Bodil Bech

Bodil Bech voksede op i et velstillet landbomiljø på Midtfyn. Efter et års studier ved Købmandsskolen uddannede hun sig som pianist på et musikkonservatorium i New York under et femårigt ophold i USA med sin første mand, men levede siden som forfatter og oversætter. Ægteskabet blev opløst, og i 1917 giftede hun sig med juristen og kunstskribenten Poul Uttenreitter, som da var politifuldmægtig i Kerteminde og medskaber af det banebrydende kunsttidsskrift Klingen, kaldet et vækstpunkt i dansk modernisme. Hun kom således i nær kontakt med tidens kunstnerkredse, digtere og malere. Mødet med Uttenreitter, denne “tingenes lidenskabelige elsker”, i Johannes Larsens gæstfri hjem i Kerteminde har hun skildret i en erindringsskitse i Fynsk Jul, 1940. De brød op fra byen 1921 og blev skilt. Et senere seks-syv års samliv med digteren Jens August Schade har sat sig spor i begge parters lyriske forfatterskab.

Bodil Bech debuterede 1926 i ugebladet Tidens Kvinder, bidrog til fx Vild Hvede, linien, Kulturkampen og Aarstiderne og oversatte en halv snes bøger, bl.a. af østrigeren A. Schnitzler. Først som 45-årig udgav hun en selvstændig bog, digtsamlingen Vi der ejer Natten, 1934. Den turistagtige ungdomsroman Lones Balkanfærd, udgivet i 1942 under pseudonymet Anne Fole, vidner om hendes efter tidens mål store berejsthed og længselsevne. Hun fandt stof til digte under ensomme ophold i Lapmarken og pilgrimsfærd til den finlandssvenske modernist Edith Södergrans hus i Raivola på det karelske næs, det kunstneriske forbillede for hendes storladne og til dels ukritiske jegudfoldelse.

“Kun det vi brænder for,” er Bodil Bechs selvkarakteriserende ord, brugt i hendes programartikel i avantgardetidsskriftet Helhesten, 1941. En højspændt længselstone intensiveres gennem de fem digtsamlinger, der kom i sen, hurtig rækkefølge, efter Vi der ejer Natten fulgte Ildtunger danser, 1935, Granit og Dugg, 1938, Flyvende Hestemanker, 1940, og Ud af Himmelporte, 1941. De er udtryk for en nærmest selvfortærende lidenskab i et frit strømmende, dristigt illumineret billedsprog, der brød traditionens smagsnormer med sine utvetydige udtryk for uopfyldt begær, gudindedrømme uden gud. Den savnede elskovslykke sublimeres i smertelige klange af kosmisk seksualitetsmystik.

Maleren og kunstsamleren Elna Fonnesbech-Sandberg har karakteriseret Bodil Bech som “et dybt ulykkeligt menneske, hjertevarm og følsom. Hun mødte kun modgang i sit liv. Ustandselig blev hun kritiseret. Det gik hende forfærdelig nær”. Bodil Bechs tidlige død som 53-årig var ikke uden forbindelse med en træthed ved denne kunstneriske kamp, der udlevedes på få år: Bøgerne kom i ganske små oplag, en tid solgte hun dem ved dørene. De klogeste anmeldere gav dog uforbeholdent udtryk for hendes format, Otto Gelsted, Kjeld Elfelt, Ejnar Thomsen. Litteraturhistorisk er Bodil Bech en vigtig skikkelse i dansk lyrisk modernisme på en kvindelinie mellem Hulda Lütken og Tove Meyer, fremdraget i forbindelse med modernismens nye opsving omkring 1960.