Kirsten Thorup

Kirsten Thorup blev født 1942 i Gelsted på Fyn, hvor hun voksede op sammen med sine brødre. Gennem flere år havde hun en nær kontakt til børnene fra det lokale drengehjem. Oplevelser og erfaringer herfra er kunstnerisk omsat bl.a. i tv-spillet Helte dør aldrig, 1976, ligesom hun har brugt træk fra sin egen opvækst i 1950’ernes vestfynske provinsmiljø i de senere romaner om pigen og kvinden Jonna. Som den første i familien gik Kirsten Thorup i gymnasiet. Efter studentereksamen 1961 fra Fredericia Gymnasium boede hun et års tid i England og flyttede herefter til København, hvor hun læste engelsk og senere litteraturvidenskab ved universitetet. 1963 giftede hun sig med skuespilchefen Ib T. I tiden efter fik hun barn og havde forskellige job, alt imens hun skrev.

Miljøskiftet fra provins til storby har uden tvivl betydet noget for den følelse af orienteringsløshed og fremmedhed, som præger alle Kirsten Thorups første bøger, digtsamlingerne Indeni – udenfor, 1967, Love from Trieste, 1969, samt I dag er det Daisy, 1971, og novellesamlingen I dagens anledning, 1968. Med sidstnævnte placerede hun sig som en central skikkelse i 1960’ernes modernistiske tekst- og skrifteksperimenter, og overalt i de tidlige værker kredses der om rodløsheden, personlighedstabet og trangen til at overvinde afstanden til verden. Hendes styrke her som i forfatterskabets andre faser er hendes evne til at identificere sig med og skildre eksistentielle grænsetilstande, samfundets randeksistenser og menneskers konflikter i tilknytning til køn, identitet og kærlighed. Temaerne genfindes i tv-spillene Frisørinden, 1971, Hvornår dør Maria?, 1972, og i radiospillet Historien om Mally, 1973.

I begyndelsen af 1970’erne boede Kirsten Thorup på Vesterbro med mand og barn, og det var her, hun skrev den opsigtsvækkende roman Baby, 1973, der i en nøgtern og enstonig stil beskriver en række skæve storbyeksistensers desperation og søgen efter kærlighed. Baby var Kirsten Thorups første større forsøg på at udtrykke sin solidaritet med mennesker, som ikke forstår sig selv og hinanden, og som er fanget i et sprog og et samfund, der ikke kan forløse dem. Romanen indbragte hende megen ros og flere litterære priser, bl.a. den amerikanske Pegasuspris i 1979, der førte til, at bogen blev udgivet i USA.

Menneskers udsathed og magtesløshed går igen i romanen Lille Jonna, 1977, og den selvstændige fortsættelse Den lange sommer, 1979. Med sin fortælling om en landbrugsfamilie, der først ryger længere og længere ned af den sociale rangstige, men senere søger at reetablere sig og genvinde værdigheden, skabte Kirsten Thorup et levende og nuanceret billede af 1950’ernes danske provinsmiljø. Nødvendigheden og hverdagens slid præger tilværelsen, mens længslen efter noget andet og mere bestandigt tikker i baghovedet. De to bøger blev optakt til et stort anlagt samtidsforfatterskab, der kan læses som én lang sædeskildring om velfærdssamfundets opkomst, ungdomsoprøret, de feministiske bevægelser i 1970’erne og den række af oplevelser og identitetsbrydninger, som fulgte i kølvandet på den samfundsmæssige udvikling. Tobindsværket Himmel og helvede, 1982, der blev filmatiseret i 1988, skaffede Kirsten Thorup en massiv publikumssucces. Handlingen foregår på Vesterbro i årene under ungdomsoprøret. Også her optræder Jonna-figuren, men i centrum står skildringen af pigen Marias modning til kvinde og hendes frigørelse fra forældrenes normer og værdier. Med sit brede tidsbillede afspejler bogen den kollektive eufori og tro på at frigørelsen var mulig, at verden kunne forandres til det bedre, og at den enkelte kunne både vælge og vælge om: Marias moder forlader efter mange års undertrykkelse sin mand og slår sig ned som spåkone, og den livsfjendske gammeljomfru frk. Andersen tager pludselig del i kærligheden og bliver socialt engageret. I romanen Den yderste grænse, 1987, møder læseren igen Jonna. Efter kæresten Asgers selvmord har hun opgivet drømmen om et andet og fuldkomment liv. Drømmene og den mulighed for forandring, som præger personernes liv i Himmel og helvede, har Kirsten Thorup her taget op til revision, og Den yderste grænse vrimler med undergangsbilleder og dommedagsfantasier. En yderligere revision og rendyrket udgave af en moderne apokalypse finder man i den senere roman Elskede ukendte, 1994. I sin skildring af de to hovedpersoner Karl og René, der er indviklet i hver sit religiøse storhedsvanvid, tegner Kirsten Thorup et kritisk og meget sort samtidssignalement af en tid og et samfund, der intet kan stille op mod dyrkelsen af døden og menneskets mørke sider.

Både i de første modernistiske digtsamlinger og noveller og i de senere mere realistiske fortællinger har Kirsten Thorup interesseret sig for grænsen mellem menneske og omverden og de sammenstød, der opstår, når mennesker forsøger at udtrykke og udfolde sig, og når hverdag, fantasiliv og oprørsmuligheder tørner sammen. Sideløbende med sit øvrige forfatterskab har hun skrevet dramatiske tekster til teatret og Danmarks Radio og fik ikke mindst stor succes med tv-spillet Else Kant, 1978 efter Amalie Skrams roman. Kirsten Thorup har bl.a. fået Kritikerprisen 1982, De Gyldne Laurbær 1982, Søren Gyldendal-Prisen 1987, Adam Oehlenschläger-Legatet 1991 og Tagea Brandts Rejselegat 1996. En anden form for anerkendelse modtog hun i 1993, da hun udnævntes til medlem af det litterære udvalg i Statens Kunstfond. Siden 1995 har hun desuden deltaget i kollegialt arbejde som bestyrelsesmedlem for dansk PEN.