Annelise Hovmand

Da Annelise Hovmand i 1957 trådte frem i offentligheden med spillefilmsdebuten Ingen tid til kærtegn, der indbragte hende en Bodil-pris, havde hun stået i lære i filmbranchen i en halv snes år. Efter studentereksamen kom hun ind som journalistelev på dagbladet Nationaltidende, hvor hun bl.a. fik overladt filmstoffet. Under et besøg på filmselskabet Palladium blev hun så fascineret af atmosfæren og arbejdsformen, at hun begyndte som volontør og scriptgirl. Senere blev hun assistent hos instruktøren og producenten Johan Jacobsen, som hun i 1951 flyttede sammen med. Gennembrudsfilmen var inspireret af hendes egne problemer som udearbejdende moder med skiftende arbejdstider. Fra et tidligere ægteskab havde hun sønnen Mads. Samlivet og samarbejdet med den 14 år ældre Johan Jacobsen fik afgørende betydning for Annelise Hovmands karriere. Han var en af dansk films mest respekterede filminstruktører af klassikere som fx den tredobbelt Bodilbelønnede Soldaten og Jenny, 1947, der argumenterer for afkriminalisering af abort, og besættelsestidsfilmen En fremmed banker på, 1959, som Annelise Hovmand var produktionsleder på. Johan Jacobsen havde i 1950 grundlagt sit eget filmstudie Flamingo Film og producerede her fem af Annelise Hovmands i alt otte spillefilm. Hendes produktion for Flamingo Film var præget både af kunstneriske ambitioner og nødvendigheden af at tjene penge til selskabet. Den omfattede folkelige succeser som Krudt og klunker, 1958, og Gøngehøvdingen, 1961, filmen om modstandsbevægelsen Frihedens pris, 1960, og Sekstet, 1963, der repræsenterede den nye filmbølge, og som hun selv betegnede som “mit mislykkede mesterværk”.

Annelise Hovmand var i begyndelsen af 1960’erne formand for Sammenslutningen af danske filminstruktører og deltog i arbejdet med udformningen af Filmloven af 1964, der øgede støtten til filmproduktion. Baggrunden herfor var dels, at dansk filmproduktion var i vanskeligheder på grund af konkurrencen fra amerikansk film og fra tv, dels at der nu i samfundet var en generel opfattelse af, at filmen var en kunstart på linie med andre kunstarter, som også fik støtteordninger i disse år. I et interview fra 1967 overvejede Annelise Hovmand om det organisatoriske arbejde havde været umagen værd, idet det tog tid og kræfter og gik ud over hendes eget arbejde. I hvert fald førte den nye filmlov ikke til nogen opblomstring for parret Jacobsen-Hovmand og deres filmselskab. Tværtimod var midten af 1960’erne præget af nedgang både på det private og det professionelle plan. I 1965 gik parret hver til sit, og året efter blev Flamingo Film solgt efter fiaskoen med Johan Jacobsens Søskende efter H.C. Branners roman. De måtte opgive den planlagte produktion af en film over Karen Blixens bog Den afrikanske farm med den britiske skuespiller Vanessa Redgrave i hovedrollen. Annelise Hovmand havde skrevet manuskriptet sammen med Blixens broder Thomas Dinesen, der var hendes onkel.

I 1967 flyttede Annelise Hovmand til Næstved, hvor hun havde fået bevilling til Næstved Bio. Hendes produktion blev herefter mere sporadisk. I 1966 var den folkelige, næsten farceagtige film Nu stiger den om opfinderen J.C. Ellehammer kommet. Denne film nød godt af den nye filmstøtte, men gav alligevel underskud. Den halvdokumentariske Et døgn med Ilse, 1971, var en af de mange film, der blev lavet efter ophævelsen af forbudet mod billedpornografi i 1970. Filmen, der handlede om en strippers liv, havde islæt af pornofilm, men diskuterede frem for alt frigørelsens omkostninger for den kvindelige hovedperson. Annelise Hovmands sidste biograffilm var Høfeber, 1991, efter Leif Panduros roman af samme navn.

I 1980’erne var Annelise Hovmand involveret i to kvindehistoriske tv-serier. 1981 instruerede hun sammen med filminstruktøren Li Vilstrup første afsnit af den meget omtalte serie Krigsdøtre. Det var et kollektivt kvindeprojekt i fem afsnit, hvoraf Kirsten Thorup havde skrevet første og femte afsnit, som tog udgangspunkt i en 5. klasse i 1950’erne og førte personerne op i 1970’erne. I 1988 instruerede hun endnu en historisk føljeton To som elsker hinanden i fire afsnit efter Grete Povlsens dokumentariske roman om ægteparret Viggo og Ingeborg Stuckenberg. Emnet har formentlig interesseret Annelise Hovmand personligt, da hun jo selv havde levet i et kreativt parforhold. Men hun delte ikke Ingeborg Stuckenbergs skuffende oplevelse af, at manden havde udgivet deres fælles roman i sit eget navn alene. Filmparret Hovmand-Jacobsen instruerede ikke sammen, men havde en klar arbejdsdeling i forbindelse med hinandens film. I et interview fra 1956 kaldte Annelise Hovmand Johan Jacobsen for “en rigtig blåstrømpe”, og også efter bruddet omtalte hun ham som “en dygtig mand, der stod bag mig”. Faktisk brugte han i perioden 1957-63, der var Annelise Hovmands mest produktive periode, mere tid på at producere hendes film end på at instruere sine egne. Hvor Ingen tid til kærtegn betragtede den kreative kvindes problem med at være både kunstner, hustru og moder fra det frustrerede barns side, anskuede tv-serien 30 år senere de samme problemer i moderens perspektiv. Ingeborg Stuckenberg kæmpede med formuleringerne, mens børnene sloges på gulvet og måtte sendes ud med barnepigen. Den poetisk-realistiske tv-serie bandt en smuk sløjfe på Annelise Hovmands produktion af menneskeligt og moralsk engagerede film og tv-serier, der tilføjede både nybølgen og pornobølgen en kvindelig optik og rakte ind i den nye kvindebevægelse.