Ingeborg Stuckenberg

Ingeborg Stuckenberg blev født i København i et velhavende grossererhjem. Efter endt skolegang på Skt. Petri Skole kom hun på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, oprettet 1875 med Charlotte Klein som leder, for at udvikle et åbenbart tegnetalent. Forlovelsen i 1884 med Viggo S. betød, at hun forlod tegneskolen i utide. Hendes familie sørgede for et års husholdningsoplæring på landet, og i 1887 blev de gift. Viggo S. havde fået læreransættelse ved Slomanns Skole og var påbegyndt sit forfatterskab, og Ingeborg Stuckenbergs fader sørgede for bolig til parret i de nyopførte “kartoffelrækker” ved søerne. Hjemmet blev i de følgende år et valfartssted for den symbolistiske tids kunstnere som Johannes Jørgensen og Sophus Claussen, og med sin mangesidede begavelse, kunstneriske og kritiske sans stod Ingeborg Stuckenberg som kredsens naturlige centrum. Hun var en svoren ateist, åben for det moderne gennembruds idéer og muligheder for frigørelse og realisering af personligheden. Fra tidens kunstnere findes beretninger og tolkninger af hendes stærke, musiske væsen, måske smukkest i Sophus Claussens portrætdigt fra 1904.

Ægteskabet mellem de to personligheder var spændingsfyldt. Ingeborg Stuckenbergs ambition om selv at udtrykke sig kunstnerisk i stedet for at være mandens og kunstnerkoloniens muse og inspirator var stor og desperat. Vilkårene for hendes eget forfattertalent blev, at hun skrev både digte og prosa, som blev udgivet i mandens navn. Litteraturforskningen har siden hen påvist hendes betydelige andel i hans værker, især i romanen Fagre Ord, 1895, som menes overvejende at være hendes arbejde. Bogen handler om det vanskelige ægteskab, hvor parterne forsvinder fra hinanden, han ind i arbejdet, hun i erindringerne og i et sværmerisk forhold til en anden. Konflikterne ses fra begge køns synsvinkler, romanen er følelsesanalyserende, mens realismen træder i baggrunden. Dette var nyt i tiden, men ingen gættede, at det skyldtes Ingeborg Stuckenbergs indflydelse; tværtimod blev romanen rost for sin mandighed. To mindre fortællinger vides helt at være hendes, mens hun i eget navn kun udgav en enkelt historie Badegæster, 1898, en såkaldt novelette, der blev trykt som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende. Ligesom Fagre Ord var den påvirket af hendes store beundring for J.P. Jacobsen.

Efter at familien var blevet forøget med to sønner, blev økonomien endnu mere trang, end den var i forvejen, og ægtefællernes uoverensstemmelser medførte, at Ingeborg Stuckenberg i 1893 flyttede og søgte tilflugt hos maleren Albert Gottschalk. Hun vendte dog tilbage igen, og i 1894 flyttede parret til Villa Vennely i Sorgenfri for at give ægteskabet nye muligheder. Økonomien tvang dem imidlertid snart til at rykke ind i den ene fløj i gartnerboligen ved Sorgenfri Slot. I den anden fløj boede gartnerparret Clara og Hans Dines Madsen, og venskabet med dem udviklede sig for alle fire parter til kærlighedsforhold. I 1902 boede Ingeborg Stuckenberg en tid hos sin broder Knud, men året efter rejste hun pludselig ud af landet uden at fortælle nogen noget som helst. I Bremen mødtes hun med Hans Dines Madsen, og sammen sejlede de med emigrationsskib til New Zealand, hvor Ingeborg Stuckenbergs broder Aage havde boet gennem fem år. Rejsen og opholdet i New Zealand, der er beskrevet i de posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Reise, 1986, publiceret ved John Kousgård Sørensen, blev en umådelig skuffelse. Ingeborg Stuckenberg så ingen reelle muligheder for en acceptabel tilværelse, og dybt deprimeret valgte hun at tage sit eget liv. Hendes skæbne er i nyere tid blevet fortolket af Grete Povlsen i både romanen Ingeborg, 1985, og i tv-serien To som elsker hinanden, 1988, instrueret af Annelise Hovmand.