg at blive landmand, og hun købte Hagenskov af sin fader. Det betød et opbrud fra det vestsjællandske og en flytning til Fyn. Her fortsatte hun sit politiske arbejde og var allerede fra 1978 og indtil 1982 at finde i Assens byråd, hvor hun blev formand for den borgerlige gruppe og viceborgmester. I samme periode var hun formand for Foreningen af Sociale Udvalg på Fyn. Et andet vigtigt element i Britta Schall Holbergs politiske karriere var hendes medlemskab af Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark, hvor hun var formand 1976-78 og næstformand 1978-82. Hun var ligeledes næstformand for Venstres amtsbestyrelse på Fyn fra 1981.

Det var således en kvinde med en solid lokalpolitisk uddannelse og erfaring, Poul Schlüter i september 1982 hentede til Christiansborg. Her udnævntes hun til den første danske kvindelige indenrigsminister i den borgerlige regering, der blev udnævnt efter syv års socialdemokratisk ledelse, og som bl.a. profilerede sig med fire kvindelige ministre, foruden Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller, Mimi Jakobsen og Elsebeth Kock-Petersen. Regeringen Schlüter så det som sit mål at modernisere den offentlige sektor, lette de kommunale arbejdsgange og nedbringe det offentlige underskud. En politik, der selvfølgelig medførte upopularitet hos de mange, der direkte eller indirekte blev ramt af besparelserne. Allerede kort efter sin tiltræden måtte Britta Schall Holberg erkende, at der var stor forskel på at være lokal toppolitiker på Fyn og at sidde på Christiansborg og have det samlede Danmark som dommer over sine gerninger, ligesom det også var ganske anderledes at skulle arbejde parlamentarisk inden for Folketingets rammer. En af hendes første opgaver blev at beskære de statslige bloktilskud til kommuner og amter betragteligt. På det parlamentariske plan gav det hende store problemer, men hun viste i denne sag, at hun kunne tage modgang uden at give op. Efterhånden udviklede hun en ny og stærkt personlig ministerstil, som gjorde det klart, at der her var tale om en minister, der engagerede sig dybt i sine sager, og som samtidig stod inde for sine politiske holdninger. Således tog hun initiativ til loven om Det Etiske Råd, ligesom det var hendes indsats, der resulterede i frikommuneinitiativet. Da Schlüter udskrev valg i slutningen af 1983, blev hun opstillet og valgt i Koldingkredsen. Efter valget videreførte hun sit arbejde som indenrigsminister frem til marts 1986, hvor hun blev udnævnt til at efterfølge Niels Anker Kofoed som landbrugsminister. I Landbrugsministeriet, som fagligt lå hendes hjerte nær, blev hun en stærkt omdiskuteret minister, der kæmpede for landbrugets vilkår, som hun så dem. Som minister skabte hun loven om produktudvikling og økologiloven, ligesom også Etisk Råd for Husdyr, der fik den radikale Janne Normann som sin første formand, er Britta Schall Holbergs fortjeneste. Efter valget i september 1987 var der ikke længere brug for hendes aktive og personlige stil. Hun forlod Folketinget i 1988 og har siden beskæftiget sig med landbrug og skribent- og foredragsvirksomhed.

Britta Schall Holbergs ministerielle eftermæle er i nogen grad blevet skæmmet af den såkaldte blødersag, idet det netop var i hendes tid som indenrigsminister, at der blev truffet beslutninger om, hvorvidt donorblod skulle screenes for smitsomme sygdomme. Man havde i ministeriet endnu ikke erkendt, hvilken fare HIV-virus udgjorde, og valgte derfor, at donorblod ikke skulle undersøges. Ved de mange efterfølgende dommerundersøgelser, der kulminerede med Højesterets afgørelse i 1996, blev Britta Schall Holberg frifundet. Også samfundsforskere, bl.a. Erik Albæk og Jens Peter Christensen, har siden konkluderet, at der ikke har været grundlag for at kritisere ministeren. Det har været en almindelig udbredt holdning, at man kunne være enig eller uenig med minister Britta Schall Holberg, men kedeligt var det aldrig at arbejde sammen med hende. Selv har hun opfattet sin ministertid som en epoke i et i øvrigt aktivt og omskifteligt liv, og hendes engagement i sociale og politiske spørgsmål har været vedvarende. Siden ministertiden har hun engageret sig i forskellige mellemkirkelige og folkelige organisationer, bl.a. som formand for Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i Fyns Stift fra 1989 og for Det Mellemkirkelige Råd fra 1990. 1990-91 var hun formand for Det Internationale Læseår, og fra 1991 for Undervisningsministeriets Landbrugsuddannelsesråd, ligesom hun bl.a. har været medlem af repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad fra 1990 og Det Danske Bibelselskab fra 1992. I 1995 udgav hun bogen Politikernes forhold til sundhedsvæsenet. Britta Schall Holberg blev i 1984 udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen og i 1997 til hofjægermester.