Mimi Jakobsen

Mimi Jakobsen voksede op i et politisk aktivt hjem først på Amager, senere i Gladsakse. Hendes fader var socialdemokratisk folketingsmedlem og borgmester i Gladsakse. Han stiftede senere partiet Centrum-Demokraterne (CD). Moderen var uddannet porcelænsmaler, men var hjemmearbejdende fra Mimi Jakobsens fødsel. Selv har hun været kommunalpolitiker i otte år, folketingsmedlem i over 20 og minister i knap ti. I 1989 blev hun partiformand for CD og dermed den første kvinde i dansk politisk historie i spidsen for såvel partiorganisation som folketingsgruppe. Selvom denne strømlinede karriere ligger i selvfølgelig forlængelse af opvækstmiljøet, var det ikke den purunge Mimi Jakobsens ambition at blive politiker. Det skortede ikke på interesse, men hun var genert og tilbageholdende og kunne ikke se sig selv stå frem og holde politiske taler. Desuden var barndommens og ungdommens oplevelser af de mere brutale sider af politik, ikke mindst pressens behandling af politikere og dettes påvirkning af familielivet, afskrækkende.

Mimi Jakobsen gav sig efter studentereksamen 1967 fra Gladsaxe Gymnasium i kast med en undervisnings- og forskningskarriere og begyndte at læse fonetik og tysk ved Københavns Universitet. Efter afslutningen af første del blev hun ansat som undervisningsassistent på Institut for Fonetik og Germansk Filologi og underviste her 1975-78. Men politikken indhentede hende alligevel. Først i form af den praktiske organisatoriske hjælp hun ydede ved anmeldelsen af CD i 1973. Da partiet var kommet i Folketinget, og kommunalvalget derefter stod for døren, indvilligede hun i at opstille både til kommunalbestyrelsen i Gladsakse og som folketingskandidat i Nykøbing F.-kredsen. At hun stadig ikke helt kunne forbinde sin egen person med politikerrollen, viste sig ved, at hun begge gange sagde ja, fordi hun ikke regnede med at blive valgt. Hun tog fejl og fik aldrig afsluttet sine studier, efter at hun i 1974 blev medlem af kommunalbestyrelsen og i 1977 af Folketinget. Selv da hun i 1982 blev opfordret til at blive kulturminister i Poul Schlüters firkløverregering, takkede hun i første omgang nej, men blev presset til at acceptere af sin fader, partiformanden. Da CD ikke kom med i regeringen efter valget i 1988, besluttede Mimi Jakobsen sig til igen at prøve kræfter med et job uden for politik og sagde ja til et tilbud om at blive administrerende direktør for Landsforeningen til Bekæmpelse af dissemineret Sclerose. Dette hverv bestred hun i tre år ved siden af sit folketingsmandat, men måtte derefter opgive det på grund af det tidkrævende arbejde som partiformand.

Politisk gik Mimi Jakobsen i de første år i sin faders fodspor. Hun var medlem af lokalbestyrelsen for Aktive Lyttere og Seere fra 1976 og formand for Komitéen for Aktiv Skolepolitik, der var stærkt kritisk over for socialdemokratisk og radikal skolepolitik. Men op gennem karrieren har hun i stigende grad markeret sig som en selvstændig og markant politiker, der har forstået at bruge midterpositionen i det danske politiske spektrum til at give sit parti indflydelse ikke mindst på regeringskonstellationerne i 1990’erne. Hun var således medvirkende til, at Socialdemokratiet i 1993 kunne overtage statsministerposten efter 11 års borgerligt styre. Selv blev hun ved denne lejlighed vicestatsminister og kom i spidsen for et nydannet ministerium for erhvervspolitisk samordning. I 1996 trådte CD ud af regeringen i protest mod et finanslovsforlig med Socialistisk Folkeparti.

Mimi Jakobsen er i mindre grad kendt for politiske mærkesager og en fasttømret ideologisk position end for at forfølge mere generelle politiske ledetråde, der placerer hende mellem den borgerlige og den socialdemokratiske fløj. På den ene side trækker hun på barndommens socialdemokratiske opvækst i sin opfattelse af et fælles socialt ansvar, der indebærer, at samfundet skal tage hånd om de svage, herunder flygtninge. Disse erfaringer fik hun lejlighed til at udmønte i sin tid som socialminister 1986-88. På den anden side har hun placeret sig solidt i den borgerlige lejr i sin åbenlyst erhvervsvenlige politik og konsekvente afvisning af samarbejde med venstrefløjen. Men først og fremmest er hun kendt for sin politiske tæft og personlige fortolkning af politikerrollen. Med sin ligefremme, ærlige og slagfærdige form ønsker hun at gøre politikeren til en person, som almindelige mennesker kan identificere sig med, og at gøre politik tilgængelig, nærværende og forståelig for menigmand.

Mimi Jakobsen har ikke været kvindepolitisk aktiv, og hun er erklæret modstander af kønskvotering. Alligevel har hun ligesom sin ministerkollega Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre udmærket sig ved som partileder at udpege lige så mange kvindelige som mandlige ministre fra sit parti. Desuden har hun vist sig som et barn af den kvindepolitisk mobiliserede generation ved at insistere på at kombinere sit politiske arbejde med et familieliv. Hun har født to børn i løbet af sin karriere, det første i 1982, godt tre måneder inden hun blev udnævnt til kulturminister. Det andet fik hun i 1989, kort før hun blev valgt til formand for sit parti, og mens hun endnu var administrerende direktør i Scleroseforeningen. Disse offensive forsøg på at ændre en grundfæstet politisk kultur har ofte givet hende en ublid medfart i pressen, men også været med til at rejse diskussionen om arbejdsbetingelserne for forældre i politik. Mimi Jakobsen blev kommandør af Dannebrogordenen i 1984, kommandør af 1. grad 1997 og har desuden modtaget flere udenlandske ordener. Hun udgav i 1993 Politik i virkeligheden.