Tove Meyer

Tidsmæssigt hører Tove Meyer sammen med lyrikere som Bodil Bech og Hulda Lütken, der i 1930’erne begyndte at insistere på et eget kvindeligt sprog, men litteraturhistorisk set peger de seks digtsamlinger i det smalle forfatterskab frem i tiden og har udgjort en væsentlig inspiration for senere forfattere som Søren Ulrik Thomsen og Merete Torp. En forfatternes forfatter kunne man kalde hende, der i litteraturhistorien ikke er blevet levnet meget plads.

Tove Meyer voksede op i Holte i Nordsjælland, hvor hun i 1928 tog mellemskoleeksamen. Herefter var hun på husholdningsskole, inden hun kom i gartnerlære, senere var hun ansat som husbestyrerinde. En tid havde hun forskelligt kontor- og forlagsarbejde, og op gennem 1940’erne oversatte hun en halv snes bøger. I 1952 giftede hun sig med litteraten Paul Nakskov. De bosatte sig i Bagsværd, og i 1954 fik de datteren Susanne. I 1972 valgte Tove Meyer at tage sit eget liv. Som ganske ung led hun i en længere periode af en angstrelateret lidelse, og det er i denne isolerede og udsatte tid, hun for alvor begyndte at skrive digte. Hun malede også som ung, og det er netop den visuelle sensibilitet og de klare og farverent sansede billeder, der løfter hendes digte ud over den blotte og tidstypiske tematisering af kvinde- kontra mandsroller, af længsel og ensomhed.

Tove Meyer debuterede som kun 22-årig i 1935 med samlingen Guds Palet, som hun tilegnede den sensymbolistiske digter Helge Rode, der havde været en tålmodig fødselshjælper for hendes debut. Besyngelsen af menneskets sammenhæng med naturen og naturens forvandlende kraft er et væsentligt tema i Tove Meyers tidlige lyrik, et tema, hun deler med Rode og digtere som Viggo Stuckenberg og Ludvig Holstein. Barndommen er et hyppigt opdukkende motiv. Dens land er ungt og uskyldigt; verden og mennesket er ét, og den sansenære omgang med livet intakt. For den voksne kvinde er barndommen derimod en lukket have, der fandtes “førend tiden var tid”, som det hedder i Drømte dage, 1952. Voksenlivet er en afmålt tid uden kontakt med det egentlige, præget af spleen og af en længsel efter den altfavnende kærlighed, der imidlertid ofte lader jeg’et ensomt tilbage. Havet er et gennemgående billede, forstået som en uovervindelig kraft, en overskridelse af den forstenede civilisation, der skiller mennesket i ånd og krop. Havet optræder også som et billede på manden, der med sit væsen formelig overskyller kvinden, en oplevelse, der både rummer det frydefulde i at overgive sig til noget, der er større end én selv, og samtidig en livstruende, angstfuld jegudslettelse.

I de efterfølgende digtsamlinger Efter Regn, 1940, Skygger paa Jorden, 1943, og Drømte dage, afløses den overvejende symbolistisk besyngende tone og de lidt arkaiske gloser af et surreelt præget billedsprog, som man genfinder hos den samtidige lyriker Gustaf Munch-Petersen. Som Tove Meyer var han begyndt med maleriet, og for dem begge var den finlandssvenske lyriker Edith Södergran en væsentlig form- og billedmæssig inspirationskilde. Karakteristisk er den stærke farvebrug, der får digtene til at funkle som farvede glasperler i smaragdgrønt, rubinrødt, cinnoberrødt, safirblåt og himmelblåt. Visse steder er hendes fint ciselerede sprog og mange nye ordsammensætninger i slægt med noget barokt, som man genfinder i 1990’ernes lyrik. Formen er altid det fintslebne udgangspunkt. Hun havde øre for sprogets musik og arbejdede bevidst med vokalernes lydlige kvaliteter og med allitterationer. I de tidlige digte var metaforikken bundet til konkrete natursansninger, i de senere løsrives billederne og bliver til sanselige fortolkninger af en indre virkelighed. Hele forfatterskabet gennemsyres af en konstant dualitet mellem en livssmerte, der synger som en altid nærværende tone, og en ekstatisk grænseudvidende livsfølelse.

Modtagelsen af Tove Meyers sidste to digtsamlinger Havoffer, 1961, og Brudlinier, 1967, var ikke ubetinget positiv. Som den samtidige Tove Ditlevsen kunne hun ikke leve op til kritikernes fordring om modernistisk poesi, og hun blev derfor til dels læst som et hereticansk afkog, som en digter, der beherskede et forældet formsprog, der ikke kunne kaste nye erfaringer af sig. Men retrospektivt viser disse to digtsamlinger en voksende tekstbevidsthed og en langt mere afklaret forfatter. De sidste digte i Brudlinier, suiten Du, kan læses som én lang henvendelse, ikke til Gud, som de første kritikere mente, men til sproget og den omstyrtende urkraft, som hun fornemmede i det. Tove Meyers bedste digte bliver stående i bevidstheden, rytmiske og svajende som de træer, hun så ofte beskrev.