Bodil Bødtker-Næss

Bodil Bødtker-Næss blev født af en dansk moder og en norsk fader som det ene af tre børn. Hendes fader var et kunstnerisk begavet menneske med et vindende væsen og store humørsvingninger. Da Bodil Bødtker-Næss var omkring syv år, flyttede moderen tilbage til Danmark, hvor hun giftede sig på ny med en mere jordnær mand, og børnene oplevede et skift fra et flyvsk og inspirerende miljø til et stabilt og borgerligt. Efter endt skolegang i Tårbæk nord for København kom Bodil Bødtker-Næss ind på Kunsthåndværkerskolen, den senere Skolen for Brugskunst. Allerede på det tidspunkt brød en sindslidelse igennem, og hun blev i midten af 1960'erne tvangsindlagt første gang. Hendes sygdom betød bl.a., at hun i lange perioder var deprimeret, indimellem manisk, og at hun led af forfølgelsestanker og en evig angst for at gøre noget forkert. Trods sin sygdom formåede hun at gennemføre sin uddannelse på skolen og tog afgang i 1967.

Blandt skolens lærere havde især John Becker og Franka Rasmussen betydning for Bodil Bødtker-Næss. Hos Becker lærte hun teknisk perfektionisme, og gennem Franka Rasmussen stiftede hun bekendtskab med det kunstnerisk eksperimenterende. Allerede i studietiden var Bodil Bødtker-Næss meget aktiv og uhyre kritisk, hvilket kom til udtryk i artikler til bl.a Dansk Kunsthaandværk, Dansk Brugskunst og Haandarbejdets Fremme. Væveren Vibeke Klint, der var censor ved hendes afgang, oplevede hende som en overbevisende og talentfuld ung kunstner med et enestående format. Senere udviklede de to et varmt venskab, der bl.a. førte til en fælles studietur til Mexico i 1975. Bodil Bødtker-Næss står som et markant navn i dansk tekstilkunst. Det skyldes hendes flid, hendes undervisningsvirksomhed på Skolen for Brugskunst 1971-88 og i Stoftrykker- og Væverlauget samt løsningen af mange store udsmyknings- og designopgaver, men også hendes stærke engagement i de personer, hun mødte. Umiddelbart efter sin afgang etablerede hun i 1964 eget værksted i sit hjem. I de første år havde hun både tryk- og væveværksted, og mange unge vævere fik her eller senere på Skolen for Brugskunst lært at arbejde tekstilkunstnerisk. Hendes sygdom krævede gentagne indlæggelser og kraftig medicinering og gjorde hende i perioder uarbejdsdygtig, men omvendt også til et brag af energi, når hun var i en manisk periode. Flere af hendes elever husker tidspunkter, hvor hun stort set ikke sov flere døgn i træk, men arbejdede i én fortsat køre, medrivende og inspirerende.

Bodil Bødtker-Næss var fra debuten på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1964 og frem til sin død en flittig udstiller i Danmark og udlandet. I 1980 udstillede hun separat på Kunstindustrimuseet og på Glyptoteket og i 1983 på Kunstindustrimuseet i Oslo. Hun løste mange udsmykningsopgaver, og hendes stærke og særprægede sansning af fibre og grove garner blev omsat til naturinspirerede mønstre og ornamenter, der egnede sig godt til dekoration og udsmykning af store rum og moderne bygninger i beton. Blandt de væsentligste er Frithængende komposition i 4 dele, der blev vævet til Teknologisk Institut i Høje Tåstrup 1969-70, et vægophæng til Skælskør Højskole 1977 og ikke mindst de store billedtæpper, der blev vævet til byrådssalen i Nuuk 1987 efter forlæg af den grønlandske maler Hans Lynge. En anden side af hendes virke gjaldt design, hvor hun omsatte sin stærke mønsterfornemmelse til damaskvævede stoffer og duge, produceret af de kunstindustrielle virksomheder Cotil, Georg Jensen og Damaskvæveriet i Kolding. Dertil kom en lang række bestyrelsesposter i bl.a. Den Permanente, Landsforeningen Dansk Kunsthaandværk og Skolen for Brugskunst, ligesom hun var medlem af Kunsthåndværkerrådet, sad i Statens Kunstfond og i forskellige udstillingsjuryer. Bodil Bødtker-Næss blev tildelt en række legater og hædersbevisninger, bl.a. Dansk Kunsthåndværks Årspris 1981.

Privat valgte Bodil Bødtker-Næss i 1980 at bryde op fra sit første ægteskab. Sammen med sine to børn flyttede hun en del rundt, inden hun indkvarterede sig på et stort værksted, som hun delte med kollegaen Inger Skjern. Her arbejdede og boede hun omgivet af væve, elever og senere sin samlever, amerikaneren David Grub. Omkring 1983 åbnede hun og Grub The Book Trader – The Textile Gallery, en antikvarboghandel, hvor der også blev indrettet et lille galleri for eksperimenterende tekstilkunst. Her udstillede hun nogle af sine sidste eksperimenter og forsøg, der fra rene tekstilarbejder udvikledes mod papir og collager. Ved sin død i 1988 af et hjerteslag var hun midt i færdiggørelsen af et stort kirketæppe til Strandmarkskirken i Hvidovre. Tæppet blev vævet efter forlæg af maleren Bodil Kaalund og færdiggjort af de værkstedsassistenter, der havde hjulpet til undervejs.