Elna Fonnesbech-Sandberg

Elna Fonnesbech-Sandberg voksede op i et borgerligt miljø på Frbg. Hun var tæt knyttet til sin fader, der var indehaver af Forst- og Jagthuset, og som samlede på de mærkeligste objekter, lige fra oldnordiske stensager til fugleæg. Moderen var med Elna Fonnesbech-Sandbergs ord opofrende og kærlig, men med et depressivt sind, som gjorde, at der herskede en tung og trist stemning i hjemmet.

Allerede som barn begyndte Elna Fonnesbech-Sandberg at samle reproduktioner af kendte malere. Hendes første egentlige kunstsamling bestod af kinesisk kunst. Da hun indså, at hun aldrig kunne komme i besiddelse af de allerbedste værker, solgte hun den. Senere rettede hun, efter et par års studier i kunsthistorie ved Københavns Universitet, sin opmærksomhed mod den moderne kunst. Hun begyndte at købe værker af de kunstnere, der i dag betegnes som de klassiske modernister, bl.a. Harald Giersing, Karl Isakson, Søren Hjorth Nielsen, Niels Lergaard, Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude, William Scharff, Jens Søndergaard og Edvard Weie. Det allerførste billede, hun købte, var Kornmarken af Søndergaard, et maleri som hun holdt særlig meget af. Hun fandt i hans værker ægthed og autenticitet samt varme menneskelige kvaliteter, hvilket også kendetegnede andre kunstnere fra samlingen, bl.a. John Christensen, barbermaleren fra Nørrebro. Hos Henry Heerup fandt hun et eventyrligt og frodigt univers med trolde, hjerter, fugle og madonnaer. Elna Fonnesbech-Sandberg skabte efterhånden en enestående samling med mange hovedværker, som i dag er i danske museers eje.

Ved Anden Verdenskrigs udbrud begyndte ægtefællens teforretning at gå dårligt. Elna Fonnesbech-Sandberg blev derfor i 1940 nødt til at sælge sin samling for at redde familiens økonomi. Det var et hårdt slag for hende. Kort tid efter lærte hun Asger Jorn at kende. Hun begyndte at købe nogle af hans billeder og stiftede gennem ham bekendtskab med hele den kreds af unge abstrakte kunstnere, som senere blev kaldet Cobra-malere, bl.a. Ejler Bille, Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt. Et dybt venskab nærede hun til Jorn, som betegnede sine malerier fra denne periode som “Didaska-billeder”, en sammensætning af Elna Fonnesbech-Sandbergs kælenavn Dida og hans eget fornavn. Selvom hendes midler var beskedne, lykkedes det hende at skabe en ny, prægtig samling. Den blev efterhånden endnu mere omfattende end den første, og hendes hjem på Gammel Kongevej blev hurtigt fyldt op med de unge kunstneres arbejder. Hun følte en lidenskabelig trang til at omgive sig med disse malerier, som repræsenterede en ny verden for hende. Hun ønskede også at viderebringe sin begejstring til andre kunstinteresserede og holdt åbent hus i sin lejlighed hver onsdag. Gennem de abstrakte kunstnere lærte Elna Fonnesbech-Sandberg psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard at kende. Han kom til at betyde meget for hendes personlige udvikling, idet han rådede hende til at sælge samlingen, hvis hun selv ville være kunstner. Hun fulgte hans råd og fortrød aldrig denne drastiske beslutning, som gav hende mulighed for at udfolde sine egne kreative evner. Hovedparten af værkerne blev købt af samlerne Anna og Kresten Krestensen og danner i dag en vigtig del af samlingen på Nordjyllands Kunstmuseum. I 1947 debuterede Elna Fonnesbech-Sandberg i galleri Tokanten med farverige og lidt naive akvareller, som Jorn roste meget. Ligesom hendes abstrakte venners billeder fremstillede hendes malerier en eventyrlig og gådefuld verden befolket med drømmeagtige væsener, trolde og fugle. Mens de tidlige billeder lå meget tæt på de værker, hun havde samlet, blev hendes stil efterhånden mere personlig. Hendes malerier var oftest meget koloristiske og pastose, ornamentale som et orientalsk tæppe med slyngede linier og små farvede felter. Farven blev lagt på, lag efter lag, gnedet ud og lagt på igen, i en langsommelig proces. Elna Fonnesbech-Sandberg deltog i flere gruppeudstillinger og blev i 1949 medlem af sammenslutningen Spiralen, hvor hun lærte sin anden mand, maleren Niels Jensen, at kende. Hun havde en række separatudstillinger i Skandinavien, Tyskland, Frankrig og Belgien. Fra 1953 udstillede hun under navnet Elna Riegels.

Elna Fonnesbech-Sandberg er blevet portrætteret af mange kunstnere, heriblandt Rude og John Christensen, som var betaget af hendes smukke ansigt og flammende røde hår. I sine erindringer Dem jeg mødte, 1945, fortalte hun om sit virke som samler og om sit venskab med de kunstnere, som i så høj grad berigede hendes liv. Den glæde og livsmening, som hun følte ved at samle på billeder, fik hun senere ved selv at udtrykke sig kunstnerisk. Som samler havde hun en enestående sans for kvaliteten hos de unge kunstnere, hvis talenter hun mere end nogen anden var opmærksom på.