Elsebeth Kock-Petersen

Elsebeth Kock-Petersen blev født i København, hvor hendes fader var præst på Nørrebro, moderen hjemmegående. I 1967 blev hun student fra Nørre Gymnasium, 1973 cand.jur. fra Københavns Universitet. Efter sin kandidateksamen var hun først ansat i Kommunernes Landsforening. I 1979 skiftede hun til Udenrigsministeriets kontor for menneskerettigheder. Hun blev for alvor kendt af den brede offentlighed som minister i flere af 1980’ernes borgerlige regeringer. Allerede i sin gymnasietid var hun politisk aktiv i Venstres Ungdom, i løbet af 1970’erne udbyggede hun sin politiske karriere, og i 1979 blev hun indvalgt i Venstres hovedbestyrelse. Hun var folketingskandidat fra 1971, opstillet i skiftende kredse, og opnåede første gang valg i 1975, da statsminister Poul Hartling efter to år med en smal Venstreregering sikrede partiet en stor valgsejr. Elsebeth Kock-Petersen mistede sit mandat i 1977. Først i 1984, efter at hun 1982 var blevet udnævnt til kirkeminister i den første regering under Poul Schlüters ledelse, opnåede hun igen valg og var medlem af Folketinget til 1990.

Elsebeth Kock-Petersen var altså et kendt ansigt internt i Venstres organisation, da hun som 33-årig blev kirkeminister. Hun var en ligefrem og udadvendt person, der altid var parat med en bramfri replik. Den friske og djærve facon kom også de første Schlüterregeringer til gavn, og Elsebeth Kock-Petersen var med til at give kulør og gejst til den borgerlige firkløverregering, som fik en parlamentarisk barsk start. Posten som kirkeminister havde hun indtil 1984, hvor Schlüter foretog en regeringsrokade, der bl.a. indebar, at Elsebeth Kock-Petersen blev socialminister. Ved en ny rokade i 1986 måtte hun forlade Socialministeriet. Hun fik tilbudt Boligministeriet, men takkede nej. Denne post havde ikke hendes interesse. Hendes nej til hvervet som boligminister vakte opsigt, men afslaget viste noget om hendes kompromisløshed. Ved dannelsen af VKR-regeringen i 1988 fik Elsebeth Kock-Petersen atter tilbudt en ministerpost, nu som chef for det nyligt etablerede Sundhedsministerium. Denne gang sagde hun ja, men allerede året efter forlod hun regeringen med den begrundelse, at hun nu ville skifte livsspor og hellige sig familielivet med de to små børn på fuld tid.

Elsebeth Kock-Petersen var gennem hele sit politiske virke bevidst om sit liberale udgangspunkt og havde som overordnet målsætning at forsvare det enkelte menneskes frihed i forhold til systemet. I et interview i forbindelse med afgangen som minister udtalte hun, at hun nu ville væk fra Time Manager-livet og i stedet satse på kvindelige værdier som livskvalitet. Familien flyttede til Jyderup, men efter et par års forløb blev Elsebeth Kock-Petersen skilt fra sin mand og flyttede med børnene til England. Hun blev kommandør af Dannebrogordenen i 1984.